DI: Brexit – hvor der er vilje, er der vej

Europa

28/10/2018 10:00

Maja Kirstine Andersen

Det britiske parlament er den største udfordring for en god Brexit-aftale. Det skaber usikkerhed for danske virksomheder, der må forberede sig på det værste.

Sidste uges EU-topmøde havde Brexit som et af de centrale dagsordenspunkter. Ud fra de dramatiske overskrifter kunne man få det indtryk, at forhandlingerne mellem EU27 og Storbritannien er tæt på at bryde sammen. Det er ikke tilfældet. De to parter er faktisk rykket tættere på hinanden. Selv på det svære spørgsmål om at undgå grænsekontrol ved den irske grænse har begge sider udvist øget fleksibilitet.

At man endnu ikke er kommet i mål med en aftale skyldes, at Brexit er en kompliceret sag – både hvad indhold og politisk kontekst angår. Det gælder især for UK, der er den mindre part i forhandlingerne. Det bliver først i ellevte time, når platformen for alvor brænder, at de sidste indrømmelser kan gives. 

Det afgørende er, at dér, hvor der er vilje, er der vej. Begge parter ønsker en ordnet skilsmisse. Det er derfor fortsat sandsynligt, at forhandlerne kan nå til enighed om en aftale inden nytår. Det vil være godt for dansk erhvervsliv. Ikke mindst fordi aftalen vil sikre en overgangsperiode på mindst 21 måneder, hvor UK fortsat er en del af EU’s toldunion, følger al EU-lovgivning, betaler til EU-budgettet og tillader fri bevægelighed for europæisk arbejdskraft. Det vil give virksomhederne tid til at tilpasse sig den nye virkelighed.

Det afgørende slag finder sted i UK

Selvom EU27 og den britiske regering nok godt kan forhandle sig frem til en forholdsvis fornuftig aftale, er der stadig en reel risiko for et kaotisk ”no-deal” Brexit. Årsagen er, at aftalen skal godkendes af et flertal i det britiske parlament for at kunne træde i kraft.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

På nuværende tidspunkt er der intet Brexit-udfald, som nyder et flertal i det britiske parlament. En gruppe konservative parlamentarikere fra premierminister Mays eget parti forventes at stemme imod enhver aftale, som EU27 kan skrive under på. Oppositionen forventes at stemme imod en aftale af indenrigspolitiske hensyn. Der er dog stadig meget, der kan ændre sig, når den endelige afstemning skal finde sted. Eksempelvis har visse Labour-parlamentarikere anonymt udtalt, at de kunne være klar til at tilsidesætte partipolitiske hensyn og stemme i nationens bedste interesse.

Rettidig omhu

Denne usikkerhed betyder desværre, at en fortærsket kliché lige nu er den bedste retningslinje for danske virksomheder: Håb på det bedste og forbered jer på det værste.

”Det bedste”, man kan håbe på, vil i den henseende være en Brexit-aftale, som sikrer et så gnidningsfrit forhold mellem EU og Storbritannien som muligt, der samtidig respekterer balancen mellem rettigheder og forpligtelser, hvad angår EU’s indre marked.

”Det værste”, man som erhvervsdrivende derimod skal forberede sig på, er et kaotisk og uordnet Brexit. Det er med henblik på denne forberedelse, at vi i Dansk Industri netop har lanceret et såkaldt ”Brexit toolkit”. Værktøjet giver hjælp til de centrale overvejelser, danske virksomheder bør gøre sig for at navigere Brexit-processen. Har man forretning i eller med Storbritannien, er der mange vigtige spørgsmål at tage stilling til, såsom told, kontraktregler og udstationering af medarbejdere.

Selv med en aftale skal mange danske virksomheder tilpasse deres forretning som en konsekvens af Brexit. Derfor er rettidig omhu en rigtig god idé – uanset hvilket scenarie dramaet ender med.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.