Hvis Danmark og de nordiske lande ikke får tilstrækkelig indflydelse i EU, er det alene vores egen skyld.
Vi er små hver for sig, men tilsammen er vi store. Vort BNP er på størrelse med Ruslands. Vi har verdens største handelsflåde. Vore samlede flystyrker er på størrelse med de største EU-landes. Vore landområder dækker uhyre vigtige områder – Arktis, Nordatlanten, Østersøen med vitale og følsomme grænser til Rusland, hvis lunefulde adfærd på det seneste har genereret et hidtil uset tæt nordisk forsvarssamarbejde.
Ny Europa-sektion på DenOffentlige
Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.
Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.
Dertil kommer den enorme respekt, der står omkring den nordiske samfundsmodel, som ligger øverst i næsten samtlige internationale sammenligninger af konkurrenceevne, nulkorruption, borgertilfredshed osv.
Den danske topforsker, Liselotte Højgaard, overlæge dr. med. Rigshospitalet, har gentagne gange erklæret, at når de nordiske lande taler sammen før møderne i EU, får de altid deres vilje. Der er i de ti år, hun har været Danmarks fornemmeste repræsentant på forskningsområdet, ikke en eneste undtagelse fra den regel. Det samme siger hendes forgænger som formand for Grundforskningsfonden, Klaus Bock.
Jeg oplevede selv det samme som Europaminister under det danske formandskab. Når vi koordinerede med Sverige (tidligere udenrigsminister Anna Lindh), gik det altid vores vej.
Hvorfor gør vi det så ikke som en fast rutine? Hvorfor pålægger statsministrene ikke deres fagministre, at de altid skal prøve at koordinere med de andre nordiske lande? Hvis det var sket i den tragiske sag om placeringen af EMA, det Europæiske Lægemiddelagentur, ville vore chancer have været langt bedre. Nu optrådte vi i stedet totalt splittede. Sverige støttede end ikke Danmark, da de selv havde tabt muligheden. Og så endte det med, at ingen af os fik denne juvel, som vi i den grad havde fortjent.
Det er helt forkert, hvis nogen tror, at de andre EU-lande vil reagere imod en koordineret nordisk indsats i EU. Efter Brexit vil såvel Merkel som Macron byde en stærkere nordisk stemme velkommen. Tyskland har altid lyttet til os, og Macron ser på mange måde vore samfund som et forbillede. Dertil kommer, at de sydeuropæiske lande ikke ligefrem stråler af brugbare visioner for fremtidens Europa.
De baltiske lande vil kun have én indvinding: De vil gerne med i klubben. De støttede faktisk Danmark i EMA-sagen. Og Benelux-landene har jo selv et lignende samarbejde om holdninger, der minder om de nordiske.
Så, hvad venter vi på? Lad os dog tænke nordisk og samarbejde systematisk til gavn, ikke bare for os selv, men også for Europa, der i den grad trænger til en stærkere nordisk stemme.
Og så synes jeg, de nordiske Europa-parlamentarikere skulle genoptage de onsdag-morgen-møder, vi i min tid altid afholdt under sessionerne i Strasbourg. Det er vigtigt, at de i lighed med parlamentarikerne i Nordisk Råd holder øje med, om de nordiske landes ministre og embedsmænd samarbejder tilstrækkeligt systematisk og koordinerer deres bestræbelser.
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på Den Offentlige, hvor en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde bidrager til at styrke debatten om EU. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
