Billigere færgebilletter ser ud til at være på vej

Infrastruktur

23/11/2015 15:59

Nick Allentoft

Der er flere penge på vej til færger til en lang række øer, men der er stadig langt til trafikal ligestilling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen er klar til at afsætte 42 millioner kroner næste år til at sænke færgetaksterne for passagerer og biler til en række danske øer næste år.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet.

Læs alt om vækstpakke 2015 her

Fra 2017 og frem vil regeringen afsætte 85 millioner årligt til formålet.

Dermed lægger regeringen op til at tage, hvad den selv betegner som "et væsentligt skridt" i retning af det såkaldte landevejsprincip, altså at det skal koste det samme at sejle med færge, som det ville koste at køre en tilsvarende strækning i bil.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) oplyser, at de 85 millioner kroner er inklusive 48 millioner kroner fra et tidligere initiativ til at sænke godspriserne.

- I finansieringen af det nye færgeinitiativ indgår overskydende midler fra det tidligere godsinitiativ. Det vil sige, at af de 85 millioner kroner, som det nye initiativ koster fra 2017 og frem, er 48 millioner finansieret fra den tidligere vækstaftale, oplyser hun i et skriftligt svar til Ritzau.

Et fuldt landevejsprincip vil koste 281 millioner kroner, og den tidligere SR-regering lagde op til at bruge 133 millioner kroner til formålet.

Og Socialdemokraterne vil arbejde for, at beløbet kommer højere op, forsikrer partiets ordfører for landdistrikter og øer, Magnus Heunicke.

- De leverer klart under det, som vi foreslog, og det, synes jeg, er en skam. Jeg kan sige meget klart, at i det omfang vi bliver inviteret til forhandlinger, vil vi arbejde på at få beløbet op, siger han.

- I dag er det ofte billigere at tage en uden-for-sæsonen-sviptur til Sydeuropa med fly og familie, end det er at tage til de danske øer. Det er synd, og den udvikling skal vi have vendt. Det her udspil er ikke nok til at vende noget, siger Magnus Heunicke.

Social- og indenrigsministeren mener derimod, at pengene vil stimulere både turisme og bosætning.

- Vi har taget et væsentligt skridt i retning af et landevejsprincip. Vi gør det, fordi lavere billetpriser vil stimulere turismen og bosætningen på øerne, siger Karen Ellemann (V) i en pressemeddelelse.

Forslaget om lavere færgetakster for passagerer og biler omfatter følgende øer: Bornholm, Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.