Der blæser nye vinde på det danske boligmarked, der henover de seneste år har buldret frem – både hvad angår stigende boligpriser og et eksplosivt salg. Dugfriske handelstal for 1. kvartal 2018 fra Boligsiden.dk viser nu et fald i det samlede boligsalg på 1,7 procent sammenlignet med sidste år. Zoomer man ind på salget i marts måned alene, er der henover det seneste år tale om et fald på 10,2 procent.
Den helt store årsag til det samlede fald er et usædvanligt stort dyk i salget af ejerlejligheder. I 1. kvartal blev der solgt 4.617 ejerlejligheder på landsplan mod 5.202 i samme periode sidste år. Der er dermed tale om et fald på 11,2 procent.
Salgstallene for marts måned viser imidlertid en endnu større opbremsning, idet der er tale om et fald på 19,2 procent fra marts 2017 til marts i år. Endvidere er der tale om en forskel i den samlede købesum for ejerlejligheder i de to måneder på 1,1 milliarder kroner.
”De høje priser på især ejerlejligheder i København har nået et niveau, der afskærer størstedelen af dem, der drømmer om at blive boligejere, fra at købe. Og har man råd, udviser man mere tilbageholdenhed end tidligere, fordi mange spørger sig selv om, hvorvidt priserne har nået et loft. Den boligfest mange havde set fortsætte, skal vi til at forholde os anderledes realistisk til, idet faldende salgstal kan være en indikator på, at salgstiden vil stige og priserne stagnere,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Salget af store lejligheder styrtdykker
Den hårde opbremsning i salget af ejerlejligheder i København og Aarhus er ikke kun styret af priserne, men også af et politisk ønske om at forhindre udviklingen af en prisboble. Det er blandt andet håndteret ved strammere låneregler, der pr. 1. januar 2018 begrænser lånemulighederne for husstande, der optager gæld på mere end fire gange husstandsindkomsten og kommer over 60 procent i belåningsgrad.
”Kort og godt betyder det, at det er blevet sværere at optage afdragsfrie lån, hvis du ikke i forvejen har en stærk økonomi, og det sætter helt naturligt en begrænsning for at købe dyrt for rigtig mange mennesker. Derfor ser vi også, at det særligt er salget af de store ejerlejligheder på over 95 kvadratmeter i København og Aarhus, der styrtdykker,” siger Birgit Daetz.
Helt præcist er der fra marts 2017 til marts i år tale om et fald på 30,6 procent for denne boligtype. For ejerlejligheder på mellem 60 og 95 kvadratmeter gælder det 21,1 procent og 18,5 procent for de små etageboliger.
”At salget af projektlejligheder udgør knap halvdelen af faldet i landets to største byer, understreger blot, at økonomi har alt at sige i den udvikling, vi ser nu. Størstedelen af nybyggeriet er netop store lejligheder, og som tallene viser, er de blevet langt sværere at afsætte,” siger Birgit Daetz.