Mobilselskabet Call me har købt Alka Mobil, og kunderne overgår i løbet af andet halvår af 2024 til Call me-brandet.
Her vil kunderne fortsætte på uændrede vilkår, og dermed beholde deres telefonnumre og abonnementspriser, ligesom de fortsat vil benytte Telias landsdækkende mobilnetværk, der netop har fået topkarakter af verdens førende virksomhed inden for auditering af mobilnetværk.
Når Alka Mobil-kunderne overgår til Call me, får de desuden adgang til det fulde produktsortiment hos Call me, der også omfatter smartphones, mobiltilbehør, 5G-internet samt udvalgte underholdningstilbud.
Det skriver Call Me i en pressemeddelelse.
Et godt match
Hos Call me, der er en del af Telia Danmark, ser man frem til at tage godt imod de nye kunder:
”Gennem de seneste år har Call me oplevet en positiv forretningsvækst, og med købet af Alka Mobil styrker vi vores position på markedet for value-for-money mobiltelefoni. Vi ser frem til at åbne Call me-universet for Alka Mobils kunder, og give adgang til et større udvalg at mobilprodukter. Vi holder fast i, at de bedste forbindelser er dem, vi har med hinanden. Nu glæder vi os til at lære vores nye kunder at kende, og introducere dem til Call me”, siger Torben Poulsen, direktør i Telia Danmark.
Alka Mobil blev lanceret i marts 2021 med et erklæret mål om at levere enkel og billig mobiltelefoni til Alkas forsikringskunder.
Som mobiloperatør uden eget netværk har Alka Mobil lejet sig ind på Telias mobilnetværk.
”Gennem årene har Alka Mobil leveret flotte resultater på både vækst og kundetilfredshed. Konkurrencen i mobilmarkedet og kundernes behov fortsætter med at udvikle sig, og da muligheden med Call me bød sig, var vi ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige løsning. Derfor er vi glade for at have indgået en aftale med Call me, der fremadrettet vil tilbyde Alka Mobils kunder attraktive løsninger med endnu flere muligheder inden for mobiltelefoni,” siger Kasper Ørtvig, adm. direktør for Alka Fordele, der indtil i dag har drevet Alka Mobil.