- Alle kommuner siger, de gerne vil lytte til borgerne. I Ringkøbing-Skjern sætter vi handling bag ordene og kommer ud i alle de spændende kroge af vores dejlige kommune for at høre, hvad folk tænker om vores vision. Naturens Rige handler om det gode liv og om vækst og udvikling. Det ved vi, at borgerne interesserer sig for og har holdninger til, og dem vil vi gerne høre, fortæller borgmester Iver Enevoldsen (V).
Naturens Rigsdag
Politikerne fra byrådet har for nylig haft en temadag, hvor de efter oplæg og inspiration drøftede, hvordan de bedre skaber dialog og samtale med borgerne.
Første gang den nye dialogkultur rulles bredt ud bliver til de tre dage med borgermøder. Arrangementerne kaldes Naturens Rigsdag, og der er 28 af dem fordelt over tre aftener i juni: tirsdag den 9., onsdag den 10. og torsdag den 11.
Rigsformand for en aften
Hvert sted er en byrådspolitiker Rigsformand for en aften og leder slagets gang på den lokale Rigsdag.
Til hver Rigsdag har byrådsmedlemmerne fundet tre lokale ildsjæle, som holder korte indlæg om, hvordan de kan bruge Naturens Rige. De indlæg bliver omdrejningspunktet for dialogen på mødet.
- Vi byrådspolitikere er meget spændte på at høre borgerens syn på visionen, Naturens Rige, og vi tror, det bliver nogle meget forskellige møder. Sagen er jo den, at når vi gerne vil lytte, kan vi ikke bestemme hvilken retning, det enkelte møde tager. Men det er netop pointen. Vi går ikke efter et bestemt resultat – men efter en god dialog, siger viceborgmester Kristian Andersen (K).
De frivilliges engagement
En stor del af visionen om Naturens Rige er at bygge videre på det store arbejde, frivillige udfører rundt omkring i lokalsamfundene. Naturens Rigsdag er derfor også et klap på skulderen til de mange, der sætter aktiviteter i gang og en lejlighed til at udvikle nye idéer sammen. Kommunen laver en lille artikel fra hvert møde, som alle deltagere modtager sammen med billeder, emner og citater.
Vedhæftede filerOversigt over Naturens Rigsdag.docx