Tidligere DI-direktør Skov Christensen er død

Ledelse

14/11/2013 13:24

Hans Skov Christensen er død efter længere tids sygdom. Det oplyser hans kone, Sys Rovsing.

Den tidligere direktør for Dansk Industri Hans Skov Christensen er død efter længere tids sygdom. Det oplyser DI i en pressemeddelelse.

Hans Skov Christensen døde torsdag 14. november i sit hjem efter længere tids sygdom. Det oplyser hans hustru, Sys Rovsing, til DI. Han blev 68 år.

Hans Skov Christensen var igennem 18 år direktør for Dansk Industri.

Hans Skov Christensen blev direktør, da Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet i 1992 fusionerede og blev til Dansk Industri. Han var som direktør med til at bygge den nye organisation op.

Før han blev direktør her, var Hans Skov Christensen fra 1985 direktør for Dansk Arbejdsgiverforening.

Hans Skov Christensen meddelte i juni 2010, at han trak sig fra topposten. Det var lige før hans 65 års fødselsdag. Og 1. december samme år blev han afløst af Kasten Dybvad.

Sideløbende med sit job i DI bestred Hans Skov Christensen en lang række tillidsposter. Han var blandt andet formand for FIH Erhvervsbank og Banedanmark og næstformand i Industriens Pension.

Men der var også plads til andet end erhvervslivets topposter. Sideløbende havde han et betydeligt kirkeligt engagement, som blandt andet afspejlede sig i formandsposten for både Kristeligt Dagblad og Danske Sømands- og Udlandskirker, skriver DI.

Hans Skov Christensen var konservativ og var i sin ungdom blandt andet medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse og viceborgmester i Herlev.

Hans Skov Christensen efterlader sig sin kone Sys Rovsing, som han blev gift med i 2006.

Hans Skov Christensens familie ønsker ikke i dag at udtale sig yderligere til pressen. Tidspunktet for begravelsen vil blive oplyst senere, oplyser DI.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.