Coding Class Cph fostrer nye it-udviklere

21/10/2018 07:00

Per Roholt

Over 2.000 elever deltog i år i Coding Class Cph. Her fik de skærpet appetitten på it og innovation i tæt samarbejde med en række virksomheder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Projekt Coding Class Cph startede beskedent i 2016 med en stor ambition om at give københavnske folkeskolelever en forståelse for kodning som problemløsende værktøj i et tæt samarbejde med en virksomhed.

Opstarten var stille og rolig med deltagelse af elever fra 12 folkeskoleklasser. Siden har projektet brudt alle rammer, og i år deltog 85 klasser med i alt ca. 2.000 elever i projektet.

Tæt partnerskab bag succes

En del af hemmeligheden bag successen er det tætte samarbejde mellem Københavns Kommune, skolerne og ikke mindst de private virksomheder, som stiller sig til rådighed for projektet.

Kommunen står som koordinator og matcher de deltagende skoleklasser med samarbejdspartnere fra erhvervslivet, som stiller eleverne en case fra deres virkelighed.

Denne case hjælper underviserne så med at didaktisere, så eleverne kan udarbejde målrettede løsninger til den ved brug af digitale- og innovations-kompetencer, som de tilegner sig gennem forløbet.

Et godt eksempel på projekter i Coding Class Cph er 6.V på Dyveke Skolen på Amager, der har fået stillet en opgave af teknologileverandøren EG A/S.

EG bad om elevernes input til, hvordan man kan få flere unge mellem 15 og 18 til at benytte de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger. Alternativt at få forældrene til at fortælle, hvor vigtigt det er, at børn lærer at bruge selvbetjeningsløsninger, når de bliver 18.

Over en periode på to måneder besøgte EG's konsulenter klassen to gange, og eleverne kom i starten af oktober på besøg hos EG, hvor de præsenterede deres forslag for en "dommerkomité" i bedste Løvens Hule-stil:

– Det har været sjovt at se, hvordan de her dygtige 6. klasses elever har taget opgaven hamrende alvorligt og har produceret nogle skæve og sjove storyboards ud fra vores pitch, siger senior consultant Dennis Jon Rostrup, EG Kommuneinformation:

– Som en stor it- og konsulentvirksomhed kan man ofte have en tendens til at tro, at man tænker ud af boksen, mens det man i virkeligheden gør, er det, man altid har gjort, eller det alle de andre gør. Ved at invitere "en flok sprudlende unger" til at se på vores digitale selvbetjeningsløsninger med et dugfriskt blik har det åbnet op for nogle nye, sjove og anderledes måder at se vores løsninger på, siger Dennis Jon Rostrup.

Læs artikel: Kommunernes digitaliseringsgrad kan stadig forbedres
 

Eleverne motiveres af autentiske cases

For pædagogisk konsulent, Heidi Theilmann Schmidt, Skole og Ungdom – Københavns Kommune, er projektet vigtigt for eleverne:

– Eleverne tilegner sig digitale kompetencer og lærer at betragte programmering som værktøj til at løse problemer, siger Heidi Theilmann Schmidt:

– Traditionelt lærer eleverne i skolen, at de kan skrive sig ud af problemstillinger eller regne sig ud af dem, men her tilegner de sig et nyt værktøj. Tanken er ikke, at de alle skal kunne programmering til fingerspidserne, men lære det at kende og dermed også være vidende om, hvornår programmering gør noget godt for fx en stillet opgave, og hvornår det måske ikke er det rigtige værktøj. Det giver dem samtidig en bevidsthed om, hvor meget programmering der findes omkring dem – og dermed forudsætninger for at kunne forholde sig kritisk til det digitale felt, som omgiver dem, siger Heidi Theilmann Schmidt.

Læs mere: Om Coding Class Cph
 

Virksomhedernes engagement

Heidi Theilmann Schmidt siger, at det desuden spiller en stor rolle, at it-virksomhederne engagerer sig i projektet:

– At problemet og casen er autentisk, det vil sige stillet af en modtager/samarbejdspartner fra den virkelige verden, øger motivationen for eleverne. Det peger vores evaluering i høj grad på.

Det, at der sidder nogle reelle modtagere i den anden ende, som forventer, at eleverne leverer ind på opgaven, viser sig at virke stærkt motiverende og højner dermed også elevernes indsats i opgaveløsningen, siger Heidi Theilmann Schmidt:

– Derfor betyder det virkelig meget for os, at erhvervslivet går med ind i projektet. Som nævnt skaber det autencitet.

Men det styrker også en anden vigtig dagsorden i den kommunale sektor: At give eleverne viden og indsigt i, hvad erhvervslivet byder på, og lade dem få øje på jobprofiler, de ikke kendte (eller ikke kendte nok til). Dermed kan projektet også være med til at kvalificere elevernes kommende valg af ungdomsuddannelse. Vi ved, at der er efterspørgsel på STEM-uddannelser på arbejdsmarkedet, og projektet kan dermed være med til at understøtte dette behov.

Så uden de private virksomheder ville Coding Class ikke fungere – de er halvdelen af det! Vi er derfor både stolte og vildt glade for, at virksomheder som IBM, KMD og EG vil være med – men også meget optagede af, hvordan vi som kommune bevarer virksomhedernes interesse i at fortsætte samarbejdet, og har derfor stort fokus på "what is in it for you" som virksomhed?

Læs mere: Gør borgerservice enkel med EG Selvbetjening

Skolerne i Coing Class Cph 2018/2019

Blågård skole, Brønshøj skole, Charlottegården, Damhusengens skole, Dyvekeskolen, Gerbrandskolen, Grøndalsvængets skole, Guldbergskole, Hanssted skole, Heibergskolen, Husum skole, Katrinedal skole, Kildevældskolen, Langelinieskolen, Lergravsparkens skole, Lykkebo skole, Nyboder skole, Nørrebro park skole, Skolen i Peter Vedelsgade, Skolen i Sydhavnen, Skolen på Islands Brygge, Skolen ved Sundet, Skt Annæ Gymnasium, Sortedam skolen, Strandvejsskolen, Sundbyøster skole, Sølvgades skole, Valby skole, Vigerslev alle skole, Ørestad skole valgfag og Øster Farimagsgades skole

Virksomhederne investerer i fremtiden

For EG's divisionsdirektør Johnny Iversen er initiativer som Coding Class dog et spørgsmål om at skabe en win-win-situation:

– Coding Class Cph er et spændende projekt, som vi har valgt at deltage i, fordi hele tanken om, at skolen samarbejder med det private erhvervsliv for at skærpe de unges interesse for innovation og it, er rigtigt tænkt.

Formålet for os har ikke været at stå tilbage med fiks og færdige ideer, som vi kan arbejde videre med. For EG er Coding Class Cph en beskeden investering i fremtiden, som vi til gengæld tror vil give en høj rente tilbage, siger Johnny Iversen:

– For Danmark mangler jo kvalificerede it-udviklere, og efterspørgslen på medarbejdere i it-branchen ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Et projekt som Coding Class Cph kan forhåbentlig være med til at skærpe de unges interesse og appetit på innovation og it, så jeg håber da, at vi om få år ser nogle af dem igen – som medarbejdere!

Læs mere: Om Dyvekeskolen
Læs artikel: Servicedesign: Fra gode løsninger til rigtige løsninger
Læs mere: Om Coding Class Cph

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.