- Alt, hvad regeringen gør, handler om, at de økonomiske konsekvenser af corona-virusset i videst muligt omfang ikke må gå ud over løn og arbejde, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)

Nødpakke skal hjælpe lønmodtagere og virksomheder godt igennem corona-krise

Politik

12/03/2020 07:40

Kristian V. Jensen

Regeringen fremsætter fredag en særlov, som giver arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende statslig refusion fra første sygefraværsdag for de personer, der er smittede eller i karantæne på grund af COVID-19. Loven vil gælde med tilbagevirkende kraft fra den 27. februar til første januar 2021.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som reglerne er i dag, har arbejdsgivere pligt til at betale lønudgifter under sygdom eller sygedagpenge i 30 dage – den såkaldte arbejdsgiverperiode. Med lovforslaget suspenderes arbejdsgiverperioden for medarbejdere, der er smittede eller i karantæne på grund af COVID-19, men vil fortsat gælde for personer og lønmodtagere, som er sygemeldte af anden grund.

Derudover har regeringen besluttet at gøre ordningen med arbejdsfordeling mere fleksibel, så virksomhederne hurtigt kan tilpasse sig og undgå afskedigelser af medarbejdere. Ordningen går ud på, at virksomhederne for at undgå afskedigelser kan sætte medarbejderne ned i arbejdstid i en midlertidig periode, hvor de så kan få supplerende dagpenge. Blandt andet behøver arbejdsgiveren ikke give det lokale jobcenter besked en uge i forvejen, men kan tage ordningen i brug med det samme.    Endelig vil regeringen midlertidigt udvide varslingspuljen med 10 mio. kr. i år, hvis det viser sig nødvendigt. Pengene vil kunne sikre en hurtig og målrettet indsats til personer, der mister deres arbejde som led i større afskedigelser affødt af COVID-19. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger: 

- Alt, hvad regeringen gør, handler om, at de økonomiske konsekvenser af corona-virusset i videst muligt omfang ikke må gå ud over løn og arbejde. For os handler det om danskernes arbejdspladser. Den alvorlige situation kommer til at påvirke os alle – også vores arbejde. Nu handler det om, at vi skal stå sammen, tage ansvar hver især og passe på hinanden.  

- Regeringen tager derfor nu også på beskæftigelsesområdet nogle vigtige initiativer for at holde hånden under virksomhederne og dermed også lønmodtagere. Vi suspenderer blandt andet arbejdsgiverperioden, så de virksomheder, der har medarbejdere ramt af corona, kan få sygedagpengerefusion fra første fraværsdag. Vi har en klar forventning om, at virksomheder på den baggrund fortsætter med at vise stort samfundssind.

  Læs mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.   Foto: Steen Brogaard, www.ft.dk

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.