Udgifterne til en grøn omstilling er blevet for høje, mener klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V), der har talt med Berlingske.
Ministeren kommer med udsagnet, efter at et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller – betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med den såkaldte PSO-afgift – kan stige dramatisk i forhold til, hvad man kunne have forventet.
- Man er nødt til at forholde sig til, at prisen for den grønne omstilling er blevet for høj, og at vi derfor er nødt til at få skåret regningen til, siger ministeren til Berlingske.
- Der kunne det være en mulighed at kigge på de kystnære møller. Prisen for dem er steget markant, og vi oplever stigende lokal modstand imod dem.
Læs også: COP21 er nu underskrevet af 170 lande De kystnære møller skal fra 2020 producere grøn strøm til 250.000 husstande. Ministeren nævner ifølge Berlingske de kystnære møller som et sted, hvor man vil kunne spare penge. Han slår dog fast, at regeringen endnu ikke har taget nogen endelig beslutning eller er klar med et færdigt udspil. Hos Dansk Folkeparti er man enig med ministeren. Klima- og energiordfører Mikkel Dencker siger, at "den grønne omstilling er alt for dyr". Socialdemokraterne, SF og De Radikale vil ifølge Berlingske ikke være med til at skære i energiforliget – herunder eventuelt de kystnære møller. Vindindustrien raser over klimaministers spareidé Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) opfører sig helt uhørt, når han overfor Berlingske siger, at man måske bør droppe de kystnære havvindmøller og dermed løbe fra løfterne i energiaftalen. Det mener Jan Hylleberg, administrerende direktør for Vindmølleindustrien. - Det er fuldstændig uacceptabelt. Han gør det vel, fordi han ønsker at bruge en forskydning i finansieringen. Men det må efterhånden stå klart, at han sådan set ønsker at sprænge energiaftalen, og det kan vi som industri ikke acceptere, siger Jan Hylleberg. Et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller - betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med den såkaldte PSO-afgift - kan stige dramatisk, i forhold til hvad man kunne have forventet. Dermed bliver den grønne omstilling for dyr, mener Lars Christian Lilleholt. Men den køber Jan Hylleberg ikke. - Ministeren har haft rig lejlighed til at opsige energiaftalen, hvis det virkelig er det, han vil. I stedet fortsætter han det efterhånden farceagtige forløb ved atter at så tvivl om, hvorvidt industrien kan investere i tillid til de løfter, der blev givet i energiaftalen fra 2012, siger han. De Radikales klimaordfører, Andreas Steenberg, stemmer i. - Det er meget frustrerende, at vi har en bred aftale, som ministeren gang på gang forsøger at undsige. Vi føler ikke, at vi kan stole på Venstre, selv om vi i fire år har haft en aftale. Lars Christian Lilleholt slår dog overfor Berlingske fast, at regeringen endnu ikke har taget nogen endelig beslutning eller er klar med et færdigt udspil. OVERBLIK: Derfor er grøn omstilling dyrere end ventet Hvad er grøn omstilling? Og hvorfor er det dyrere end ventet? Det kan du læse om her. Udgifterne til en grøn omstilling er blevet for høje, siger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) til Berlingske. Ministeren overvejer derfor at bryde energiforliget på området for at mindske regningen. Læs her om grøn omstilling, og hvorfor prisen stiger: * Grøn omstilling er et udtryk for bestræbelserne på at mindske udledningen af drivhusgasser ved for eksempel at udskifte fossile brændsler til energikilder som vind, sol og biomasse. * Regeringens mål er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie og gas. * For at hjælpe omstillingen på vej kan grønne initiativer som vindkraft og solceller få støtte fra den såkaldte PSO-afgift. * PSO opkræves som en afgift på forbrugernes elregning og står for Public Service Obligation - eller på dansk: offentlig serviceforpligtelse. * Ordningen betyder, at for eksempel vindmøller får en garanteret mindstepris i op til 20 år for den strøm, de producerer. * Eftersom elprisen er faldet de senere år, er antallet af støttekroner steget. * PSO-afgiften prissættes fire gange om året af Energinet.dk. Den er skruet sådan sammen, at hvis elprisen falder to øre, stiger PSO'en med én øre. Tilsvarende falder PSO-bidraget, hvis elprisen stiger. * De samlede udgifter til den grønne PSO-afgift forventes i tiårsperioden 2016-2025 at lande på 69,2 milliarder kroner. * Det er knap 16 milliarder højere end forventet i perioden fra 2016 til 2020 på grund af lavere elpriser. * Energiaftalen fra 2012 er indgået under SRSF-regeringen mellem samtlige partier på nær Liberal Alliance og Alternativet, der ikke var dannet på det tidspunkt. Kilde: Energistyrelsen, dagbladet Børsen, Energistyrelsen, Klimarådet. /ritzau/