Regeringen, V, DF, SF, LA og KF har i dag vedtaget et lovforslag, som træder i kraft den 1. juli 2014. Med de nye regler gennemføres regeringens omfattende rocker- og bandepakke ’Fast greb om banderne’.
Rocker- og bandepakken har til formål at styrke rammerne for forebyggelse og bekæmpelse af rocker- og bandekriminalitet gennem bedre redskaber for de involverede myndigheder i både den forebyggende og den retshåndhævende fase, gennem skærpede straffe og gennem skærpede regler om fuldbyrdelse af straffe.
Helt konkret bliver straffen for bl.a. besiddelse af skydevåben skærpet, ligesom det bliver lettere at bruge den såkaldte bandebestemmelse, der kan give dobbelt straf for alvorlig kriminalitet med tilknytning til en rocker- og bandekonflikt. Det bliver også muligt at afskære f.eks. fængslede rocker- og bandemedlemmer fra udgang og prøveløsladelse, når deres gruppe deltager i en voldelig konflikt med en anden gruppe.
Rocker- og bandepakken indeholder også tiltag, der vil forstærke den forebyggende indsats markant, ligesom exit-indsatsen vil blive styrket, så de, der reelt ønsker at forlade rocker- og bandemiljøet, får hjælp.
Justitsminister Karen Hækkerup udtaler:
”Et bredt flertal støtter op om regeringens rocker- og bandepakke, og jeg er tilfreds med, at vi nu kan sætte endnu stærkere ind mod rocker- og bandekriminalitet. Med vedtagelsen af lovforslaget i dag kan der falde strengere straffe for kriminalitet med tilknytning til en rocker- og bandekonflikt, ligesom reglerne om udgang og prøveløsladelse fra fængslet bliver skærpet.
Men pakken indeholder også mange andre tiltag, som samlet set giver en fornuftig balance mellem blødt og hårdt. Det er vigtigt, fordi vi har at gøre med meget forskellige grupper. Vi skal både stramme grebet om de hensynsløse, hårdkogte rockere, som begår alvorlig og organiseret kriminalitet, og vise en vej tilbage til et liv uden kriminalitet for dem, der gerne vil ud.”
Under folketingsbehandlingen blev det endvidere besluttet at udvide den såkaldte bandebestemmelse. Det betyder, at flere kriminalitetsformer, herunder bl.a. simpel vold, afpresning og trusler, fremover kan udløse dobbelt straf, hvis betingelserne i bandebestemmelsen i øvrigt er opfyldt. Det skal bidrage til at forhindre, at konflikter i rocker- og bandemiljøet eskalerer og dermed udvikler sig til en trussel for almindelige borgere, der risikerer at blive tilfældige ofre for kriminalitet i det offentlige rum.
Læs lovforslaget som vedtaget her.