Særligt lige nu i den her meget ekstraordinære tid. Spørgsmål er, om det er noget, vi er taler om og ikke mindst: Hvordan taler vi om det?
Denne artikel er et bud på, hvordan den praktiske etik kan give os stærke redskaber til at understøtte respektfyldte dialoger omkring det her - penible - emne.
Hvor meget fylder tanker om retfærdighed i din arbejdshverdag – som leder eller medarbejder? På hvilken måde er du i din arbejdshverdag optaget af, om noget er retfærdigt - eller uretfærdigt?
Jeg har en formodning om, at i en krisetid så er det et tema, der på en helt særlig måde vibrerer i vores samarbejdskulturer. Ikke i krisens indledende fase, for der byder alle ekstraordinært ind; vi får rigtig meget energi af at stå sammen; én for alle og alle for én. Det vil formentligt være senere, hen ad vejen, at den begynder at lade høre fra sig og sætte sin dagsorden. Ikke nødvendigvis som noget vi formulerer direkte. Der er nemlig noget sensibelt ved værdien: Er det noget, vi taler om?
Det, der særligt er interessant ved retfærdighedsværdien, det er, at den ofte kommer i svingninger, når vi sammenligner os med hinanden. Eller man kan sige: Sammenligningen er ofte dens brændstof: ”Hvorfor er det ikke alle, som skal byde ind med feriedage under hjemsendelsesperioden?” Det kan handle om fordeling af vagter; løn; ferie, ros, alle typer af goder. Det at vi oplever, at nogen får mere - eller mindre - end andre. Et er, at vi noterer os det; noget andet er, hvad vi gør med det. Det er jeg optaget af.
På den måde kommer retfærdighed ofte til at handle om ligelig fordeling af ressourcer og indsatser. Vægten - de to vægtskåle - bliver symbolet på værdien. Hvem kender ikke den her: Pludselig blegner den belønning, jeg selv har fået, fordi jeg ser, at nogen har fået en større belønning.
Det er én måde at tale om retfærdighed på. Retfærdighed kan også handle om noget helt andet: nemlig ret-færd. At man er optaget af at stå værn om menneskers grundlæggende retssikkerhed. At vi skal kunne færdes i verden med det samme sæt rettigheder. Og dét indbefatter, at vi netop skal behandles forskelligt, fordi vores behov er forskellige. Retfærdighed kan betyde noget forskelligt for forskellige mennesker. Det er en del af pointen. Spørgsmålet er, om og hvordan vi taler med hinanden om det. I den her artikel er jeg optaget af, hvordan vi taler om det med hinanden, når det særligt er vægtskålene, der er i fokus.
Et penibelt OG uomgængeligt emne
Dette er artiklens påstand: Vurderingen af om noget er retfærdigt eller uretfærdigt sætter en afgørende dagsorden i vores arbejdsliv og i vores liv i øvrigt. Oplever vi balance eller ubalance i retfærdighedsregnskabet? Det har stor betydning for, om vi trives og oplever motivation og arbejdsglæde.
Samtidig er det et penibelt emne: ”Hvordan kan det være, at hun kunne få fri i påskeugen, når jeg ikke kunne?” Det interessante spørgsmål er, om vi vil stå ved, at vi går op i det, eller om vi holder det tilbage. F.eks. af frygt for at fremstå som et ugenerøst menneske, der går i små sko. Med andre ord: Må det hedde sig?
Netop derfor er det som leder – og som medarbejder - vigtigt at have en opmærksomhed på, hvordan det her tema præger den fælles samarbejdskultur; hvordan vi omgås det. Er vi tilbøjelige til at slå det hen eller bagatellisere, når noget bringes op: ”Så har du jo så mange andre fordele …” eller ”Alle er jo bare nødt til at gi’ sig i den her situation…”. Netop fordi emnet er prekært, er det afgørende at tage det sagte alvorligt, forholde sig konkret til det, der bringes op og også aktivt kalde snakkene frem: ”Hvad tænker du om den her fordeling….? Hvordan oplever du, det fungerer? Er der rimelighed i det?”
Retfærdighed som etisk begreb
Men før vi går nærmere ind på, hvordan vi kommunikerer omkring retfærdighed, så først en præcisering af retfærdighed – som et etisk begreb. Begrebet kan foldes ud og nuanceres via disse fire etiske principper:
- Hensyn til integritet
- Respekt for selvbestemmelse
- Agtelse for værdighed
- Omsorg for sårbarhed
Anskuer vi retfærdighed i lyset af princippet hensyn til integritet, så handler retfærdighed om at sikre vores ret til at være den, vi ér. Retten til at have sin egen identitet. Ethvert menneske er udstyret med en urørlighedszone, og den skal beskytte os mod overgreb; som når f.eks. andre mener at vide bedre på vores vegne: dét er uret.
