2017 lakker mod enden, og det samme gør tiden for Aarhus som europæisk kulturhovedstad.
Det sidste skud i kulturkanonen fyres af lørdag eftermiddag ved en dobbelt event i Aarhus og Hvide Sande.
I Hvide Sande - regionens vestligste punkt - stævner et skib ud og sender stafetten som kulturhovedstad videre til de næste i rækken - Leeuwarden i Holland og Valletta på Malta.
Kultursatsningen har kostet op mod en halv milliard kroner, men pengene er givet godt ud, mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
- Vi har været i stort set samtlige internationale medier, der betyder noget.
- Vi er kommet i top-100 over de mest benyttede kongresbyer i verden. Vi har haft et rekordstort antal overnatninger og rekordmange anløb af krydstogtskibe.
- På mange måder er vi lykkedes med de ambitioner, vi har haft, siger borgmesteren, der også er formand for fonden bag kulturhovedstaden.
Direktør for Visit Aarhus Peer Kristensen bekræfter, at turismen i Aarhus i år sætter rekord, både hvad angår overnattende gæster og anløb af krydstogtskibe.
- Havde vi ikke haft fortællingen om Aarhus som kulturhovedstad, havde vi ikke i samme grad kunnet tiltrække de store krydstogtrederier, siger Peer Kristensen.
Kulturåret har budt på friluftsteater ved Moesgaard Museum, hvor 92.000 gæster så Det Kongelige Teaters vikingedrama "Røde Orm".
I Randers gav Oh Land den som havets dronning foran 6000 publikummer i forestillingen "Watermusic" ved byens havn.
Selv om Aarhus har været dynamoen, har alle kommuner i den midtjyske region været involveret i kulturåret.
- Vi har formået at binde en region sammen og skabe stolthed over at kunne levere noget på et højt internationalt niveau på de præmisser, vi har haft, siger Jacob Bundsgaard.
Når champagnen er drukket efter afslutningsceremonien i Hvide Sande og den efterfølgende folkefest i Aarhus, står der varige aftryk tilbage, mener borgmesteren.
- Vi har fået lavet samarbejder, der kommer til at række ud over 2017, blandt andet med Det Kongelige Teater om en tilbagevendende stor udendørs opsætning hvert andet år.
- Kunstmuseet Aros har etableret sit triennale, der kommer til at sætte spor i årene, der kommer, siger borgmesteren om den nye kunstfestival, der skal gentages hvert tredje år.
Spørgsmål: Kritikere vil mene, at pengene var bedre brugt på velfærd og service. Hvad siger du til det?
- Vi har tidligere spurgt aarhusianerne om, hvad der gør Aarhus til en god by. De fleste svarede byens kulturliv.
- Så hvis vi gerne vil være en god ramme om borgernes liv, så skal vi også have et rigt kulturliv.
FAKTA: Turister valfarter til europæisk kulturhovedstad 2017 har budt på rekordmange besøgende i landets næststørste by og 891 artikler i internationale medier.
* Når året er omme, forventes antallet af overnatninger på hoteller, vandrerhjem og campingpladser i Aarhus at lande på 1,25 millioner.
* Det er næsten dobbelt så mange som i 2012, da der blev registreret 750.000 overnatninger.
* Ifølge Visit Aarhus har der især været tale om en fremgang i antallet af udenlandske gæster.
* Samtidig med et stigende antal overnatninger sætter antallet af krydstogtturister, der besøger Smilets By, rekord.
* I 2017 har 36 krydstogtskibe og 83.000 gæster om bord lagt søvejen forbi Aarhus.
* i 2015 var der eksempelvis 11 skibe med 30.000 passagerer om bord.
* Fremgangen er ifølge Visit Aarhus båret af, at Aarhus i 2017 er europæisk kulturhovedstad.
* Turistorganisationen hæfter sig også ved, at Aarhus i 2016 og 2017 har fået meget omtale i internationale medier.
* Tidligere på året opgjorde analysebureauet Meltwater, at internationale medier i 2016 har skrevet 891 artikler online om Aarhus og regionen.
* Det svarer ifølge bureauet til en samlet annonceværdi på mere end 100 millioner kroner.
Kilder: Visit Aarhus, Ritzau.
/ritzau/