Mange sygemeldinger på landets lærerværelser kunne måske have været undgået, hvis de meget store reformer af folkeskolen, som i øjeblikket er ved at blive gennemført, var blevet indført mere gradvist over en periode på flere år.
Det mener formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.
Læs mere om den nye folkeskole på vores temaside
- Jeg tror slet ikke befolkningen har en idé om, hvor store ændringer, der sker med skolerne i øjeblikket, siger Claus Hjortdal.
- Vi har en ny skolereform, som stiller krav til, at vi skal præstere mere undervisning, samtidig med en arbejdstidsreform, der kræver, at vi er fuldt til stede på skolen. Det er nogle kæmpe, kæmpe omvæltninger, skolerne er igennem i øjeblikket, siger han.
Dertil kommer strukturreformen i kommunerne, som betyder lukning og sammenlægning af skoler og flytning af arbejdspladser for lærerne. Oveni i det hele er så inklusionsreformen, som betyder, at elever flyttes fra specialinstitutioner over i folkeskolen, som skal være mere rummelig, siger Claus Hjortdal.
Lærerne er meget pressede dels af usikkerhed på grund af de mange forandringer og dels af travlhed, fordi de skal undervise flere timer med generelt mindre forberedelse.
- På gymnasieområdet har de fået de nye arbejdstider nu, men så kommer den store reform først om et par år. Det gør en stor forskel. Det her var meget voldsomt, og det kommer til at tage et stykke tid, før det falder på plads, siger Claus Hjortdal.
Skolelederne ville også gerne have været foruden den lockout af skolelærerne, der førte op til de nye arbejdstidsregler, og som ikke har været gavnlig for samarbejdet på skolerne efterfølgende, siger formanden.
Ifølge tv2.dk melder flere og flere lærere i København, Odense og Aarhus sig syge, efter at folkeskolereformen er trådt i kraft.
I København er sygefraværet steget med cirka 31 procent, mens det i Odense er steget med omkring 40 procent. For Aarhus er tallet omkring 26 procent.
Det højere sygefravær blandt de danske folkeskolelærere er ikke overraskende i forhold til de voldsomt store omvæltninger i lærernes arbejdsliv, siger Claus Hjortdal.
- Så massive forandringer på så kort tid vil betyde mere sygefravær. Det kan man læse masser af ledelses- og udviklingslitteratur om. Det er ulykkeligt, men forventeligt, at folk bliver mere syge, når der sker så mange forandringer i deres tilværelse, siger han.
Lærer-fravær får DF til at kræve evaluering af reform
Det kræver en grundig undersøgelse, at sygemeldinger fra folkeskolelærere tilsyneladende oftere tikker ind, efter de nye arbejdstidsregler og folkeskolereformen er trådt i kraft efter sommerferien.
Det mener Alex Ahrendtsen, undervisningsordfører for Dansk Folkeparti, som kalder det stigende sygefravær for "dybt bekymrende".
- Vi bliver nødt til at have en systematisk evaluering af folkeskolereformen. Evalueringen skal fortælle os, hvad problemets kerne er. Hvis det viser sig, at det er arbejdstidsreglerne, der især er et problem, så skal vi handle derefter.
- Hvis det viser sig, at folkeskolereformen har store ledelsesmæssige udfordringer, så skal der tages hånd om det, siger han.
Hvordan der konkret kan handles, kan Alex Ahrendtsen ikke svare på endnu. Han vil ikke forholde sig til, om Dansk Folkeparti vil være parat til at foreslå ændringer i folkeskolereformen, som blev vedtaget i 2013 af regeringen, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.
- Det er for tidligt at sige noget om det. Vi bliver nødt til at have evalueringen først. Det, der er vigtigt nu, er, at der er ledelsesmæssigt fokus på sygefraværet på de enkelte skoler og ude i kommunerne, siger ordføreren.
Alex Ahrendtsen vil blandt andet have svar på, om der er forskel på sygefraværet i de kommuner, der har lavet lokale aftaler med lærerne om deres arbejdstid, og så de kommuner, der kræver fuld tilstedeværelse på skolen i arbejdstiden.
- Her og nu vil jeg opfordre til, at kommunerne indleder et samarbejde med lærerne og taler sig frem til en lokalaftale, så lærerne bliver hørt og føler sig hørt. Vi har brug for engagerede lærere, der går ind i klasseværelserne med et smil. Ellers går det ud over børnene, siger han.
Ifølge tv2.dk melder flere og flere lærere i København, Odense og Aarhus sig syge, efter at folkeskolereformen er trådt i kraft.
I København er sygefraværet steget med cirka 31 procent, mens det i Odense er steget med omkring 40 procent. For Aarhus er tallet omkring 26 procent.
Ifølge Alex Ahrendtsen er der ingen lokalaftale med lærerne i Odense, mens der er indgået lokalaftaler i København og Aarhus.
- Lokalaftaler kan nok ikke forklare det hele. Vi bliver også nødt til at se på, om problemerne skyldes dårlig ledelse, og hvordan de enkelte skoler og kommuner griber det an, siger han.
/ritzau/