Et nyt uafhængigt analyse- og forskningsinstitut ser dagens lys d. 1. juli 2012. Instituttet, som har fået navnet VERA, skal bl.a. fremme kvalitetsudviklingen, styrke beslutningsprocesserne og skabe bedre ressourceanvendelse i kommuner og regioner.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:
”Vi har en god offentlig sektor, engagerede medarbejdere og ledere – til gavn for borgerne. Det er et godt grundlag for at effektivisere og gøre tingene på endnu bedre og smartere måde – til gavn for både borgerne og samfundsøkonomien. Ved at samle kræfterne ét sted får vi et stærkt og bredt analyse- og forskningsinstitut, som bl.a. skal rådgive offentlige myndigheder og vise, hvor og hvordan vi kan udnytte ressourcerne bedre.”
Instituttets fulde navn er: ”VERA – Det Nationale Analyse- og Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner”. Instituttet placeres med hovedkontor i København og et afdelingskontor i Aarhus.
Instituttet bliver oprettet med en uafhængig bestyrelse med ti medlemmer og får virkning fra 1. juli 2012. Formanden udpeges af økonomi- og indenrigsministeren. Hovedformålet med instituttets arbejde er at fremme kvalitetsudviklingen, effektivisere ressourceanvendelsen og styrke og kvalificere beslutningsprocesserne, hvor der er behov for det. Både offentlige og private interessenter kan købe analyser og forskning fra instituttet.
Yderligere oplysninger:
Fuldmægtig Palle Dam Leegaard, tlf. 72 28 24 87 eller
Pressemedarbejder Louise Brændstrup Bech, tlf. 72 28 24 45