I lyset af princippet respekt for selvbestemmelse så handler retfærdighed om, at vi alle har et sæt frihedsrettigheder: Retten til at ytre os, retten til at leve det liv, vi ønsker - under ansvar. Hvis den frihedsrettighed knægtes, er det uret.
I lyset af princippet agtelse for værdighed så handler retfærdighed om at stå værn om ligeværd. En forståelse af, at ingen er mere værd end andre. Mennesker er ikke ligestillede; vi er lige-værdige. Det er uret, når nogen mener at have større menneskelig værdi end andre.
I lyset af princippet omsorg for sårbarhed så handler retfærdighed om at beskytte de sårbare og de udsatte. Ansvaret for at tage vare på dem, der har særligt behov for hjælp. Uret er at lade de svageste i stikken.
Dialogen om retfærdighed med afsæt i de 4 principper
Netop når det kommer til vores kommunikation omkring retfærdighed og uretfærdighed, så bliver de her 4 etiske principper i særlig grad udfordret. Det handler bl.a. om, at lige præcist når vi forholder os til retfærdighed og uretfærdighed, så har vi en tendens til at se bort fra ånden i de her 4 principper: Principperne understreger, at mennesker har lige rettigheder, OG det betyder, at vi skal behandles forskelligt. Ofte når vi vurderer, at noget er uretfærdigt på arbejdspladsen, så er det med baggrund i den her sammenligningskalkule: ”Når hun har fået, så skal jeg også ha’…” Eller: ”Når nogen skal bruge deres ferie i hjemsendelsesperioden, hvorfor skal andre så ikke?” En til én kalkulen. Fordringen om den ligelige fordeling. Lynhurtigt kommer vi dermed til at træde principperne under fode; Princippernes budskab er nemlig, at det at tale om retfærdighed det er ofte langt mere komplekst. OG så minder de os om, at vi netop skal tale om det. Tale nuanceret om det her svære emne.
Så hvad er det, der er vigtigt at være opmærksom på ift. principperne, når vi samtaler om retfærdighed. Hvordan bliver udfordret? Det vil jeg gerne folde ud; dernæst vil jeg gerne give input til, hvordan de selvsamme principper kan give os konkret kvalificeret hjælp til at føre en åben og respektfuld dialog omkring retfærdighed i det daglige samarbejde.
Det, de 4 principper helt grundlæggende minder os om, ja, det er, at vi mennesker er forskellige; vi har forskellige interesser, behov og ønsker. Det er vilkåret i al samarbejde. Vi kan ikke gætte os til, hvad andres prioriteringer og forventninger er; OG vi kan ikke tvinge hinanden til at mene noget bestemt - à la: ”Det kan jeg bare slet ikke følge… og jeg troede også, vi var blevet enige om…” Vi kan bringe vores stemmer i spil, få hørt, få lært, få blik for nye handlemuligheder. Kun hvis vi hver især åbent tager ansvar for at gøre vores stemme gældende, kan vi få skabt nye indsigter – og styrke et godt og tillidsfuldt samarbejde.
K.E. Løgstrup siger:
”På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig; den består altid i at vove sig frem for at blive imødekommet. Det er nerven i den; og det er det etiske livs grundfænomen.”
Løgstrups ord minder os om, hvor meget der er på spil, når vi skal kommunikere noget vigtigt ud. Det kræver mod at meddele sig. Hvordan vil det blive taget imod? Vi kan ikke vide det; vi kan kun have tillid til, at det vil blive taget godt imod.
Hvert af de her 4 etiske principper kalder på en særlig opmærksomhed og giver os et fælles sprog til at tale om retfærdighed i vores fælles samarbejdskultur.
HENSYN TIL INTEGRITET
Tal konkret om sagen og vær ærlig
Integritet handler om vores selvforståelse: Hvordan begår jeg mig i verden som leder, som fagperson og som menneske? Herunder: Hvordan ønsker jeg at fremstå? Princippet minder os om, at hvert menneske er unikt og begår sig i verden med sit perspektiv på tingene. Vi har forskellige værdier, forskellige grænser, forskellige syn på retfærdighed: Hvad er du optaget af, når det handler om retfærdighed på arbejdspladsen? Det kan kun du svare på.
Hensyn til integritet er at stå ved egne værdier og grundholdninger OG være nysgerrig på andres. Det er den evige vekselvirkning, som skal holde relationer levende og kontaktfyldte. Vi tager vare på integriteten, når vi går efter bolden og ikke efter manden. Der er noget, vi ser forskelligt på, OG der er ikke noget galt med nogen som person. Det handler ikke om, at nogen er smålig, det handler om, at vi har forskellige interesser og syn på tingene.
