Antallet af forældrekøb trodser forventning om fald

Infrastruktur

26/07/2018 07:00

Boligsiden A/S

På trods af stigende priser på ejerlejligheder i landets store byer er antallet af forældrekøb vækstet otte procent, når man sammenligner salget i perioden fra januar til april i henholdsvis 2017 og 2018. Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På lørdag får landets unge at vide, om de er kommet ind på drømmestudiet. Og for mange af dem, der har sikret sig en studieplads, betyder beskeden ikke kun udsigten til en ny fuldtidsbeskæftigelse. Det betyder måske også, at de skal flytte, og det sætter lejeboligmarkedet under pres i de store byer. For nogle af de nye studerende er boligjagten dog lidt nemmere, idet mor og far laver et såkaldt forældrekøb.

Salgstal fra Boligsiden.dk viser, at der fra januar til april blev foretaget 314 forældrekøb af ejerlejligheder på under 75 kvadratmeter i kommunerne Frederiksberg, København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en mindre stigning på otte procent. Og det er en interessant udvikling, lyder det fra Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

”Min forventning var, at vi ville se en nedgang i antallet af forældrekøb i år. Primært fordi vi har nået ekstremt høje prisniveauer i landets studiebyer med København som frontløber. Her kostede en kvadratmeter ejerlejlighed i gennemsnit 40.899 kroner i juni måned. Det er et niveau, som de færreste kan være med på,” siger Birgit Daetz, og fortsætter:

”Samtidig blev der i begyndelsen af året indført lånestramninger, der har gjort det sværere at optage boliglån på grund af nye krav til forholdet mellem indtægt og gæld. Det er et klart signal om, at man fra politisk hold gerne vil tøjle priserne, og vi har allerede nu set et dalende salg, som konsekvens af tiltaget. Vi kan derfor ikke forvente de samme heftige prisstigninger de kommende år, som vi har set siden 2015, hvor renten faldt. Den økonomiske gevinst ved et lejlighedskøb kan derfor blive mere usikker end tidligere.”

Bedre forretning end at leje
Årsagen til, at der alligevel er sket en vækst i antallet af forældrekøb, skal blandt andet findes i prisen og tilgængeligheden på lejeboliger. Priserne kan gøre det svært at få det økonomiske puslespil til at gå op, hvis man ikke er så heldig at finde en budgetvenlig boligløsning.

Læs mere om boligmarkedet

Boligsiden deler viden og gode historier på DenOffentlige.  Deres udgivelser bliver samlet med øvrige historier om boligmarkedet på temasiden her.

”Priserne på lejeboliger er ekstremt høje i studiebyerne. Samtidig er renten lav, og sammenholder man udgifterne, kan det i nogle tilfælde være en bedre forretning at købe en ejerlejlighed til sin søn eller datter fremfor at leje, hvis man har en stor friværdi i sin egen bolig. Med et forældrekøb kan barnet som lejer desuden få boligstøtte, og er der tale om en delelejlighed, bliver lejeindtægten ikke beskattet, hvis barnet udlejer et værelse,” forklarer Birgit Daetz.

Ud af de aktuelle forældrekøb er over halvdelen handler, som er foretaget i kommunerne København og Frederiksberg. Her er der i alt solgt 166 ejerlejligheder som forældrekøb i perioden fra januar til april i år. Ser man derimod på, hvor forældrene selv bor, er billedet noget anderledes, idet over halvdelen af køberne ikke selv har adresse i studiebyerne, men i landets mindre byer eller landsbyer.

Lejlighederne, der er handlet som forældrekøb i år, er solgt til en gennemsnitlig pris på 1,7 millioner kroner.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.