Fællesskabelse – Tre modeller til at afklare hvorfor, hvordan og med hvem

Etableringen af lokale fællesskaber er på dagsordenen i mange kommuner. Men hvilken rolle er den optimale for kommunerne at spille i fællesskabelse?

Efter nogle år i skyggen er de lokale fællesskaber kommet på dagsordenen igen. For mens vi i en periode satte vores lid til, at meningsgivende relationer kan løftes ud af tid og rum og i stedet foregå i virtuelle fællesskaber på tværs af kloden og uafhængig af geografi, ser det nu ud til, at lokaliteten og det nære igen er kommet i fokus.

Det er gået op for de fleste, at de sociale medier ikke i sig selv kan løfte opgaven med at understøtte meningsfulde og identitetsskabende fællesskaber.

Fællesskabelse, forstået som noget stedbundet, er således kommet på dagsordenen – såvel hos kommuner som i lokalområder og i mange civilsamfundsmæssige organisationer. Og øvelsen er altså at få fællesskaber, som opstår i dagligdagen, og som udspiller sig der, hvor hverdagslivet leves, vækket til live igen.

Læs mere om samskabelse

Samskabelse er udtryk for en ny kultur i den offentlige sektor, hvor nye løsninger udvikles i samarbejde mellem alle aktører med innovationsværktøjer og -metoder.

Læs meget mere om samskabelse på temasiden her.

Fællesskabernes rolle

Der er flere bud på, hvilken rolle de revitaliserede fællesskaber skal spille.

For nogle er fællesskabelse et modsvar til individualisering og handler her om det sociale og det sociale ansvar i fællesskabet.

For andre handler fællesskabelse om politisk indignation, om aktivisme, om en sag, der tænder en ild. For en tredje gruppe handler fællesskabelse om det nære, om det stedlige og lokalsamfundet. Og for andre igen handler det om, at fællesskaberne skal løfte en samfundsmæssig opgave og påtage sig et socialt ansvar ved eksempelvis at løfte en integrationsopgave eller ved at agere værn mod ensomhed og isolation.

I modsætning til traditionelle civilsamfundsmæssige organisationer indebærer fællesskabelse ikke nødvendigvis formelt medlemskab. Og de nye fællesskaber byder på helt nye typer af organiseringer og varighed.

Roller i fællesskabelse

Næste spørgsmål er så, hvem der skal understøtte disse fællesskaber, og hvem der skal spille en central rolle i orkestreringen af fællesskabelsen? Med andre ord – hvordan ser rollefordelingen ud i forhold til at understøtte stedbundne fællesskaber?

Skal kommunerne spille en rolle? Og hvis de skal, hvilken rolle skal de da spille?

Eller er det organisationer og foreninger fra civilsamfundet, der skal tage teten med fællesskabelse? Og hvis det ikke er enten eller, hvordan kan kommuner og civilsamfundet så sammen løfte opgaven?

For at afklare rollefordelingen kan der opstilles tre overordnede modeller: En tilskudsmodel, en samskabelsesmodel og en ressourceopbyggende model.

Modellerne er beskrevet herunder.

En tilskudsmodel

En model kan være, at kommunen ikke skal blande sig i fællesskabelsen. I civilsamfundet er der stemmer, som agiterer for, at hvis kommunen blander sig, så mister fællesskaberne den autenticitet og den meningsfuldhed, som ellers kunne være et mål med fællesskabelsen. Kommunen ses her som en tung og magtfuld spiller, og hvis den blander sig, kommer fællesskabet til at udfolde sig på kommunens præmisser.

Om ovenstående er et reelt og retvisende bilede af kommunens ageren, skal her være usagt. Men forestillingen om den omsiggribende kommune lever. Typisk er dette billede bundet op på, at kommunen har nogle mere eller mindre skjulte hensigter om, at fællesskaberne og de civilsamfundsmæssige organisationer skal løfte opgaver, som ellers normalt henregnes til kommunale kerneopgaver.

Men pilen kan også pege den anden vej. Det kan være kommunen selv, der i respekt for civilsamfundets autonomi og selvbestemmelse ikke vil blande sig i fællesskabelsen. Vi må hver især gøre det, vi er bedst til, og fællesskabelse er ikke en kommunal kernekompetence.

