Kinas vandmilliarder skal skabe danske jobs

Politik

09/09/2014 11:02

Suleman Haider

Kina vil investere én mia. kroner i vandteknologi dagligt. Det skal kunne mærkes i ordrebogen hos danske virksomheder. Miljøminister Kirsten Brosbøl vil udbrede danske løsninger og møder i denne uge Kinas minister for vandressourcer for at aftale samarbejde om nye, konkrete projekter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et spritnyt vandværk med danske komponenter. Et grundvandsprojekt, der sætter fokus på beskyttelsen af grundvandet i det nordlige Kina. Og et årligt seminar hvor danske og kinesiske aktører inden for vandteknologi mødes og taler erfaringer og nye ordrer.

Det er noget af det, der skal komme ud af en ny handlingsplan, miljøminister Kirsten Brosbøl skal underskrive med Kinas minister for vandressourcer, Chen Lei. Det sker under ministerens officielle besøg i Kina med statsminister Helle Thorning Schmidt og klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen i denne uge.

- Kina står med nogle enorme udfordringer, som vi har erfaring med at løse i Danmark. Faktisk er vi blandt verdens bedste til at lave løsninger, der kan minimere vandspild eller rense forurenet vand. Vi skal have forløst det potentiale og styrket danske vandvirksomheders fodfæste på det kinesiske marked, for det er noget, der kan skabe danske arbejdspladser. Derfor er det vigtigt at mødes med mine kinesiske ministerkollegaer og styrke vores samarbejde, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Danmark har siden 2010 haft en samarbejdsaftale med Kina, og den fornys og konkretiseres nu med en handlingsplan for 2014-2018.    

Danmark er til stede 400 ud af de 600 største byer i Kina er påvirket af vandmangel, og 70 procent af grundvandet i det nordlige Kina er uegnet til menneskeligt brug. Derfor har Kina planer om at investere massivt i vandteknologi.

Enormt potentiale

I løbet af ministerens besøg i Kina skal hun møde kinesiske investorer, der kan have interesse i dansk vandteknologi og se på projekter, der allerede er ført ud i livet. Herudover skal hun møde bystyret fra Tianjins, der er Kinas fjerdestørste by, for at drøfte nye muligheder for dansk/kinesiske projekter.

- Det kinesiske marked er ikke nyt for danske virksomheder, og mange af dem har allerede etableret sig herude. Men der er fortsat et enormt potentiale. Ikke mindst på vandområdet, hvor Kina investerer i en skala, som nærmest er ufattelig. De har en ambition om at investere en milliard kroner i vandteknologi om dagen, og det skal danske virksomheder have mest muligt ud af, siger Kirsten Brosbøl.

Fra 2006 til 2012 har Danmark næsten fordoblet eksporten af vandteknologi til Kina fra 336 mio. kroner til 670 mio. kroner.

I alt er 17.000 danskere i dag ansat i vandsektoren, og 5.500 af dem arbejder med eksport. Hvis den danske eksport kommer op på samme niveau som i starten af årtusindet, hvor den steg med ni procent om året, kan beskæftigelsen i vandsektoren øges med 3.000 til 4.000 ansatte frem mod 2018.

For at bane vejen for dansk teknologi har Miljøministeriet støttet flere demonstrationsprojekter og senest støttet etableringen af to partnerskaber inden for grundvandsbeskyttelse og reduktion af vandspild i byer gennem MUDP-midlerne. Disse partnerskaber skal være drivende i det dansk-kinesiske samarbejde. Siden 2010 har Miljøministeriet i alt givet tilskud til fem test- og demonstrationsprojekter i Kina gennem MUDP-midlerne.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.