Debatten om bosteder svigter ansatte og beboere

Er økonomisk overskud en hindring for at en virksomhed kan levere en faglig kompetent indsats for socialt og psykiske udsatte borgere på landets bosteder? Det mener fagforeningerne FOA og Socialpædagogerne. De seneste uger har man kunne  læse om, hvordan de faglige organisationer er gået til kamp mod private bosteders mulighed for at skabe overskud på deres forretning. Argumentet er, at man ikke skal kunne tjene på velfærd.

Jeg har fuld respekt for, at man har en holdning til det spørgsmål. Men det er svært at finde argumenter for, at vi lige nu skal tage den debat i en situation, hvor landets bosteder – både offentlige og private – mærker et stort pres fra en psykiatri, der overlader behandlingskrævende borgere til bostederne og skaber stor utryghed for beboere og ansatte på landets bosteder.

Flere af de sager, der har været fremme i medierne den seneste tid, har selvfølgelig også berørt mig. Der er begået fejl, og vi har som brancheorganisation fra start gjort klart, at vi tager afstand, når borgerne ikke får den behandling, de har krav på. Men vi er nødt til at fastholde, vi skal debattere rammerne og lovgivningen ud fra dokumentation. Det tjener hverken beboere eller ansatte, når enkeltsager præger debatten.

Vigtigt med mangfoldighed af tilbud

Så lad os se på dokumentationen for de faglige organisationers påstand. Tidligere på foråret udkom Socialtilsynet med en evaluering af Tilsynsreformen. Rapporten indeholder en lang række tal, som desværre i medierne er blevet overskygget af enkeltsager, der har skabt et fejlagtigt indtryk af forholdene i branchen. I rapporten fra Socialstyrelsen kan man se, at siden 2015 er kvaliteten steget på 77 procent af de sociale tilbud. Rapporten ser overordnet på kvaliteten ved at se på tilsynsrapporterne, hvor tilbuddene får en karakter på mellem 1 – 5 point.  De offentlige tilbud scorer gennemsnitligt en karakter på 4,26 point, mens de ikke offentlige ligger lidt højere på 4.36 point.

Rapporten giver også svar på, hvor mange vi taler om, når vi har fokus på de privatejede botilbud. 66 procent af de godt 61.000 pladser på botilbud er kommunale, 6 procent er ejet af regionerne, 23 procent er fondsejede, 4 procent er ejet af anpartsselskaber og én procent et ejet af enkeltmandsselskaber. Ser vi så på kvaliteten, hos de fem procent af tilbuddene, der enten er ejet af et anpartsselskab eller enkeltmandselskab, så scorer de faktisk svagt højere end de offentlige tilbud.

Vi har i Danmark en lang tradition for offentligt-privat samarbejde på velfærdsområdet. Nogle af de ikke offentlige botilbud har en mere end hundrede år lang historie for at tage sig af udsatte og sårbare borgere, og mange tilbud har mange årtier bag sig. Vi har tradition for privatpraktiserende læger og tandlæger, og vi har en medicinalindustri, som udvikler ny medicin til gavn for borgerne og samfundet og samtidig skaber overskud til aktionærer. Derfor tror jeg, at det offentlige-private samarbejde på velfærdsområdet er en styrke for både virksomheder, kommuner og borgere. Det er en gensidig inspiration og drivkraft.

Fokus på kvaliteten

Jeg vil på ingen måde male et rosenrødt billede af forholdene på landets bosteder. Selvom vi ser en generelt høj score fra socialtilsynene, er der bestemt grund til fokus på kvaliteten. Her er der særlig ét forhold, som jeg ser som helt afgørende, og hvor jeg savner de faglige organisationer som allierede. Vi har tiltagende set, hvordan psykiatrien svigter de borgere, som bor på landets botilbud. Uanset hvor velkvalificeret en pædagogisk stab et botilbud har, så vil man altid være helt afhængig af, at beboerne har adgang til den nødvendige psykiatriske behandling. Desværre ser vi tiltagende, hvordan bostederne har svært ved at få syge borgere indlagt og behandlet. Og bliver de indlagt, er de udskrevet kort tid efter. Det betyder, at beboerne bliver dårligere psykisk, og nogle reagerer med vold og trusler.                      

Vi har i LOS forsøgt at finde tal for ,hvor mange borgere, der bliver afvist af akutpsykiatrien, men de tal findes ganske enkelt ikke. En undersøgelse blandt vores medlemmer viste derimod, at en tredjedel af stederne har oplevet, at de ikke kunne få borgere indlagt til psykiatrisk behandling, selvom personalet skønnede det nødvendigt.

Da Ombudsmanden for nylig kom med en rapport om socialpsykiatrien var dette også et af hovedtemaerne. Ombudsmanden skriver:

 ”Hovedparten af botilbuddene havde således eksempler på beboere, der efter botilbuddets opfattelse burde have været indlagt, men som var blevet afvist eller udskrevet igen efter et par timers ophold. Der var også en række eksempler på beboere, som var blevet udskrevet uden forudgående underretning af botilbuddet eller udskrevet på problematiske tidspunkter af døgnet, f.eks. kl. 3.30 lørdag morgen. Flere botilbud havde desuden eksempler på beboere, hvis medicin var blevet ændret, uden at botilbuddet var blevet informeret.”

Her har vi i branchen – offentlige og ikke offentlig - en kæmpe opgave, som burde overskygge en snæver problematik om fem procent af pladserne på landets bosteder. Vi har før set tragiske sager om drab, vold og trusler på bosteder, og løser vi ikke denne problematik, så har vi en situation, hvor både ansatte og beboere må leve i utryghed. Det må vi ganske enkelt ikke acceptere.

Jeg ser det som helt legitimt, at FOA og Socialpædagogerne kæmper for et ideologisk mål om at begrænse overskud i private virksomheder. Men lad os være ærlige. Skaber det bedre kvalitet for borgerne? Næppe. Det er i hvert fald på ingen måde dokumenteret. Foregøgler vi politikerne, at det er her vi kan skabe højere kvalitet for borgerne, så svigter vi både de ansatte og beboerne på bostederne, uanset om det er offentligt eller ikke offentligt. Lad os få proportionerne tilbage i debatten. Lad os adressere de virkelige problemer, og lad os få dokumentation ind i debatten. Det er for vigtigt til faglig og ideologisk kamp.