Mio til projekt for kontanthjælpsmodtagere: 10 ansatte skal få 30 ledige i job på to år

Velfærd

01/12/2017 11:19

Nick Allentoft

Tønder Kommune får 5,2 mio. kr. fra staten til et 2-årigt beskæftigelsesprogram, der skal hjælpe udsatte kontanthjælpsmodtagere i job. 10 ansatte skal aktivere 110 udsatte ledige. Målet er at 25-30 kommer i job.

Et millionbeløb i tilskud fra staten (se tilsagsbrev herunder) udgør det økonomiske fundament i et nyt projekt, der skal hjælpe udsatte kontakthjælpsmodtagere tilbage i job, skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse. 

Kommunen er én af fem kommuner, der er udpeget til at deltage i et satspuljeprojekt, som støtter projekter med fokus på udsatte ledige. Tønder Kommunes projekt, skal hjælpe 110 udsatte kontanthjælpsmodtagere med den rette hjælp, så de "igen kan få en fremtid på arbejdsmarkedet."

10 projektansatte skal skabe resultater 

Projektet har fået titlen "Ny kurs - på vej til job" og starter den 1. januar 2018 med ansættelsen af ti projektmedarbejdere. De omfatter blandt andet sagsbehandlere, specialister, mentorer og virksomhedskonsulenter, der i fællesskab skal hjælpe 110 kontanthjælpsmodtagere. Tønder Kommunes arbejdsmarkedsforvaltning og socialforvaltning skal arbejde tæt sammen, og udvalgsformændene for de respektive områder ser frem til resultater.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

- Vores lokale virksomheder efterspørger arbejdskraft. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får hjulpet de borgere, der i dag er på passiv hjælp, tilbage i job. Kun sådan kan vi sikre vækst og udvikling til gavn for Tønder Kommune og en øget livskvalitet for de ledige. Vi vil blandt andet arbejde med nye veje og metoder til at bringe borgere på kanten af arbejdsmarkedet tættere på et godt arbejdsliv og dermed give dem en arbejdsidentitet, som også har stor betydning for mange andre sider af tilværelsen, siger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget Susanne Linnet.

Hos kommunens socialforvaltning er der store forventninger til projektet:

- Projektet er ambitiøst og helt ny af sin art. Derfor er vores forventninger til resultaterne høje. Det er en enestående mulighed for i samarbejde med borgeren at prøve nye tværfaglige metoder og tilgange af, siger formanden for Socialudvalget Kim Printz Ringbæk.

Målet for projektet "Ny kurs - på vej til job" er, at 75 procent af målgruppen opnår ordinære timer i deres praktik eller job. Altså arbejdstimer, som ikke er omfattet af offentlige tilskud, som f. eks. løntilskud. Endvidere er målsætningen, at 25 - 30 procent i løbet af projektperioden overgår til ordinær beskæftigelse. Altså arbejde uden tilskud fra det offentlige.

 

Fakta:  Beskæftigelse centralt i ny udviklingsplan

Tønder Kommune har netop lanceret "Den fælles udviklingsplan 2017-2020". Den fælles udviklingsplan sætter retningen for, hvordan der i Tønder Kommune arbejdes med at give borgere, virksomheder, foreninger og organisationer gode rammevilkår. Under denne dagsorden er der iværksat en række større initiativer, hvoraf beskæftigelsesområdet er et af de centrale.

Den ekstra projektbevilling fra socialstyrelsen falder i fin tråd hermed og vil booste indsatsen for kommunens kontanthjælpsmodtagere. De kontanthjælpsmodtagere, der bliver en del af projektet, vil opleve selv at spille en aktiv rolle i at få lagt den plan, der på sigt skal udmunde i, at den enkelte bider sig fast på arbejdsmarkedet.

 

 

Mest Læste

Annonce