En ny europæisk garantifond på over 185 milliarder kroner skal hjælpe europæiske virksomheder, særligt små og mellemstore virksomheder, med at klare sig igennem corona-krisen. Fonden er ikke mindst vigtig, fordi danske virksomheder vil nyde godt af, at økonomien i hele Europa er stærk.
Det er potentielt også godt nyt for danske virksomheder ramt af coronakrisen. Fonden kan nemlig bygge videre på det samarbejde som Den Europæiske Investeringsbank og dens datterselskab den Europæiske Investeringsfond år har indgået med bl.a. danske banker og Vækstfonden, der drejer sig om udlån til små og mellemstore virksomheder, lån til virksomheders forskning og udvikling mv.
Erhvervsminister, Simon Kollerup:
”En stærk genopretning i Europa er en forudsætning for efterspørgsel efter varer hos de danske eksportører. Derfor er jeg glad for, at vi i Danmark har valgt at støtte op om den nye corona-garantifond i EU, fordi fonden vil være med til at give eksportmuligheder, dansk vækst og danske job. Med sin størrelse og omfang bliver Garantifonden et vigtigt redskab, når det kommer til at hjælpe de europæiske eksportmarkeder gennem krisen.”
Alle lande, der bidrager, kan søge, og garantifonden vil kunne gavne både eksisterende og nye danske kunder i den Europæiske Investeringsbank, som er ejet af de europæiske lande i fællesskab og som skal administrere fonden.
Det danske bidrag på i alt 5 milliarder kroner er dermed med til at mobilisere finansiering for op mod 1.500 milliarder kroner.
Garantifonden skal understøtte, at virksomheder i EU, særligt små og mellemstore virksomheder, har den nødvendige likviditet til at klare sig igennem corona-krisen. Det skal ske ved, at fonden yder garantier, der skal dække tab og andre omkostninger i forbindelse med de projekter, som modtager finansiering gennem garantifonden.
Garantifonden er blandt de initiativer, som er blevet vedtaget af EU’s stats- og regeringschefer i april 2020 som reaktion på corona-pandemien.
Ønsker man som virksomhed at gøre brug af den Europæiske Investeringsbank, skal man tage kontakt til sin bank eller direkte kontakt til den Europæiske Investeringsbanks kontor i Danmark.