Kommunerne har udspillet deres rolle på socialområdet – en tale, der ikke bliver holdt

I dag holder Syddansk Universitet en temadag om ”Kommunalreformen – 10 år senere”. Talerne vil pege på, at der er tale om en succes, men med plads til forbedringer, som allerede er sat i gang. Altså: konklusionen er givet på forhånd. Kommuner er en succes, både som nærdemokrati og økonomisk. Der er fejl, men de kan rettes.

Den tale, der ikke bliver holdt handler om socialområdet, hvor der mangler evidens for at kommunerne leverer varen. Hvor der kan peges på undtagelser, båret af ildsjæle og projektmidler, som viser gode resultater, men  hvor de forsvinder igen, uden at sprede sig til andre kommuner.  

Kommunerne skader udsatte borgere

Det handler kort fortalt om hjælpen til borgere med specielle vanskeligheder, som har brug for fagligt velfunderede indsats fra eksperter. Her er kommunerne ikke gode løsninger og kan ikke blive det. Nogle kommuner kan vise gode eksempler på ekspertise i perioder med en heldig politisk – administrativ ledelse. Men når ledelsen forsvinder, tørrer ekspertisen ud.

Resultaterne er tydelige, men ubehagelige og provokerende. Det kræver mod at se dem i øjnene. Kommuner, som løser mange opgaver fremragende, gør på andre områder direkte skade på borgere, som har mest brug for hjælp. Gør os langtidssyge, hvis vi har komplicerede lidelser. Giver den hjælp de har og ikke den hjælp, der virker bedst. Fastholder socialt udsatte ledige i kontanthjælp og førtidspension i stedet for at give helhedsorienteret hjælp. Skaber unge tabere, især unge mødre og  børn, i stedet for at bryde den sociale arv.  Har dårlige resultater med misbrugsbehandling. Undlader at hjælpe børn med skolevanskeligheder.

Advarsler i 40 år

Advarselslamperne har været tændt siden den første kommunalreform i 1970’erne. Dengang 1200 sogne blev samlet i 275 kommuner.  Det politiske rationale i Folketinget var et ønske fra især Venstre om at samle de overvejende statslige specialinstitutioner: Revalidering, Mødrehjælp, Børneforsorg, Hjemløseinstitutioner, Familierådgivningen, forsorgen for blinde, døve, forstandshandicappede mv.  Målet var færre udgifter og mindre administration, samt en helhedsorienteret social rådgivning lokalt og tæt på borgeren. Er der noget tegn på at dette er lykkedes? Administrationen er vildtvoksende. Økonomisk set er fiaskoen til at få øje på.  

Blot et eksempel: Børneforsorgsområdet kostede 4 mia. kr. i 1982. Nu er prisen over 15 mia. i udgifter til forebyggende indsatser og anbringelser uden for hjemmet, og antallet af børn, der er i indsatser er stort set det samme i dag som for 40 år siden. Resultat: Der anbringes fortsat 12 – 14.000 børn, og vi taler stadig om mønsterbrydere, fordi disse mennesker i langt overvejende grad får en dårlig uddannelse og ender som kontanthjælpsmodtagere, misbrugere eller kriminelle.

Samme udvikling kan man finde med variation på alle specialområder. Lige fra indsatsen for børn, der stammer, ADHD og andre special diagnoser, unge mødre, hjemløse, blinde, sindslidende.

Omrokering skjuler sandheden

Overalt ser man store udgifter, mange regler, dårlige resultater. Omrokering af indsatser gennem reformer flytter rundt på økonomierne, så det er nærmest umuligt at belyse effekter over tid. Eksempelvis styrtdykker revalidering målt i udgifter men de samme problemer vokser op som aktivering. Er der nogen der tør opgøre resultaterne for langtidsledige som aktiveres? Ikke kun kortsigtede gevinster, men målt over flere år?

Kommunalreformens resultater på de specielle områder bliver ikke målt på effekten for borgeren.  De bliver i stedet taget op i eksempelvis de årlige aftaler mellem Finansministeriet og KL om kommunernes økonomi. Her er målet enkelt, der skal styr på kommunernes økonomi. Det vigtige er ikke effekten af de kommunale indsatser på specialområdet. Det vigtige er ikke borgerens liv og levned. Det er det måske nok, men det kommer ikke med i regnearket.

På den måde kan man skabe et system, der kan styres, økonomisk set. Det kan godt være det er dyrt og ineffektivt, målt på om borgeren bliver rask og undgår førtidspension. Men denne dimension regnes der ikke med. Der regnes selvfølgelig med udgifter til førtidspension, kontanthjælp, dagpenge osv. Men det foregår på en meget enkel facon.  

Måden udgifterne nedbringes på har den horisont, som er overskuelig for administratorer.  Eksempel: Der skal spares 4 mia. på kontanthjælp. Hvordan? Det overlades til Beskæftigelsesministeriet. Ministeriet opfinder nogle nye, lave former for kontanthjælp, fx uddannelsesydelse til unge. Ungegrænsen flyttes fra 25  til 30 år.  Alle under 30 år på kontanthjælp skal motiveres til at uddanne sig, ved at få kontanthjælpen halveret, så den kommer på niveau med Statens Uddannelsesstøtte. Hvordan? Det overlades til kommunerne.

Kommunerne reagerer hurtigt. Kommuner er dygtige til at administrere og tilpasse de ofte svære regler fra ministerierne til lokale forhold. Fattige kommuner fandt op til 87 % af de unge kontanthjælpsmodtagere egnede til uddannelse. Rige kommuner fandt under 20%.  Beslutningen om antallet af uddannelsesegnede er et budgetspørgsmål, som besluttes af kommunens administrative og politiske ledelse.

I bunden af dette cirkus sidder sagsbehandlere, som på den ene side har de unge kontanthjælpsmodtagere og på den anden side nogle meget snævre rammer for faglige skøn.  

Det er de samme mennesker

De unge kontanthjælpsmodtagere er de samme. Funktionelle analfabeter med et eller flere mislykkede forsøg på  erhvervsuddannelse bag sig. Bogligt svage familier, som ikke kan støtte dem. Men også gode og produktive borgere, som hellere end gerne vil uddanne sig, arbejde og leve et liv som alle andre og gør det, hvis de får den rette, specialiserede hjælp.

Hvad skal der til for at bryde troen på at kommuner er bedst til alt?  Man kan læse sig til det i rapporter om effekten af specialiserede rådgivninger som bl.a. Mødrehjælpen og Center for Hjerneskade. Man kan håbe at fagfolk i kommunerne siger det højt. At nogen ser udviklingen på  socialrådgivernes område. De var i starten centrale rådgivere, men har i dag er stærkt reducerede i handlemuligheder og er mange steder erstattet af folk uden faglig uddannelse –  af samme grund søger flere og flere af dem ansættelse andre steder, hvor der er plads til fagligheden.

Man kan håbe på en mere selvkritisk holdning i Kommunerne. Eller at Folketinget tager initiativer som igen adskiller den kommunale myndighed og de fagligt ledede organisationer og Centre. Indtil det lykkes vil man nok se en fortsættelse af den igangværende tendens: Folk, der har råd, betaler selv, mens systemet æder resten.