Det talte ord gælder
For 100 år siden. På en varm sommerdag i 1913 kørte tog nr. 1029 af sporet ved Bramming. 15 mennesker mistede livet. Tog nr. 1029 blev også kaldt”Emigranten”. Det havde endestation i Esbjerg, hvorfra tusindvis af danskere begav sig ud på rejsen til Amerika. Uden meget andet end drømmen om et bedre liv.
I minutterne efter ulykken fandt man en jakke, der var slynget ud på marken ved siden af det forulykkede tog. I inderlommen lå en række breve, der var underskrevet ”P. Sabroe”. Peter Sabroe blev senere fundet livløs i toget.
Dér i Bramming for 100 år siden endte Peter Sabroes kamp for de svageste i samfundet. Heldigvis tog andre over og institutionaliserede den kamp, som Sabroe så ofte kæmpede alene. Det moderne velfærdssamfund begyndte langsomt at tage form.
Mange nævner Septemberforliget i 1899, dagpengeloven i 1907 og socialreformen i 1933 som milepæle i udviklingen af det danske velfærdssamfund. Jeg nævner også Sabroe, fordi jeg mener, at han starter den særlige nordiske udgave af samfundets syn på børn. Og idag vil jeg såmænd også gerne nævne jer; Socialchefforeningen.
For nok var de politiske milepæle skelsættende. Og nok skal man bladre nogle sider om bag i historiebøgerne for at læse om Socialchefforeningen. Men man må ikke glemme, at det var jeres forgængere, der var med til at omsætte visionerne til virkelighed. Det gør I fortsat. Tillykke med den runde fødselsdag.
Mange var i 1913 optaget af at sikre materiel lighed. Og med god grund. Uligheden var stor. De heldige - og dem med de rigtige familieforhold - havde meget. De uheldige - og af dem var der flest - havde meget lidt. De riges rettigheder var mange. Og de fattiges pligter endnu flere.
Men Sabroe kæmpede også for noget andet og mere. Han kæmpede for lige muligheder. Ikke mindst for arbejderklassens børn. Lige gyldigt, hvordan vi vender og drejer det, er beskyttelsen af børn den vigtigste opgave i et samfund. Dengang handlede det om dårlig mad på børnehjemmene, seksuelle overgreb, vold og børnearbejde. Siden da er vi nået uendeligt langt. Men færdige er vi jo ikke. Mangel på forældreevne og dårlige levebetingelser er fortsat virkeligheden for tusindvis af børn og unge. Og alt for sjældent. Alt for sjældent formår vi som samfund at kompensere for svigtet hjemme. Det er velfærdssamfundets reelle dilemma og udfordring.
Det er det, solidaritet og det moderne velfærdssamfund handler om. Lighed handler i dag om mere end materiel lighed. Lighed handler også om at sikre lige og reelle muligheder for at skabe sig et godt liv. Men lige og reelle muligheder bygger naturligvis på et grundlæggende fundament af omfordeling, et progressivt skattesystem og et rimeligt ydelsesniveau.
Oprindelig handlede socialpolitikken om at give mennesker noget at leve af.Fattighjælp, alderdomsunderstøttelse og børnebidrag handlede i bund og grund om at sikre overlevelse og anstændige livsvilkår for samfundets udsatte grupper.
I mine øjne kan det ikke længere stå alene. Nu handler det ikke alene om at give mennesker noget at leve af. Nu skal vi også sikre, at flere har noget at leve for. Jeg kan måske sige det på den måde, at et ordentligt forsørgelsesgrundlag er forudsætning for tryghed. Men det er ikke forudsætning for hverken udvikling eller indhold i livet. For slet ikke at tale om lykke og håb.
Vejen til lige muligheder går gennem flere færdigheder, kompetenceudvikling og uddannelse. Flere færdigheder – boglige såvel som praktiske – giver mennesker muligheder, frihed og de bedste forudsætninger for en varig plads på arbejdsmarkedet.
Vi står lige nu med den udfordring – den brændende platform – at mange unge mennesker slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet. De unge, der aldrig lærte at læse, skrive og regne, da de gik i skole. De 50.000 unge kontanthjælpsmodtagere, der risikerer, at kontanthjælp eller førtidspension bliver et livsvilkår.
Der er et par ting, jeg gerne vil sige om det. For det første er kontanthjælpsområdet et af de steder, hvor den negative sociale arv står stærkest idag. Unge enlige forsørgere er overrepræsenteret. 40 pct af de unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år har forældre, der enten er eller har været på kontanthjælp. Det er et kolossalt samfundsmæssigt svigt, at kontanthjælp er noget, der arves fra en generation til den næste.
