Omsorgsfuld ledelse fungerer – men danske chefer vil hellere kontrollere

Ledelse

19/09/2017 05:13

Nick Allentoft

Forskningen peger på, at den gode leder fokuserer på de ansattes udvikling, fortæller en norsk professor. Alligevel har vi i Danmark mest fokus på kontrol, viser et studie.

God ledelse er alfa og omega for et godt arbejdsliv og en solid bundlinje.

Men er den gode leder streng, kontrollerende og resultatorienteret? Eller er det bedre at være forstående, optimistisk og motiverende?

Kigger man på den eksisterende forskning, er den omsorgsfulde eller ’relationsorienterede’ leder faktisk den, der fungerer bedst. Det fortæller professor Øyvind Lund Martinsen, der leder Institut for Ledelse og Organisation ved Handelshøjskolen BI i Oslo ifølge Videnskab.dk.

»Al forskning indtil videre tyder på, at ledere bør lægge hovedvægt på at være relationsorienterede og gerne med et stænk visionær forandringsorientering,« sagde han for nylig under et foredrag på Handelshøjskolen BI.

Styringsledelse er kendetegnet ved, at ledelsen sætter mål for medarbejderne og uddelegerer deres arbejdsopgaver.

Den relationsorienterede leder, derimod, har omtanke for medarbejderne, er støttende og fokuserer på de ansattes udvikling.

Og i et stort oversigtsstudie fra 2004 kom et amerikansk forskerhold fra University of Florida frem til, at den relationsorienterede ledelse har langt bedre effekt end nogen styringsledelsen.

»Denne ledelsesstil medfører et godt forhold mellem leder og medarbejder. Den har også en positiv effekt på medarbejdernes arbejdsglæde og turnover-intention. Det vil sige, at medarbejderne ikke lige så ofte tænker på at sige op eller ændre stilling som under andre ledelsesstile,« sagde Øyvind Martinsen under sit foredrag.

Forskningen fremhæver det paradoksale i, at den moderne ledelsesfilosofi New Public Management netop er baseret på styringsledelse, mener professor Flemming Poulfelt fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School.

Han var selv medforfatter til en dansk undersøgelse, der i 2015 viste, at de danske ledere er bedst til styring, hvorimod det kniber mere med at inspirere medarbejderne.

Det er problematisk, da den forkerte ledelsesstil i sidste ende går ud over både produkt og forbrugere, fortæller Flemming Poulfelt.

»Organisationerne, som ændrer ledelsesstil hen i mod en mere dynamisk, tilstedeværende ledelse til fordel for blindt fokus på målbare resultater, opdager, at det giver gladere medarbejdere og dermed gladere kunder. Så i sidste ende er det jo også en god forretning,« siger han til Videnskab.dk.

Læs mere hos Videnskab.dk

Hvorfor er nogle chefer elendige?

Flere kvindelige ledere, men mændene hjælper stadig ikke meget til i hjemmet

Mest Læste

Annonce