Zornigsagen: Vilhelmsens forgænger skal også granskes

Politik

13/12/2013 23:48

Nick Allentoft

Den varslede advokatundersøgelse af tildelingen af en millionpulje til Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på Kanten skal ikke alene omfatte forløbet under socialminister Annette Vilhelmsen (SF). Den skal også omfatte tiden under hendes forgænger Karen Hækkerup (S). Det skriver Politiken lørdag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

»Det er vigtigt, at undersøgelsen omhandler den verserende sag og optakten til denne. Det vil sige, at vi skal længere tilbage for at se, hvornår forbindelserne mellem Stemmer på Kanten og Socialministeriet starter«, siger Finn Sørensen, Enhedslistens socialordfører, til Politiken.

Sagen udspringer af, at socialminister Annette Vilhelmsen i slutningen af august kom til at love hele puljen til Lisbeth Zornig, 18 dage før ansøgningsfristen udløb, og før Stemmer på Kanten overhovedet havde søgt. Siden er det kommet frem, gennem en aktindsigt til Politiken, hvordan Stemmer på Kanten kendte til puljens oprettelse før alle andre ansøgere. Pressechefen for Socialministeriet og pressechefen for Stemmer på Kanten koordinerede sågar lanceringen af puljen, så det ikke kom til at se »meget aftalt ud«. Det er også kommet frem, hvordan ministeriet på eget initiativ sendte embedsmænd ud for at hjælpe Stemmer på Kanten med at skrive den ansøgning, som de samme embedsmænd efterfølgende vurderede var god nok.

Socialminister Annette Vilhelmsen ønsker ikke at udtale sig om sagen til Politiken. Det har heller ikke været muligt at få et interview med hendes forgænger Karen Hækkerup. Men hendes særlige rådgiver afviser, at der ligger en aftale med Stemmer på Kanten fra hendes ministertid.

Venstre er meget tilfreds med, at advokatundersøgelsen kommer til at inddrage tiden under Karen Hækkerup.

»Advokatundersøgelsen skal belyse, om puljen er oprettet med henblik på Huset Zornig. Om ministeren har overholdt ministeransvarhedsloven. Har ministeren været fuldt informeret om den måde, embedsmændene har håndteret sagen på. Det lykkedes os ikke at få svar til samrådet, hvor ministeren glemte halvdelen af spørgsmålene. Så det er fint at få professionelle mennesker til at undersøge sagen«, siger Venstres Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.