Centralt placerede kilder bekræfter over for Avisen.dk, at man er ved at lande aftaler om rejsehold både for ansatte i staten og i kommunerne. Rejseholdene med fokus på at reparere på det psykiske miljø vil være en stor nyskabelse i Danmark og måske endda på verdensplan.
Efter større sparerunder i det offentlige og voksende krav er der store problemer med stress og andre psykiske lidelser blandt de offentligt ansatte. Derfor skal der nu en helt ny 'medicin' til. Det mener formanden for fagforbundet Fag og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen.
- Det psykiske arbejdsmiljø er i virkeligheden det største problem for de offentligt ansatte. Det har været min påstand i en årrække, siger Dennis Kristensen til Avisen.dk.
Blandt andre de højtuddannede jurister og økonomer i fagforbundet Djøf har oplevet, at flere og flere føler sig stressede på deres arbejde. De seneste fem år har de haft en stigning på 500 procent i henvendelser om dårligt arbejdsmiljø fra deres medlemmer. Derfor ser formanden for Djøf's overenskomstforening, Lars Qvistgaard, det som nødvendigt at sætte ind med konkrete løsninger under forhandlingerne, siger han til Avisen.dk.
Rejseholdet i forhold til arbejdspladser i staten vil i første omgang bestå af omkring tre-fem eksperter på arbejdsmiljø. Det oplyser næstformand i HK Stat Peter Raben.
- Hvis der opstår problemer på en arbejdsplads, som den ikke selv kan løse, bliver det muligt at tilkalde et rejsehold af dygtige konsulenter. Det kræver blot at ledelse og ansatte er enige om det, fortæller Peter Raben til Avisen.dk.
Arbejdsmiljøekspert Karen Albertsen fra TeamArbejdsliv ser rejsehold som et udmærket initiativ.
- Der er bestemt behov for at gøre noget, og et rejsehold kan måske hjælpe ledelsen med at afklare problemerne. Ofte handler det om dårligt samarbejde, og derfor bør man både involvere ledelsen og medarbejderne for at løse problemerne, siger Karen Albertsen til Avisen.dk.