Justitsminister Mette Frederiksen (S) kritiserer PET for ikke at have givet et korrekt indtryk af tidsforløbet for bevogtningen af synagogen i København under terrorangrebet i februar.
Der gik næsten fire timer fra angrebet mod Krudttønden på Østerbro, til politiet etablerede fast bevogtning ved synagogen i Krystalgade under attentaterne, viser Rigspolitiets redegørelse.
Og den tidsangivelse svarer ikke til de oplysninger, regeringen først modtog efter attentaterne.
- Den tidslinje svarer ikke til det billede, som vi fik i dagene efter angrebet. Det er selvsagt ikke tilfredsstillende, siger Mette Frederiksen.
Justitsministeren understregede på et pressemøde, at det var PET, der rapporterede om bevogtningen til Regeringens Sikkerhedsudvalg.
- Det er PET, som informerer regeringen om sådanne spørgsmål i den konkrete situation, slog hun i første omgang fast.
Men direkte adspurgt, om den nu daværende PET-chef, Jens Madsen, har givet forkerte oplysninger i Regeringens Sikkerhedsudvalg, gled hun af.
- Jeg har ikke noget behov for at gå i detaljer med, hvilke diskussioner og dialog, der er i Regeringens Sikkerhedsudvalg.
- Jeg kan bare konstatere, at det billede, vi kan se tegne sig med evalueringen, som er det korrekte, ikke umiddelbart er det, der er bibragt regeringen, sagde Mette Frederiksen.
På baggrund af oplysningerne fra PET, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at beskyttelsen af synagogen var sat i værk "øjeblikkeligt":
- Dansk politi øgede helt automatisk øjeblikkeligt beskyttelsen af synagogen efter det første angreb i København, lød det fra Thorning.
Før offentliggørelsen af Rigspolitiets redegørelse blev det meddelt, at PET-chef Jens Madsen fratræder sin stilling efter halvandet år på posten.
- Efter grundige overvejelser har jeg aftalt med departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen, at jeg nu vil kaste mig over nye opgaver med at udvikle dansk politi. lød det tidligere fra Jens Madsen i en pressemeddelelse.
Mette Frederiksen vil ikke kommentere PET-chefens afskedigelse, men siger:
- Det står ret klart, at der er grund til at udtale kritik i den her sag.