Overblik: Her er status på overenskomstforhandlingerne

Politik

28/04/2018 09:48

Nick Allentoft

En aftale for samtlige faggrupper i regionerne er på plads. På det statslige område forhandles der fortsat.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der skal forhandles nye aftaler på plads for i omegnen af 745.000 offentligt ansatte, hvis nuværende overenskomster udløb 1. april.

Parternes egne forsøg på selv at forhandle sig frem til nye overenskomster for de ansatte i både stat, regioner og kommuner brød sammen i slutningen af februar.

Derefter har det været op til forligsmand Mette Christensen at søge at få parterne frem til et forlig.

OK'18 tema på DenOffentlige

Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.

Historier om tidligere overenskomster finder du her.

Skal I være med? Kontakt os.

Sidste frist for at indgå en aftale i Forligsinstitutionen er 1. maj. Hvis ikke det lykkes, bryder en storkonflikt løs. Den vil lamme store dele af den offentlige sektor.

Se status her:

Regionerne:

Der er ad to omgange indgået en aftale med samtlige 120.000 ansatte i regionerne.

Onsdag lavede fagforbund under LO et forlig med Danske Regioner, og natten til lørdag har forbund under FTF og Akademikernes Centralorganisation også lavet en aftale. 

Lønrammen er aftalt til 8,1 procent. 

Desuden har parterne fundet en løsning på en af de store knaster, den betalte spisepause. 

Kommunerne: 

Alle parterne på det kommunale område blev fredag ved middagstid enige om en aftale. Den indeholder en lønramme på 8,1 procent.

Den indebærer desuden en pulje på 500 millioner kroner målrettet sosu'er og sygeplejersker, som skal medvirke til at løse rekrutteringsudfordringer i kommunerne. Derudover er der afsat 85 millioner kroner til en ligelønspulje.

Desuden indeholder den en sikring af den betalte spisepause for alle grupper.

Lærernes arbejdstid har været den helt store knast, og forliget indeholder ikke en aftale om lærernes arbejdstid. I stedet er man blevet enige om, at en endelig aftale om arbejdstider for lærere og undervisere skal være på plads inden 2021. En uvildig undersøgelseskommission nedsættes.

Staten:

Forhandlerne fra det statslige område ankom til Forligsinstitutionen fredag morgen. Natten til lørdag forhandler de fortsat.

På statens område er det især sikring af den betalte spisepause, der har været den helt store knast i forhandlingerne. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.