For det andet vil det være min påstand, at vores ambitionsniveau for de mest udsatte børn ganske enkelt er for lavt.
Jeg havde som bekendt ikke muligheden for at være her i går, men jeg forstår, der var et lidt hidsigt angreb på Socialdemokratiet. Måske vi kan afklare nogle af de forkerte slutninger i debatten.
Når jeg er optaget af, at så mange danskere som muligt står ved deres ansvar over for fællesskabet, herunder sætter en ære i at kunne forsørge sig selv, hvis muligt. Så er det ikke pga. købmandsskab og noget for noget. Så er det fordi, at velfærdssamfundet i mine øjne ikke må reduceres til service og kontrakt. Det er et forpligtende fællesskab, som vi hver især - hvis vi kan - skal passe på og bidrage til. Jo mere, vi regner positivt med hinanden. Desto stærkere bliver fællesskabet også.
Og mindst lige så vigtigt; fordi jeg tror på vigtigheden af, at man som menneske kan gøre nytte. At det er bedre at have noget at stå op til end det modsatte. Jeg er så gammeldags. Og jeg er så meget socialdemokrat, at jeg grundlæggende tror på, at det er bedst, når voksne mennesker går på arbejde.
Nok om det. Med kontanthjælpsreformen stiller vi derfor krav til de stærkeste unge om, at de skal tage en uddannelse. Og vi stiller krav til de stærkeste voksne om, at de skal arbejde for deres ydelse. Det gør vi, fordi jeg oprigtigt tror på, at vi hjælper mennesker ved at stille krav til dem. Vi hjælper mennesker, når vi viser, at vi forventer noget af dem.
Det er en pligt, men det er også en ret. En ret til ikke at blive opgivet. En ret til ikke at blive overladt til sig selv på kontanthjælp eller førtidspension. En ret til gennem uddannelse eller arbejde at få mulighed for at skabe sig et bedre liv.
For mig at se er det solidaritet. Vi sender ikke bare en førtidspension eller en kontanthjælp til et 21-årigt menneske med en diagnose. Vi ser i stedet for det unge menneske i øjnene og siger: ”Ja, det er svært. Og ja, du vil møde modgang. Men vi vil investere noget tid, nogle ressourcer og noget energi i, at du kan realisere dit potentiale. At du kan gøre din pligt og kræve din ret som en del af fælleskabet.”
Derfor kan jeg også garantere jer for, at hvis der ikke var økonomisk krise. Og hvis der ikke var stramme krav til væksten i det offentlige forbrug. Ja, så ville jeg alligevel stå her og tale for reformerne af både førtidspension og kontanthjælp.
Det er min påstand, at vi i for mange år har forvekslet ydelser med solidaritet. Med 750.000 voksne danskere uden for arbejdsmarkedet og en fortsat stor social ulighed er vi nødt til at udfordre den præmis. Vi vil ganske enkelt ikke overlade mennesker, der har brug for hjælp, til sig selv. Det er min ambition. Det er regeringens ambition. Og jeg ved, at det også er jeres ambition.
Den ambition skal I holde fast i, når reformerne på beskæftigelsesområdet skal implementeres. Det bliver svært. Det er svært.
Den vigtigste prioritet for jer bør være at sikre, at reformerne bliver til virkelighed. Det er jer, reformerne står og falder med. Det er jer og jeres dygtige medarbejdere, der skal sætte handling bag ordene. Det er jer, der skal sikre, at reformerne gør en forskel for rigtige mennesker.
I er nu i fuld gang med at implementere reformen af førtidspension og fleksjob.
Med reformen vil vi gøre op med silotænkningen i forvaltningerne. Vi gør det med en helhedsorienteret indsats, der tager udgangspunkt i det, som det enkelte menneske kan. Ikke det, som han eller hun ikke kan.
Det er mit klare indtryk, at kommunerne generelt har taget godt imod reformens intentioner. Alle kommuner har oprettet rehabiliteringsteam. Der er også skabt mange nye fleksjob til dem, der kun kan arbejde få timer.
Men der er forskel på, hvordan de enkelte kommuner har grebet opgaven an. Mange kommuner har fra starten taget den tværfaglige og helhedsorienterede tilgang til sig og er gået tidligt i gang.
Sådan er det ikke alle steder. Og lad mig være direkte. Der skal speedes op for antallet af ressourceforløb. Det går lige nu alt for langsomt. Alternativet til en tidlig førtidspension må og skal ikke være langvarig passiv kontanthjælp.