Der hersker en anden og mere jomfruelig rationalitet i de lokalt forankrede fællesskaber, som man som kommune skal værne om og have respekt for. Blander vi os, så risikerer vi, at det særlige og unikke ved fællesskaberne ødelægges.

I praksis vil en sådan tilgang betyde, at arbejdet med at definere skillelinjer mellem lokale fællesskaber og kommunen som organisatorisk enhed kommer til at stå centralt. Kommunen kan og vil typisk være medfinansierende af fællesskabelsen, men de økonomiske tilskud, som allokeres til fællesskabelsen, er så vidt muligt behæftet med så få krav og betingelser som muligt. Dokumentation af aktivitetsniveau kan være her være et krav.

Bytteforholdet består således i, at kommunen finansierer fællesskabelsen gennem diverse tilskudsordninger, mens lokalsamfundene til gengæld dokumenterer og afrapporterer aktiviteter.

En samskabelsesmodel

Samskabelse er for alvor kommet på den kommunale dagsorden de seneste år. Og samskabelse er her andet og mere end samarbejde. Samskabelse udspiller sig på tværs af sektorer og på tværs af stat, marked og civilsamfund. Samskabelse handler således om, at der bliver defineret, udviklet og løftet velfærdsopgaver og skabt samfundsmæssig værdi på tværs af sektorer.

En tilgang til at samskabelse kan yderligere være, at samskabelsesprocesser bliver tilrettelagt på en sådan måde, at der tilstræbes en ligeværdighed mellem de involverede parter.

Hvis målet er at realisere fællesskabelsen på baggrund af sådanne samskabelsesrelationer og samskabelsesprocesser, så ligger udfordringen ikke længere i – som vi så det i tilskudsmodellen – at definere så tydelige skillelinjer som muligt mellem lokale fællesskaber og kommunen. Udfordringen består i stedet i at få skabt relationer og få faciliteret processer, der har ligeværdigheden som ambition og dermed en ambition om at få skabt fælles forståelser for, hvad fællesskaberne skal være svaret på, og hvordan de skal opbygges.

Kommunen som organisation er en ressourcestærk spiller, og de ansatte i kommunen ligger inde med meget faglig viden, professionel erfaring og ekspertise. Og kommunens biddrag til samskabelsesprocessen omkring fællesskabelse vil derfor typisk handle om at spille fagligheden, erfaringerne og ekspertisen ind i de samskabende processer uden at overtage definitionsmagten. Borgernes og de civilsamfundsmæssige aktørers rolle er typisk at bidrage med erfaringer fra det levede liv og med udvikling og artikulering af ønsker til fællesskabernes form og indhold.

Hvis en sådan tilgang til fællesskabelse skal lykkes, er det en betingelse, at alle parter sætter sig ud over de mulige gensidige negative positioneringer, som kunne genfindes i ovenstående adskillelsesmodel. Fokus bør være på de samskabende processer i et tillidsfuldt og gensidigt anerkendende rum.

En ressourceopbyggende model

Med en ressourceopbyggende tilgang til fællesskabelse er der tale om en helt særlig version af samskabelse.

En præmis i den ovenfor præsenterede tilskudsmodel var, at borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører er dem, der besidder de ressourcer, der skal til for på autonom vis at kunne skabe de lokalt forankrede fællesskaber.

Udgangspunktet for den ressourceopbyggende model er derimod, at ligeværdige relationer ikke er et muligt udgangspunkt. Holdningen er her, at borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører ikke per automatik har de ressourcer, der skal til for selv at kunne mestre fællesskabelsen.

Mangel på fælles relationskapacitet eller mangel på social infrastruktur kan være årsagen til, at borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører kan have svært ved at være overladt til sig selv i fællesskabsopbygningen. Også mere simple faktorer som mangel på kompetencer til eller erfaringer med at facilitere processer, der kan understøtte fællesskabelse, kan være hindringen for, at borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører alene kan varetage opgaven med fællesskabelse.

Hvis borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører ikke formår at varetage fællesskabelsen alene, må kommunen træde til, lyder devisen. Og her skal kommunen ikke længere ses som den ligeværdige partner, der er efterstræbt i den samskabende model.

