Gigtforeningen: Minister må forklare stort morfinforbrug

Politik

11/03/2015 11:03

Mikkel Sarka

Stort forbrug af morfin i Danmark giver mistanke om, at et overforbrug finder sted, mener Gigtforeningen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Morfin og lignende smertestillende midler kan være nødvendige. Men der er behov for, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) undersøger, hvorfor danskere er storforbrugere af de såkaldte opioider.

Det mener Gigtforeningen, der reagerer på, at godt 415.000 danskere i 2013 ifølge Politiken fik udskrevet mindst én recept på stærke smertestillende lægemidler hos de praktiserende læger.

Det svarer til en stigning på 43 procent siden 2000, viser tal fra Statens Serum Institut.

- Sundhedsministeren må sørge for, at det afdækkes, hvorfor Danmark har europæisk rekord i brugen af morfika (morfin og morfinlignende præparater, red.). Og om et eventuelt overforbrug afspejler et misbrug, siger Lene Witte, direktør i Gigtforeningen, i en pressemeddelelse.

Smerteprofessor og overlæge på Palliativ Forskningsenhed på Rigshospitalet Per Sjøgren siger til Politiken, at Danmark ligger "på en tredje-fjerde-plads" i verden, når man ser på det samlede forbrug af stærke smertestillende lægemidler.

Lene Witte understreger, at morfika i nogle tilfælde kan være nødvendigt for at få et tåleligt liv for smertepatienter.

- Al smertebehandling skal være velbegrundet, og de behandlende læger skal, når de udskriver morfika, handle efter gængse retningslinjer, siger hun.

- Når det er sagt, så kunne tallene give mistanke om, at der måske finder et uhensigtsmæssigt overforbrug sted, som de ansvarlige myndigheder bør kigge nærmere på, fortsætter Lene Witte.

Overforbruget nikker man genkendende til i Dansk Kiropraktor Forening. Her mener man, at der udskrives for meget medicin, der ifølge kiropraktorerne ikke har nogen virkning.

- Næsten hver gang jeg møder en patient, der får morfin, ærgrer jeg mig. For ja, morfin lindrer smerterne. Men du bliver ikke rask af det. I stedet bliver du afhængig, siger Lone Kousgaard Jørgensen, der er formand i Dansk Kiropraktor Forening, i en skriftlig kommentar.

- Vi burde i stedet se på, hvilken behandling der rent faktisk både afhjælper problemet og lindrer smerterne, siger hun.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har bebudet, at han vil bede Sundhedsstyrelsen undersøge, hvorfor omfanget af morfinpræparater er steget.

 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.