Respekt for integritet handler om at meddele sig, give sig til kende – ift. sagen: ”Jeg undrer mig over de prioriteringer, der er lavet… jeg ser en ubalance i fordeling af vagter… vil du ikke sige noget om, hvorfor du har valgt at tilrettelægge det på den her måde?” Kun på den måde bliver det muligt for en leder – eller en kollega - at få indsigt i, hvad det er, der rører sig.
Helt konkret: Stå ved og del dine undringer
En vigtig opmærksomhed: Når det kommer til vores selvforståelse, så er det nemt at blive fanget i et krydsfelt mellem, hvordan vi faktisk ser på tingene, og hvordan vi ønsker at se på tingene. ”Jeg er ikke sådan én, der hænger mig i småting… jeg går ikke op i den slags, om nogen har fået mere end andre…” Prisen for at ville opretholde sit ønskede selvbillede kan være høj: Dels at man svigter sit eget ståsted, dels at andre ikke ved, hvor de har én.
Derfor mindes vi her om vigtigheden af, at vi udtrykker os tydeligt og ærligt – deler undringer og overvejelser: ”Jeg har gået og tænkt på… jeg kunne godt tænke mig, at vi tog en fælles snak og hørte til hinandens forventninger… jeg har en fornemmelse af, at vi ser forskelligt på det her..”
RESPEKT FOR SELVBESTEMMELSE
Lad frie stemmer mødes og brydes i et frygtfrit rum
Selvbestemmelsesprincippet minder os om, at vi mennesker er frie – autonome – Individer med ret til at ytre os og give vores stemme til kende – under ansvar; det er retten til at være uenig med andre. Intet er mere basalt menneskeligt. Ingen har ret til at få ret; OG ingen har ret til at tage kontrol over andres holdninger eller værdier.
Det betyder, at hvis vi ønsker at understøtte en fælles åbenhedskultur, så må vi lade holdninger mødes og brydes. Vi kan ikke styre hinandens syn på, hvad der er retfærdigt - ved f.eks. at sige: ”..det kan ikke nytte noget at begynde at gå op i den slags småting….Nu må vi stå sammen”
Det, der er småt for én, er stort for en anden. At mennesker er udstyret med en fri vilje, er en evig - potentiel - forstyrrelse af harmoni og enighed. Med andre ord: Kaos lurer. Det er et vilkår. Vi ved ikke, hvad vi møder hos hinanden: ”Jeg synes ikke, det er en fair løsning … det betyder, at jeg ikke kan holde ferie sammen med mine børn… For mig er det ikke en lille ting…”
Respekt for selvbestemmelse er en påmindelse om, at stemmer skal kunne give sig frit til kende, uden frygt for at blive censureret eller udskammet. Og lige præcist menneskets frie vilje og frie stemme er en stor udfordring i en krisetid, hvor vi alle er pressede, og den fælles sårbarhed er enorm; og hvor det er helt afgørende, at vi er lydige over for de fælles retningslinjer. Der er ikke tid til, at alle stemmer kan blive hørt. OG vi er stadig frie individer.
Helt konkret: Ta’ løbende tråden op og dyrk selvrefleksionen
I en presset krisetid kan respekt for selvbestemmelse således handle om at sørge for hyppigere end vanligt at vende tilbage til hinanden; tage tråden op – løbende. Det styrker kontakt og oplevelsen af at blive mødt. Som leder: ”Lige nu vil jeg gerne be’ om, at vi fastholder det her fokus og får den her fulgt til dørs…. Jeg vil gerne vende tilbage til det, du bringer op, for jeg kan høre, at du finder den her fordeling uhensigtsmæssig… Kan vi drøfte det i morgen?”
Derudover giver selvbestemmelsesprincippet os en fælles mulighed for at træne selvrefleksionen – at gå i det så velgørende metaperspektiv: ”Jeg bliver opmærksom på, hvor svært jeg har ved at rumme uenigheder lige nu…. Jeg føler mig voldsomt overbevist om, at jeg bare har ret …”
En rigtig god mulighed for at få blik for egne blinde pletter og øge forståelsen for, at andre kan se anderledes på, hvad der er fair og ikke fair.
AGTELSE FOR VÆRDIGHED
Fasthold nysgerrigheden og den direkte tale
Agtelse for værdighed handler om ansvaret for at understøtte en ligeværdig og respektfuld dialog - en samarbejdskultur, hvor vi taler med hinanden og ikke om hinanden; hvor vi går til rette vedkommende og får fulgt op på rygter og formodninger: ”Nu får de bare lov til at gå derhjemme med fuld løn…” Værdighedsprincippet giver en opmærksomhed på, hvor hurtigt vi kan ende i dem/os og i den anonymiserende tale: ”Nogen trækker det tunge læs… andre har det nemt” (”Det kan simpelthen ikke være rigtigt…”).
