I et blogindlæg her på DenOffentlige.dk kritiserer Flemming Vinther (FV), formand for Offentligt Ansattes Organisationer, DA for at ”tegne et forvrænget billede af vilkårene i den offentlige sektor”.
Han reagerer på en analyse, hvor vi slår fast, at en gennemsnitlig offentligt ansat på fuld tid får betaling for 10 timer om ugen (ud over weekenden), selv om vedkommende af forskellige årsager ikke arbejder. Til sammenligning får en privat ansat betaling for 7 timer. De 3 timers forskel skyldes flere faktorer, f.eks. betalt frokostpause i det offentlige, længere betalt barsel og et højere offentligt sygefravær.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
FV rejser 4 konkrete kritikpunkter af analysen. Jeg håber, at nedenstående uddybning kan bidrage til klarhed. Lad mig tage hans kritikpunkter et ad gangen:
Frokostpausen FV mener, vi bruger forkerte tal, når vi siger, at kun godt 7 pct. af de privat ansatte har betalt frokost. Udbredelsen af betalt frokostpause på DA-området stammer fra indberetninger fra virksomhederne til DA’s lønstatistik. Tallene for den offentlige sektor stammer fra Moderniseringsstyrelsen. FV’s argument for, at tallene er forkerte, er, at tal fra Danmarks Statistik viser en udbredelse i hele den private sektor på 39 pct. Det er altså tal, der ikke alene omfatter DA-LO-området, men alle i den private sektor. Jeg sammenligner netop to overenskomstområder for at være sikker på at kende alle vilkårene og ikke alene eksempelvis betalt spisepause, som kun er en del af et samlet billede af vilkårene for de ansatte. Samtidig går jeg ud fra, at FV henviser til tal fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse, som er en stikprøve blandt lønmodtagere, som opgør lønmodtagernes egen opfattelse af, om de har betalt frokost eller ej. Dermed er tallene ikke sammenlignelige med DA’s opgørelse eller med opgørelsen fra Moderniseringsstyrelsen. Derudover skriver FV, at det er decideret forkert, når jeg skriver, at de offentlige ansatte kan forlade arbejdspladsen ½ time tidligere, når de har betalt frokostpause, end ansatte på DA-LO-området. Jeg har i sammenligningen taget udgangspunkt i fuldtidsansatte på begge områder.- En ansat med betalt spisepause skal være på sin arbejdsplads 37 timer om ugen og kan ikke (som udgangspunkt) forlade arbejdspladsen i spisepausen, men 29 minutter om dagen ud af de 37 timer går med at spise. Er timerne eksempelvis ligeligt fordelt på 5 arbejdsdage – svarer det til 7,4 timer hver dag.
- En ansat, som ikke har betalt spisepause, skal også være på sin arbejdsplads 37 timer om uge, men her er der ikke noget af tiden, der går med at spise. Der skal derfor lægges ½ time til om dagen til spisepause. Det svarer til 7,9 timer hver dag, hvis arbejdstiden er ligeligt fordelt på 5 arbejdsdage. Uanset om lønmodtageren kan forlade arbejdspladsen midt på dagen i forbindelse med frokostpausen eller ej, vil det indebære, at personen enten skal møde ½ time tidligere end en ansat med betalt spisepause eller gå ½ time senere.
Seniordage i den offentlige sektor er en ret, der selvfølgelig er betalt ved overenskomstforhandlingerne, men det er sket én gang for alle, så alle seniorer nu har ret til seniordage med betaling.
På DA-LO-området er selve rettigheden også forhandlet ved en overenskomstforhandling, men her sker selve betalingen i hvert enkelt tilfælde af lønmodtageren selv – enten via sin egen pensionsopsparing eller via den såkaldte fritvalgskonto, som også er en individuel konto. Sygefraværet Det sidste kritikpunkt handler om sygefravær, hvor FV argumenterer for, at der er mange objektive årsager til, at sygefraværet i den offentlige sektor er højere end i den private sektor. Jeg har i artiklen ikke forholdt mig til, hvorvidt der er velbegrundede årsager til, at der er forskellig udnyttelse af fraværsrettighederne på de 2 overenskomstområder, men alene til, hvad data viser. Min pointe er, at når man sammenligner vilkårene i de 2 sektorer, er det væsentligt at få hele billedet med og ikke alene den løn, der står på lønsedlen. Jeg skriver dog også, at sammenligner man job med samme arbejdsindhold og tager hensyn til kønsforskelle, er sygefraværet fortsat højest i den offentlige sektor.