Når det er sagt, så har jeg fra starten vidst, at det her ikke er noget, man lige gør i et snuptag. Det har taget tid at få etableret de nye rehabiliteringsteam og de tilhørende tværfaglige arbejdsgange. Og det har givetvis været medvirkende til, at antallet af tildelte ressourceforløb er en del lavere end det forudsatte.
Nu er der snart gået et år. Og nu skal alle i gang. Ellers svigter vi.
1. januar skal vi i gang med næste reform. Kontanthjælp. Også her venter jer en stor opgave. I skal etablere uddannelseshjælpen, der skal fungere lige fra visitationen til selve uddannelsen. I skal finde beskæftigelse til dem, der kan arbejde. Og I skal styrke indsatsen for de udsatte kontanthjælpsmodtagere, der ikke fra første dag har forudsætningerne for at arbejde eller uddanne sig.
Her skal I bruge de erfaringer, I allerede har gjort jer med ressourceforløb og rehabiliteringsteams. Det er de erfaringer, vi skal bygge på, når vi nu skal sikre en tværfaglig og helhedsorienteret indsats for udsatte kontanthjælpsmodtagere.
Den tværfaglige og helhedsorienterede indsats er måske det mest virkningsfulde socialpolitiske redskab i disse år. Hvor har jeg dog mødt mange udsatte borgere med alt for mange sagsbehandlere. Alt for mange indgange. Alt for mange handlingsplaner.
Vi skal have social-, beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsindsatsen til at spille bedre sammen.
Det er meget individuelt, hvad man har brug for for at komme i arbejde. Nogle har brug for afklaring. Andre har brug for at lære at læse, skrive og regne. Og andre igen har brug for papir på én specifik kompetence.
Og det er udgangspunktet for den næste reform, vi har på tegnebrættet. Reformen af beskæftigelsessystemet. Målsætningen for den reform er, at en arbejdsløs skal vende stærkere tilbage på arbejdsmarkedet, end den dag han blev fyret. Målet er varig beskæftigelse. Og midlerne er flere færdigheder til de ledige, en langt mere individuel indsats og et bedre match mellem virksomhederne og de ledige.
Sidst, men ikke mindst, er målet at få balancen mellem ret og pligt tilbage i beskæftigelsesindsatsen. I 00’erne skete der et skred i retning af, at pligterne blev for mange og for meningsløse. Pligt til fremmøde. Pligt til aktivering. Pligt til det ene mere virkelighedsfjerne kursus efter det andet.
Med den kommende beskæftigelsesreform vil vi lægge lidt flere rettigheder i vægtskålen for at genskabe balancen. Tag ikke fejl! Vi rokker ikke ved pligten til at stå til rådighed. Men vi vil styrke retten til en målrettet og individuel indsats, så de ledige står bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked.
Jeg tror på ret og pligt som det, der kan bære både social- og beskæftigelsespolitikken. Og Danmark som et værdifællesskab.
Flere har brugt de år, hvor krisen har kradset, som en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet. Ja, krisen har betydet, at vi har kigget velfærden igennem i sømmene. Men nej, krisen har ikke demonstreret velfærdssamfundets eller fællesskabets fallit. Tværtimod. Det var velfærdssamfundet, der slog ring om både mennesker og det finansielle system. Det var fællesskabet, der greb ind, da boblen brast, og markedets magi spillede fallit.
Jeg har ikke set et eneste samfund, der bare tilnærmelsesvis er lige så godt som de skandinaviske velfærdssamfund. Min stædige påstand er, at det ikke alene er lovgivning, der binder det hele sammen. Velfærdssamfundet bliver nødt til at være et værdifællesskab.
Og så bare lige en ting til sidst; Sagt lidt firkantet. Enten baserer vi vores socialpolitik på at skabe mønsterbrydere, der på trods af svære betingelser alligevel klarer sig godt. Eller også stræber vi højere. Vores mål må være at bryde mønstret. Målet for velfærdssamfundet kan kun være ét; at alle børn og unge har reelt lige muligheder for at skabe den bedste livsbane - uafhængigt af deres sociale baggrund, deres køn og deres etnicitet. Jeg beundrer mønsterbryderne. Men jeg vil hellere bryde mønstret. For mig er velfærdssamfundets fornemmeste opgave. Og egentlige eksistensberettigelse.
Tillykke med de hundrede år. Tak for indsatsen. Og tak for ordet!
