BUPL slår alarm over nye budgettal: Udhuler løft til de mindste børn

Velfærd

24/01/2020 08:17

Børn og forældre i landets dagtilbud kan se frem til serviceforringelser for 200 millioner kroner i år, viser en ny opgørelse over kommunernes budgetter. Det betyder et langt mindre løft til de mindste børn end forventet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Trods et massivt ønske om at hæve kvaliteten i landets vuggestuer og børnehaver både fra forældre og det politiske flertal på Christiansborg bliver der alligevel færre penge til de mindste børn i år.

En gennemgang af de nye budgettal fra kommunerne, som Danmarks Statistik har offentliggjort, viser nemlig, at dagtilbudsområdet bliver udhulet med yderligere 200 millioner kroner sammenlignet med året før, når der er taget højde for udviklingen i børnetallet.

”Tallene er alarmerende. Og det viser med al tydelighed, hvor meget det haster med en lov om minimumsnormeringer, der én gang for alle kan sætte en prop i besparelserne og tvinge kommunerne til at investere i flere pædagoger til børnene. Vi kan ikke vente til 2025,” siger formanden for BUPL, Elisa Rimpler.

Kommunerne bruger samlet set lidt flere penge på dagtilbudsområdet end året før. Men hvis man korrigerer for det stigende antal børn i 0-5 års-alderen, er der reelt tale om serviceforringelser på 200 millioner kroner.

Det sker, selv om regeringen i efteråret lavede en ny økonomiaftale, der netop skulle kompensere kommunerne for den demografiske udvikling med flere børn og flere ældre.

”Noget tyder på, at der alligevel ikke har været penge nok i den aftale, når børn og forældre nu kan imødese nye forringelser – trods løfter om det modsatte. Ingen kan længere være i tvivl om, hvor presset hverdagen er i vores daginstitutioner, så det er helt uholdbart,” siger Elisa Rimpler.

Hun påpeger, at serviceforringelserne på dagtilbudsområdet udhuler værdien af finanslovsaftalen mellem regeringen og støttepartierne, hvor der er afsat 500 millioner kroner til bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver.

”Beløbet var ikke stort i forvejen. Og nu er der så i mellemtiden forsvundet 200 millioner kroner. Det er en dårlig start på det, der skulle være begyndelsen på et kvalitetsløft,” siger Elia Rimpler og tilføjer:

”Det er vigtigt, at vi nu får de 500 millioner kroner fra finansloven ud i daginstitutionerne i en fart og med nogle helt klare bindinger, så de bliver brugt til flere pædagoger.”

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.