- Vi tager imod de voldelige, kriminelle og misbrugende unge. Eneste grænse sætter vi ved dem, som har brug for enten psykiatisk pleje, eksempelvis skizofrene. Stedets succes kan måles på, at kun otte af de 60, der gennem tiden har været på stedet, ikke er blevet hjulpet til et bedre liv, fortæller stedets socialrådgiver, Pia Skov.
Stedets utraditionelle pædagogiske metoder har givet genlyd over hele landet. Således var både justitsminister Frank Jensen (S) og socialminister Karen Jespersen (S) onsdag på besøg i Farsø for at se, hvad det offentlige kan lære af Solhaven.
- Det budskab, som jeg får med mig herfra, er, at der faktisk godt kan gøres noget for gruppen af stærkt belastede unge. Hvis de takles på den rigtige måde, har de ikke behov for at rende rundt og lave ballade i gaderne, mener socialminister Karen Jespersen.
Hun tror, at Solhavens måde at drive en institution på i fremtiden vil smitte mere og mere af på de offentlige ungdomsinstitutioner. Allerede ved første blik skiller Solhaven sig ud fra andre ungdomsinstitutioner. De kvindelige og især de mandlige pædagoger ser ud som om, de er hentet lige fra en stærk mand-konkurrence.
- Da jeg kom hertil, kastede jeg et blik på Søren og Yrsa og tænkte: Nu er jeg kommet i Helvede, griner Peter, der står i Solhavens værksted iført blå arbejdsbukser, sikkerhedssko og olie-sorte negle.
Peter stjal biler og var voldelig, indtil han som 16-årig endte på Solhaven med en dom. Hans erfaringer med institutioner er temmelig omfattende - selv har han ikke tal på, hvor mange han er blevet smidt ud fra.
- Alle andre steder var der små pædagoger, som jeg kunne styre. De fik èn på kassen, hvis de ikke opførte sig ordenligt. Dengang var jeg ligeglad med andre. Men efter jeg havde været her på Solhaven et stykke tid, fandt jeg ud af, at det ikke førte nogen vejne. I stedet besluttede jeg at tage mig sammen, siger Peter, der nu har boet i Farsø i halvandet år.
Selv om hovedparten af de 13 unge i Solhaven med stor succes benytter sig af stedets tilbud om intensiv skolegang, bruger Peter det meste af sine dage på at rode med alt, hvad der lugter af benzin. Om formiddagen går han i Solhavens værksted, efter kl. 12:00 reparerer han biler på den lokale Hydro tank. Peter starter på Teknisk Skole efter sommerferien, så han kan komme et skridt videre mod sit mål: Eget værksted.
Mange af de knap 30 ansatte på Solhavens afdelinger, der ligger spredt i byen, har ingen pædagogisk uddannelse. De kommer blandt andet fra jobs som chauffør, tækkemand og tømrer.
- Jeg tror, at det er en styrke, at ikke alle er uddannede pædagoger. De unge har mødt pædagoger, lærere og psykologer nok i deres liv. Her møder de nogen, som taler et helt andet sprog, siger Pia Skov.
Lederen af Solhaven, Søren Virenfeldt, er uddannet murer. Han var tidligere ansat på ungdomshjemmet Vitskøl Kloster, men besluttede for 10 år siden at lave en ny institution for de unge, som andre steder fik hæftet ordet "uanbringelig" på sig.
I dag er Solhaven så populær, at der hver eneste dag kommer en ny henvendelse fra en kommune, der mangler et sted til et mere end almindeligt problematisk bysbarn. Søren Virenfeldt anslår, at der er omkring 200 helt svære unge i landet, som kunne profitere af et ophold på en institution som Solhaven. Og så rækker 13 pladser ikke langt.
Regeringen vil i den voldspakke, som kommer til efteråret, sætte 10 mio. kr. om året af til ekstra sikrede institutioner for de unge. Voldspakken er bl.a. en reaktion på den frygt, som en række voldelige ungdomsbander i de større byer har fremkaldt i befolkningen.
Men Søren Virenfeldt mener ikke, at flere lukkede ungdomsinstitutioner er vejen frem. Derfor inviterede han de to ministre til at se, hvordan et hjem uden tremmer kan holde på og give fremgang for dem, der er blevet opgivet.
- En række undersøgelser har slået fast, at de unge forlader de lukkede institutioner lige slemme, eller i endnu værre stand, end de var, da de kom. Derfor bør pengene i voldspakken ikke gå til ekstra sikrede pladser, men til ekstra kvalificerede pladser, mener Søren Virenfeldt, som sidder i det udvalg, som skal rådgive ministrene omkring voldspakken.
Tilsyneladende gjorde dagen indtryk på både Frank Jensen og Karen Jespersen.
- Det er vigtigt med et effektivt straffesystem, men ligeså vigtigt er det, at der er behandlingstilbud, som kan forebygge, at de unge kommer ind i fængslerne. Succes-kriteriet for institutionerne må være, hvor mange der kommer ud af den kriminelle løbebane - og det lykkes jo her på Solhaven, sagde Frank Jensen efter en rundvisning på stedet.
Det koster kommunerne 59.000 kr. om måneden at sende en ung til Solhaven, men de penge, mener socialministeren, er givet godt ud.
- Fængselsophold er dyre, hvis de skal vare resten af livet. De unge, der kommer ud fra Solhaven, bliver til samfundsborgere, som kan tjene deres egne penge. Derfor er det en god forretning for alle parter, siger Karen Jespersen.