Britiske parlamentarikere og europæiske ministre skal høre om danske stofindtagelsesrum

Velfærd

22/01/2014 14:17

Freja Eriksen

Mere end 2.400 registrerede stofmisbrugere benytter de danske stofindtagelsesrum, og siden de åbnede, har der været flere end 150 overdosissituationer, hvor personalet er trådt til for at hjælpe. Torsdag besøger sundhedsminister Astrid Krag det britiske parlament for at fortælle om de danske erfaringer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks første stofindtagelsesrum åbnede på Vesterbro i København i september 2012, og siden har Odense og Aarhus også valgt at etablere stofindtagelsesrum, hvor de hårdest ramte stofmisbrugere kan tage deres stoffer i hygiejniske omgivelser og under overvågning af kvalificeret personale.
 
I andre lande har man også fået øjnene op for, at der er menneskelige og samfundsmæssige gevinster ved at oprette opholdssteder for stofmisbrugere. Det gælder eksempelvis England, hvor man følger de danske erfaringer.
 
Sidste år var den engelske tv-station BBC i Danmark for at producere indslag om de danske ’drug consumption rooms’ på Vesterbro, og på torsdag skal sundhedsminister Astrid Krag fortælle om de danske erfaringer med stofindtagelsesrum i det britiske parlament. Og sundhedsministeren glæder sig over at få muligheden:
 
”Både stofmisbrugere, social- og sundhedsarbejdere, misbrugseksperter og politi siger, at det gør en forskel, at der nu er steder, hvor stofmisbrugere kan gå hen for at tage deres stoffer under ordentlige forhold og tale med personale, der er opmærksomme på deres behov. Det giver misbrugerne en tryghed og en følelse af respekt og tolerance fra det omgivende samfund. Derfor håber jeg også, at andre lande vil følge vores eksempel og på den måde give mennesker, der er stærkt afhængige af hårde stoffer, en mere tålelig tilværelse”, siger Astrid Krag.
 
Det er udvalget – All-Party Parliamentary Group on Drug Policy Reform – der har inviteret en række europæiske ministre, deriblandt den danske sundhedsminister, og narkotikakoordinatorer til London for at drøfte narkotikapolitik. Det sker som led i, at udvalget ønsker at sætte gang i en debat om international narkotikapolitik frem mod FNs Generalforsamling i begyndelsen af 2016, hvor der vil være en særlig samling om narkotika.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.