Undersøgelse: Politik opfattes som ren mudderkastning

Politik

03/03/2015 08:03

Nick Allentoft

En ny undersøgelse er dårligt nyt for de politikere, der lige nu øver argumenter forud for det kommende Folketingsvalg. Det skriver Avisen.dk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne er nemlig dødtrætte af den måde, politikerne taler om og med hinanden på. Der er for meget mudderkastning og for få løsninger på de problemer, samfundet står over for, mener de.
41 procent opfatter politik som et slagsmål, der handler om at mistænkeliggøre og svine politiske modstandere til.

Det viser en ny meningsmåling fortaget blandt 1.059 repræsentativt udvalgte danskere, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Christian Kock forsker i retorik og politisk kommunikation og finder resultatet pinagtigt, og kalder det et kraftigt advarselssignal til politikerne.
- Politiske kommentatorer forklarer den manglende tillid med løftebrud og rod i bilag. Det spiller sikkert også ind. Men først og fremmest tror jeg, at vælgerne er trætte af at høre debatter, hvor politikerne taler udenom og så ellers giver sig i kast med mudderkastning og personangreb. Det er jo æh-bæh-buh efter samme mønster, som man hører hos børn, mener professoren fra Københavns Universitet ifølge Avisen.dk.
Kun hver fjerde opfatter dansk politik som et forum, hvor der findes løsninger på påtrængende samfundsproblemer på tværs af partiskel.
Den angrebsmanual, som Venstre har udarbejdet forud for den kommende valgkamp, er et meget håndgribeligt udtryk for den uheldige drejning, den politiske debat har taget, mener Christian Kock.
Niels Nørgaard Kristensen, demokratiforsker på Aalborg Universitet, mener også, at politikerne bør tage nøje bestik af vælgernes negative holdning til politik.
- Ingen tvivl om, at afstanden mellem politikere og almindelige borgere bliver større i de her år. Og det er enormt alarmerende demokratisk set, siger han til Avisen.dk.
Demokratiforskeren har set danskernes tillid til politikerne dale med tiltagende styrke de seneste fem år.
Mogens Lykketoft (S), formand for Folketinget, tager vælgernes dom til sig.
- Jeg skal ikke give karakterer til mine folketingskolleger. Men jeg synes, at debatterne sagtens kunne være bedre illustrerende for, at man jo meget ofte er enige. Og at vi i kraft af et samarbejdende folkestyre har skabt et af de rigeste og mest harmoniske samfund i verden. Vi er jo også det mindst korrupte samfund og verdens lykkeligste folk. Så måske har politikerne ikke gjort det så dårligt endda, siger Mogens Lykketoft til Avisen.dk
Peter Hummelgaard, tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og nu folketingskandidat for partiet, er enig i, at der er tændt en advarselslampe.
Han mener, der er sket et voldsomt skred i vælgernes syn på det politiske liv i løbet af de seneste fem-seks år, og at politikerne selv har været ude om det, fordi de har flyttet fokus fra, hvad politik handler om, siger han til Avisen.dk.
Jakob Engel-Schmidt, der har siddet i Folketinget for Venstre i halvandet år, mener også, det er taget til.
- Jeg er en politiker med ret stærke følelser og holdninger, og jeg synes, det er ærligt at vise og udtrykke dem, når jeg er i debatter. Der kan ryge en finke eller to fra panden nogle gange, men det synes jeg også, der skal være plads til. Problemet er måske, at hvor der før i tiden var blads til, at det skete en gang imellem, så er det blevet den nye form for politisk kommunikation, at man er oppe i det røde felt hele tiden, siger han til Avisen.dk.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.