Af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet
Jeg har modtaget stafetten fra MEP Britta Thomsen (S) med følgende spørgsmål:
I forhold til det kønsopdelte arbejdsmarked, hvilke udfordringer ser du som de vigtigste, og hvad kan løsningerne være, hvis vi ønsker at nedbryde skellet mellem traditionelle kvinde- og mandefag?
Svar:
Vidste du, at Danmark har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder?
I Danmark bryster vi os ofte af at være et moderne land, som er langt fremme med ligestilling og et moderne syn på kønsrollerne, men fakta er, at mænd og kvinder er hamrende stereotype, når vi vælger uddannelse og fag.
I Danmark er flere end syv ud af 10 af de ansatte i den offentlige sektor kvinder, mens mænd udgør over 60 procent af de privatansatte.
Fakta er også, at kvinder i Danmark hovedsagligt beskæftiger sig inden for omsorgs- og sundhedsfag, mens mændene er i klart overtal i de mere tekniske og håndværksprægede fag.
I maj 2010 bekræftede den daværende regerings Lønkommission, at det kønsopdelte arbejdsmarked er en af de absolut største udfordringer på det danske arbejdsmarked. Det går ikke, at kvinder og mænd fordeler sig så skævt mellem fagene. Det skader fleksibiliteten og skader på sigt også muligheden for at rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft, lød det fra kommissionen.
I Danmark er vi altså langt bagud i forhold til mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, hvad angår ligestilling mellem kønnene og fordeling af kvinder og mænd mellem fagene på vores arbejdsmarked.
Årsagerne er mange. Blandt andet har vi i den offentlige sektor rigtig mange stillinger på nedsat tid – eller det som mange kalder en såkaldt deltidskultur. Det er ikke altid så nemt at finde et fuldtidsjob blandt de traditionelle kvindefag i det offentlige. Men der er også andre årsager som bunder i kulturelle og historiske forhold.
Der er nok at tage fat på for at få nedbrudt skellene mellem de traditionelle kvindefag og mandefag, og det er helt nødvendigt at vi får det gjort sammen.
Derfor har vi har brug for at tænke helt anderledes. Vi har brug for et helt anderledes syn på kønsroller, vi har brug for at tænke vores arbejdsmarked anderledes, vi har brug for at udfordre hinanden mere, når vi taler om, hvad der skal fordeles mellem kvinder og mænd. For mig er det for eksempel ikke indlysende, at kvinder skal tage hele barslen - den kunne de i langt højere grad dele med deres mænd.
Vi ved nemlig også, at kvinder ryger bagud på løn, hver gang de går på barsel. Kvinder bliver så at sige straffet på lønnen, hver gang er hjemme på barsel med deres barn.
Og i Danmark er lønforskellen mellem kvinder og mænd stadig oppe på hele 18 procent i mændenes favør.
Den ubetinget væsentligste årsag til løngabet mellem mænd og kvinder i Danmark, er det kønsopdelte arbejdsmarked. Det slog Lønkommissionen også fast i 2010. Det gab skal vi have udlignet, hvis vi skal have skabt balance på vores arbejdsmarked.
Værdien af arbejde skal vurderes på ny
Desværre har vi i Danmark mildest talt ikke været særligt gode til at sætte fokus på problemerne med løngabet og det kønsopdelte arbejdsmarked.
Det er der en stribe historiske og kulturelle årsager til. For eksempel, at mænd gennem tiderne er blevet bedre lønnet end kvinder, blandt andet fordi manden i sin tid var familiens eneforsørger og det hang ved, da kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet.
Selv den dag i dag smitter mændenes historisk højere løn af på de fag, hvor der stadig er mange mænd og få kvinder. Omvendt er lønnen lavere i de fag, hvor der er få mænd, men mange kvinder.
Lønstrukturerne på det danske arbejdsmarked har i mine øjne ikke udviklet sig i takt med tiden. Udvikler vi lønstrukturen, så den er tidssvarende, reducerer vi samtidig uligelønnen og øger rekrutteringspotentialet blandt mænd til de traditionelle kvindefag. Dermed får vi et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, hvilket igen påvirker lønstrukturen i en positiv retning.
Det er den positive spiral, som vi skal starte.
Et af de altoverskyggende mål er at sikre rimelig og lige løn for arbejde af samme værdi. Pointen er, at ligegyldigt hvilket fag vi taler om, så skal lønnen afspejle arbejdets værdi. Og ikke, som det er tilfældet for mange fag i dag, den kønsfordeling, der er indenfor faget. Sagt med andre ord skal det være arbejdets værdi og ikke andelen af kvinder i et fag, der skal bestemme lønnen.
I udlandet findes der i dag redskaber og systemer, som måler arbejdets værdi på en helt anden måde, end vi er vant til i Danmark. Det burde vi lade os inspirere af for at få løst op for et kønsopdelt arbejdsmarked som er med til at skabe inerti og ulighed mellem mænd og kvinder.
Stafetten går til Lisbeth Pedersen
På den baggrund vil jeg sende Stafetten videre til Lisbeth Pedersen, afdelingsleder for forskningsafdelingen ’Beskæftigelse og Erhverv’ ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, med følgende spørgsmål:
Hvordan kan vi som samfund sikre, at både kvinders og mænds løn afspejler arbejdets værdi?
