57,7 procent af alle administrerende direktører i den private sektor er mænd over 50 år. I 2010 udgjorde gruppen 42,2 procent.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.
"Siden 2010 er der sket en bemærkelsesværdig stigning i andelen af mænd over 50 år, der er administrerende direktører. De har virkelig bidt sig fast på den øverste ledelsesgang ude i virksomhederne," siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen undersøger køns- og aldersfordelingen blandt administrerende direktører i private virksomheder med mindst 50 ansatte i perioden 2010-2022.
Til sammenligning er 8 procent af de administrerende direktører kvinder over 50 år, mens de yngre kvinder udgør 6 procent. Mænd under 50 år udgør 29 procent.
Stigning i andel direktørkvinder sker i sneglefart
På tværs af aldersgrupper er en større andel af de administrerende direktører kvinder.
I 2022 var 14 procent af alle administrerende direktører kvinder. I 2010 var det 9 procent.
”På 12 år er der kommet en lidt større andel kvindelige topledere, men udviklingen sker i sneglefart. Hvis vi fortsætter i det tempo, skal vi frem til det 22. århundrede, før halvdelen af de administrerende direktører er kvinder,” siger Troels Lund Jensen.
Mere lige kønsfordeling i ledelsen af den offentlige sektor
I den offentlige sektor er det mere udbredt med kvinder i de øverste ledelseslag end i det private.
Analysen viser således, at cirka hvert tredje medlem af den øverste ledelse i den offentlige sektor er kvinde. Kvinderne har oplevet en fremgang på otte procentpoint fra 2010 til 2022.
Til sammenligning er det kun cirka hver sjette i topledelsen i private virksomheder (administrerende direktør og underdirektører), der er kvinde i det private. Kvinderne har oplevet en fremgang på seks procentpoint fra 2010 til 2022.
”Heller ikke i den offentlige sektor er der ligefrem ligestilling i den øverste ledelse, men det ser langt bedre ud end i den private sektor, og kvindernes fremgang har været større i det offentlige end i det private de seneste 12 år,” siger Troels Lund Jensen.
Analysen viser også, at der er lige mange mænd og kvinder i de lavere ledelseslag i den offentlige sektor. I den private sektor er kun hver fjerde i de lavere ledelseslag kvinde.
Analysens hovedkonklusioner
86,4 procent af alle administrerende direktører er mænd. Det er en smule lavere end i 2010, hvor 90,7 procent af de administrerende direktører var mænd.
Mænd over 50 år udgør den største andel blandt administrerende direktører. 57,7 procent af alle administrerende direktører i den private sektor er mænd over 50 år. I 2010 udgjorde gruppen 42,2 procent. Kvinder over 50 år har også oplevet en mindre stigning.
I den offentlige sektor er hvert tredje medlem af den øverste ledelse kvinde (33,2 procent). I den private sektor er hvert sjette medlem i den øverste ledelse kvinde (16,5 procent). Kvindernes andel er steget mere i det offentlige end i det private siden 2010.
I de lavere ledelseslag i det offentlige er der lige mange mænd og kvinder. I den private sektor er kun hver fjerde i de lavere ledelseslag kvinde.
Sådan har kønsbalancen mellem administrerende direktører udviklet sig i perioden 2010-2022
Tabellen viser køns- og aldersfordelingen blandt administrerende direktører i virksomheder med mindst 50 ansatte.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistiks registre