Når der er mangel på ressourcer eller kapacitet i lokalområdet, må kommunen ifølge den ressourceopbyggende model påtage sig den rolle, der ligger i at være kapacitetsopbyggende. Kommunen skal så at sige tænke i empowerment uden at tage ejerskab for selve fællesskabelsen. Der er tale om at yde hjælp til selvhjælp, så borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører på sigt selv formår at være hovedarkitekt i fællesskabelsen. Og når borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører gennem støtte fra kommunen har fået opbygget de ressourcer, der skal til for at lykkes med fællesskabelse, så trækker kommunen sig stille og roligt tilbage og overlader fællesskabelsen til borgerne og de civilsamfundsmæssige aktører.

Pointen i den ressourceopbyggende model er således at gøre fællesskaberne levedygtige, så de kan opretholde, vedligeholde og ændre sig selv alt efter behov, uden at det betyder, at kommunen skal blande sig yderligere.

Tre modeller, men ingen facitliste

Vi har nu set tre bud på, hvordan rollefordelingen i fællesskabelsen kan tage sig ud.

I tilskudsmodellen er kongstanken, at fællesskabelsen bedst lader sig realisere, hvis kommunen holder sig på behørig afstand og lader de civilsamfundsmæssige kræfter løfte opgaven.

Pointen i samskabelsesmodellen er, at såvel kommunen som de civilsamfundsmæssige aktører hver især besidder unikke kompetencer og ressourcer, som det kan være givtigt at forene i samskabende processer.

Og i den ressourceopbyggende model er grundideen, at kommunen skal hjælpe til med fællesskabelsen, og når dette er lykkedes, så overlade den videre udvikling og vedligeholdelse af de stedbundne fællesskaber til fællesskaberne selv.

De tre modeller er ikke tænkt som en facitliste eller som normative modeller, hvor den ene er at foretrække frem for den anden. Modellerne er tænkt som analytiske modeller, som blandt andet kommuner kan bruge i afklarende og strategiske processer, hvor opgaven er at formulere politikker, strategier eller visioner for stedbundne fællesskaber.

Om modellerne kan bruges i deres rene form, om de skal kobles sammen, eller om de skal suppleres med yderligere modeller, må bero på en konkret afvejning samt politisk eller samskabt beslutning.

 

Emneord: 230318, Samskabelse, Jens Ulrich, Malene Bødker Leerberg, VIA University College
VIA University College på DenOffentlige.dk VIA University College er Danmarks største professionshøjskole, som er fordelt på otte campusser placeret i Herning, Holstebro, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Aarhus N og Aarhus C. Vi har m...
Aktivitet: Artikler: 6 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

  • 24.05.17 Velfærd
    Fællesskabsforening skal skabe nyt liv i byrum

    Ikast-Brande Kommune vil i samarbejde med borgerne i Bording og lokale erhvervsdrivende etablere en ny fællesskabsforening. Foreningen skal medvirke til, at der kommer flere aktiviteter og nye traditioner i Bordings nye byrum. Projektet, som løber over de kommende fire år, støttes økonomisk af Realdania.

  • 22.08.16 Velfærd
    Samskabelse - svaret på alt?

    Konference om samarbejdet mellem kommunerne og de frivillige spørger: Hvad er op og ned i samarbejdsmodellerne? Er samskabelse svaret på alt? Hvilken værdi giver samskabelse for kommune, de frivillige og ikke mindst de borgere, som er i fokus?

  • 30.03.16 Velfærd
    Sådan vil Struer videre efter nej til sammenlægning

    Siden borgerne gav klar besked om selvstændighed har Struer forberedt flere strategiske indsatser, som skal bidrage til at sikre og udvikle kommunen i samspillet mellem en stærk organisation, et visionært byråd og de engagerede borgere, virksomheder og institutioner, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

  • 17.12.15 Ledelse
    Fagenes Festival: Elever kan dyste i folkeskolens fag

    Nu får skoleelever mulighed for at dyste i folkeskolens fag til Fagenes Festival. Med 10 millioner fra Undervisningsministeriet får grundskolen nu en fagfestival. Inspirationen kommer fra DM i Skills – de årlige Danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelsesfagene.

  • 04.10.13 Velfærd
    Studerende skal løse kommunale udfordringer

    Hvordan gør vi frivillighed på ældreområdet fedt at prale med? Hvordan finder vi de unge frivillige? Og hvordan skal frivillige give ensomme ældre det nærvær, de mangler i hverdagen? De spørgsmål er studerende fra VIA University College i Randers blevet sat til at besvare.