Professor og dekan ved Maastricht University School of Business and Economics (SBE) indtræder som ny formand for Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimapolitiske spørgsmål. Peter Møllgaard har en mangeårig bred økonomisk faglighed og ledelseserfaring, og han er tidligere medlem af Energikommissionen, der kom med anbefalinger til fremtidens energipolitik forud for regeringens energiudspil.
”Jeg er rigtig glad for, at Peter Møllgaard har sagt ja til at lede Klimarådet. Peter Møllgaard vil videreføre et fagligt stærkt Klimaråd, og det glæder jeg mig til at se resultaterne af. Rådet er i dén grad kommet godt fra start i sin første periode på fire år, og har markeret sig som en seriøs og velfunderet stemme i klimadebatten. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at takke Peter Birch Sørensen for at have ført Klimarådet til det sted, det står i dag, og for den kæmpe indsats, han har leveret som formand i fire år”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Den nu afgående formand Peter Birch Sørensen har siddet for bordenden i rådets første periode. Han ser tilbage på sin periode med stor tilfredshed.
”Det har været en stor tilfredsstillelse at stå i spidsen for et kompetent råd med tilhørende dygtigt sekretariat, som har leveret på vores opgaver. Det er mit klare indtryk, at vi er nået bredt ud med vores analyser og anbefalinger til dansk klimapolitik. Klimarådets arbejde fortsætter, og jeg er sikker på, at Peter Møllgaard vil være garant for en høj faglighed i rådets arbejde”, siger Peter Birch Sørensen.
Den nye formand ser frem til opgaverne i Klimarådet.
”Det er en stor tillid, der er blevet betroet mig med formandsposten for Klimarådet, og det tager jeg meget seriøst. Jeg ved, at der venter en stor opgave, men også en opgave, som jeg har rigtig meget lyst til at gå i gang med. Jeg ser frem til at arbejde videre med klimadagsordenen, både i dybden og i bredden, og til at gå i dialog med Klimarådets mange samarbejdspartnere”, siger Peter Møllgaard.
Den nye formand tiltræder 1. december 2018.
Fakta
Klimarådets formand udpeges for en fireårig periode. Den nuværende formands periode udløber med udgangen af november 2018. Rådets øvrige medlemmer udpeges ligeledes for en fireårig periode. De nuværende øvrige rådsmedlemmers periode udløber med udgangen af februar 2019.
CV – Peter Møllgaard
Dekan ved Maastricht University School of Business and Economics (2018- )
Professor, CBS (2001-2018), Maastricht University SBE (2018- )
Dekan for forskning (direktionsmedlem), CBS (2015-2017)
Institutleder, CBS (2005-2014)
Akademisk Partner, Copenhagen Economics (2000-2008)
Ph.D. i økonomi, Det Europæiske Universitetsinstitut (1993)
M.A i økonomi, Det Europæiske Universitetsinstitut (1990)
Cand.Polit., KU (1988)