Styrelse står fast: Udvises trods rigtige løn og godt dansk

Politik

07/03/2018 06:30

Nick Allentoft

Dansktalende Mohamed Ibrahim står til at blive udvist, selv om han tjener mere, end det kræves for at få opholdstilladelse, og arbejdsgiver bakker ham op.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim står alligevel til udvisning, selv om et skifte til natholdet på slagteriet Tican i Thisted skulle sikre, at han tjente nok til at opnå opholdstilladelse efter den såkaldte beløbsordning.

Det chokerer Mohamed Ibrahims advokat, Julia Jensen, skriver DR P4 Midt & Vest.

- Jeg føler, man går efter manden og ikke længere efter bolden, siger hun til mediet.

Ifølge beløbsordningen i Udlændingeloven skal man minimum tjene 418.000 kroner om året for at få opholdstilladelse efter beløbsordningen.

Med skiftet til natholdet kommer Mohamed Ibrahims gennemsnitlige akkord op på en årsløn på 422.000 kroner.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Men i en partshøring skriver SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at den ikke vil lægge akkordløn til grund for afgørelsen - kun garanteret løn.

Akkordløn beregnes ud fra mængden af arbejde, man udfører, og ikke arbejdstid, og derfor står Mohamed Ibrahim nu til at skulle forlade landet.

Advokat Julia Jensen mener, at SIRI er gået for langt i deres formålsfortolkning af paragraffen. Hun opfatter sin klients løn som en garanteret standardløn.

Akkordløn bliver nemlig ikke nævnt i lovgivningen om beløbsgrænsen - kun grundløn, indbetaling til arbejdsmarkedspensioner og udbetalte feriepenge.

- Jeg ser, man lukker den ene mulighed efter den anden for at give Mohamed mulighed for at generhverve sin opholdstilladelse. Og det synes jeg er fuldstændig utilstedeligt, siger hun til DR P4 Midt og Vest.

Julia Jensen forventer, at SIRI afgør sagen endeligt i løbet af en måned.

Mohamed Ibrahim blev landskendt, da han i januar stod frem i medierne, efter at Udlændingestyrelsen i januar inddrog hans opholdstilladelse, selv om han taler dansk og er i arbejde.

Det skyldes, at Udlændingestyrelsen vurder, at Somalia, som Mohamed Ibrahim flygtede fra i 2013, nu er sikkert nok til, at han kan vende hjem.

Hans arbejdsgiver slagteriet Tican flyttede ham efterfølgende til natholdet, for at han kunne få opholdstilladelse efter beløbsordningen, men det ser altså ikke ud til at lykkes.

Flere hundrede somaliere står i samme situation som Mohamed Ibrahim efter den nye vurdering af Somalia.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.