Et nyt Apple-datacenter lidt uden for Viborg er et produkt af tre års hårdt arbejde fra Udenrigsministeriets side, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
Datacentret, som bliver det grønneste i verden, er en investering på 6,3 milliarder kroner og bliver ifølge ministeren et af verdens største.
- Det må være årets bedste erhvervsnyhed for Danmark og ikke mindst Midt- og Vestjylland.
- Investeringen vil give et kæmpe skub til økonomien og skabe mange hundrede arbejdspladser i hele lokalområdet, både i anlægsfasen og driftsfasen, siger han.
Ifølge ministeren har Udenrigsministeriets investeringsorganisation Invest in Denmark i tre år arbejdet hårdt på at overbevise Apple om, at Danmark er et oplagt sted at lægge et kæmpe datacenter.
- Det er sket i tæt og fortroligt samarbejde med Viborg Kommune, der virkelig har lagt sig i selen for at gøre investeringen mulig, siger Mogens Jensen.
På et pressemøde om den store milliardinvestering mandag kom det frem, at flere danske byer har været i spil, dog ikke præcis hvilke. Det har dog ikke været magtpåliggende for ministeren, hvor centret kom til at ligge.
- Vi har arbejdet ud fra de krav, som kom fra Apple, og prøvet at identificere forskellige muligheder i Danmark. Og så er det Apple, der har taget beslutningen ud fra de muligheder, der blev tilbudt, siger Mogens Jensen.
Hovedårsagen til, at Apple har valgt at lægge datacentret i Danmark, er ifølge ministeren, at datacentret vil blive drevet af vedvarende energi.
- Det er en kæmpe cadeau, at Apple blandt mange bejlere vælger Danmark. Det understreger, at regeringen har ramt den helt rigtige balance mellem en ambitiøs og grøn energipolitik - og et erhvervsklima i verdensklasse, siger Mogens Jensen.
Nu håber ministeren, at det store investeringsprojekt vil få flere udenlandske virksomheder til at få øjnene op for muligheder i Danmark.
Han forklarer, at ud af den samlede virksomhedsstruktur i Danmark er en procent ejet af udenlandske hænder. Til gengæld står de udenlandske virksomheder for en fjerdedel af eksporten og en femtedel af beskæftigelsen.
- Så vi skal have flere investorer til. Der skal gøres et stort stykke arbejde fortsat, siger Mogens Jensen.
FAKTA: Apple er en af verdens allerstørste virksomheder
Den amerikanske it-gigant satser på at lave Viborg om til Viborg Valley med milliardinvestering.Den amerikanske it-gigant Apple meddelte mandag, at den vil opføre et nyt datacenter i Viborg til 6,3 milliarder kroner.
Centret, som skal køre på 100 procent grøn energi, skal håndtere driften af musik- og filmtjenesten iTunes Store og App Store, hvor brugere af Apple-produkter kan hente programmer.
* Apple ligger i Silicon Valley i byen Cupertino, Californien.
* Apple er grundlagt 1. april 1976, og det primære forretningsområde er it-produkter som Macintosh - computeren, MP3-afspilleren iPod, mobiltelefonen iPhone og iPad.
* Grundlæggerne er Steve Jobs, der døde i 2011, Ronald Wayne, Steve Wozniak.
I 1976 arbejdede Steve Jobs på en gård i Oregon, og det inspirerede ham til at give virksomheden navnet Apple (æble).
* Mellem 1997 og 2011 blev Apple ledet af Steve Jobs, der ellers måtte forlade Apple helt tilbage i 1985 efter interne magtkampe i bestyrelsen.
* Steve Jobs vendte tilbage i 1996, da Apple opkøbte it-virksomheden Next, som Jobs havde stiftet kort efter sin afgang fra Apple i 1985.
24. august 2011 gav Jobs posten som leder til Tim Cook. Steve Jobs fortsatte som bestyrelsesformand, men den 5. oktober 2011 døde han af kræft.
* Det var Steve Jobs, der præsenterede verden for iPod, iPad og iPhone. Produkter, som har gjort Apple til en af de mest lukrative forretninger i verden.
* Virksomheden er også kendt for sit design af hard- og software. Under ledelse af designer Jonathan Ive har Apples designafdeling designet iMac-, Powerbook- og iBook-computere, der alle er blandt de mange Appleprodukter, der har vundet designpriser.
* Flere Appleprodukter er udstillet på Museum of Modern Art i New York.
* Apple havde i oktober 2014 en værdi på over 100 milliarder dollar (over 585 milliarder kroner) og ligger sammen med søgemaskinen Google i toppen på listen over verdens bedste brands, fastslår konsulenthuset Interbrand.
På førstepladsen er Apple steget 21 procent i værdi i det seneste år til anslået 118,9 milliarder dollar (695 milliarder kroner).
Kilder: Apple, Ritzau