Byggeriet af Metro-cityringen er i fuld gang. Men nu viser det sig, at arbejdet foregår stort set uden lærlinge, selvom mange københavnske unge står uden praktikplads. Og det vækker harme i Enhedslisten:
- Det er helt til grin, at Københavns Kommune bruger millioner på at udarbejde strategier for flere praktikpladser, mens der ikke skabes praktikpladser på det største offentlige byggeri i Københavns historie, siger Enhedslistens beskæftigelsesordfører Signe Færch.
3F vurderer at det kunne have skabt 400 praktikpladser.
- Lige nu mangler flere tusindeunge københavnere en lærlingeplads. Lige nu har vi en enestående chance for faktisk at skabe praktikpladser til dem – den chance må vi ikke kaste på gulvet, siger Signe Færch
Enhedslisten kritiserede allerede i 2011 overborgmesteren skarpt for, at der ikke var sikret sociale klausuler om praktikpladser i forbindelse med metrobyggeriet, på trods af at Borgerrepræsentationen flere gange har vedtaget, at der skal stilles krav om praktikpladser i offentlige byggerier.
Enhedslisten vil nu kræve en redegørelse fra Frank Jensen. Partiet foreslår at der fastsættes konkrete målsætninger for hvor mange lærlingepladser der skal skabes:
- Når vi bygger for så mange milliarder skattekroner, skal det selvfølgelig også skabe lærlingepladser. Alt andet ville jo være åndssvagt, siger Signe Færch