Netop værdigheden kan i særlig grad komme i skred, når det handler om retfærdighed, fordi uretfærdighedsfølelse – når den virkelig får fat - kan skabe stor ophidselse, stor frustration og ubalance. Man kan få lavet vilde historier i eget hoved. Måske viser det sig, at det, man troede, var urimeligt, i virkeligheden er ganske rimeligt. Den historie, man har fået lavet om, at de andre bare går derhjemme med fuld løn, den viser der sig ikke at være hold i. Med andre ord her er en opmærksomhed på, at når vi går ind i det her emne, så er det nemt at få trængt sig selv og hinanden op i en krog. Man kan opleve at tabe ansigt; at føle sig udstillet; det kan være skamfuldt; det kan nage én: ”Gad vide om de andre opfatter det som ren og skær misundelse fra min side..?” Det er almenmenneskelige erfaringer det her. Værdigheden kalder på fælles opmærksomhed.
Helt konkret: insistér på at skabe læring
At tage godt vare på værdigheden kan handle om at fastholde en sagligt undersøgende tilgang; at insistere på at gå lærende til værks: ”Lad os undersøge det og se, hvordan det hænger sammen… det er vigtigt, at vi får talt om de her ting, så vi sammen kan blive klogere….” Dvs. nedton vurderinger og diskussion og insistér på at undersøge, så bevares et professionelt rum, hvor vi holder fast i, at vi taler sammen for at blive klogere og spotte nye handlemuligheder. Og ikke for at fange nogen på det forkerte ben.
OMSORG FOR SÅRBARHED
Giv plads til det, der ér
Omsorg for sårbarhed minder os om, hvad K. E. Løgstrup siger: At vi altid lever i en udleverethed, når vi interagerer og samarbejder med andre mennesker. Jo mere penibelt et emne, vi taler om, jo større sårbarhed. Vi siger noget – vover os frem: ”Hvorfor er det kun nogle faggrupper, der skal dække ind andre steder… så bliver vi andre jo bare ekstra udsat for smittefare…” Pointen er: Vi ved ikke, hvordan andre vil reagere på det, vi siger.
Sårbarhedsprincippet peger netop på betydningen af at vise empati, finfølenhed og nænsomhed. At vi giver plads til det, der ér: Udsving, ophidselse, vrede, frustration – alle de forskellige måder at udtrykke en oplevelse af uretfærdighed og ubalance på. Omsorg for sårbarhed handler om et fælles ansvar for at punktere kampen og de optrukne fronter. Det er nærliggende, at man enten kommer til at gå til angreb: ”Det kan simpelthen ikke været rigtigt, at det kun er os….” eller modsat at man forsvarer, at man overhovedet tager emnet op: ”Det er jo ikke, fordi jeg vil være besværlig eller sart, men…”
Vi kommer til at se hinandens skyggesider. Det er sårbart; og det kan blive til en styrke. Det er et fælles ansvar ikke at få skabt en opdeling i tabere og vindere: Hvem er på den høje hest, hævet over at tale om retfærdighed? Hvem oplever sig degraderet? Forbigået? Som taberen? Faktum er: Vi rammes og blottes, når det her emne kommer i svingninger.
Helt konkret: Kvittér for det, der bringes op
At drage omsorg for sårbarheden i den type snakke kan handle om først og fremmest at give plads, signalere at det, der ér, gerne må være der. Måske omsorgen ligger i blot at sige TAK fordi vedkommende har bragt det op; kvittere for den ansvarlighed der ligger i at tale åbent om det: ”Jeg værdsætter, at du kommer til mig med de overvejelser, du går rundt med….” Eller omsorgen kan udtrykkes ved, at nogen siger: ”Det her giver anledning til fælles eftertænksomhed ift. hvordan vi indretter os sammen…” Noget ubevidst er måske pludselig bliver bevidstgjort. Den, der meddeler sig – vover sig frem – vil ofte give stemme til noget, som også andre kan spejle sig i. Og så er vi netop i gang med at styrke en lærende og åben kultur. Der, hvor den enkeltes sårbarhed bliver til en fælles styrke.
Anbefalinger til den gode dialog omkring retfærdighed
- Tal konkret om sagen og vær ærlig
- Lad frie stemmer mødes og brydes i et frygtfrit rum
- Fasthold nysgerrigheden og den direkte tale
- Kvittér og giv plads til det, der ér
