Star Wars - en smutvej til paradoksledelse

Ledelse

28/01/2020 10:30

Etikos

I anledning af den netop overstået 9. Star Wars film bringer vi her en artikel af Uffe Lund, hvor han sørme argumenterer for, at Star Wars er en smutvej til paradoksledelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Paradoksledelse er for abstrakt!”. Den anke hører jeg indimellem hos ledere, som oplever at paradoksledelse som tilgang hurtigt bliver for teoretisk og for kompliceret til at forstå og praktisere. Og der er ingen tvivl om, at paradoksledelse stiller nogle krav til de små grå, fordi det jo grundlæggende handler om at begribe og navigere i organisatorisk kompleksitet – og kompleksitet vil altid være kompliceret.

Men er tilgangen også for abstrakt, og bliver den også for teoretisk? Altså underforstået på bekostning af noget praktisk brugbart i ledernes hverdag. I min optik: bestemt ikke. Men det står og falder med, hvorvidt tilgangen formidles via redskaber og metoder, som netop gør den praktisk brugbar.

Min erfaring er, at brugbarheden bedst sikres ved at fokusere på dilemmaer i ledelsesrummet. Samtidig med at tilgangen omsættes til målrettede og velafprøvede redskaber til dilemmahåndtering. Så bliver paradoksledelse til noget helt konkret og nærværende på en både påtrængende og uomgængelig måde. For jeg vil påstå, at den mest konkrete og nærværende erfaring af, hvad ledelse faktisk handler om – og hvad der grundlæggende er på spil i ledelse - den opstår i konfrontationen med hverdagens ledelsesdilemmaer: Du skal forholde dig til det her; du skal træffe en beslutning; og det går ikke op.

Så arbejdet med ledelsesdilemmaer er vejen frem til konkretisering og praktisering af paradoksledelse. Det tager selvfølgelig tid, og det kræver træning. Men…hvad nu, hvis der var en smutvej? En smutvej til forståelsen af paradoksledelse, som ikke kræver fælles ledertræning over en række af workshops og hijacking af programmet på flere af de i forvejen tidspressede ledergruppemøder. En smutvej, som ikke kræver andet end fritid, popcorn og et begrænset indhug i det private forbrugsbudget.

Jediisme som smutvej til paradoksledelse

Som overskriften allerede har spoilet: smutvejen er Star Wars. Mere præcist jediismen, forstået som den filosofisk-religiøse tros- og livsform, som vores jedi-helte i mytologien praktiserer. Og som vi automatisk og uden krævende abstraktionsøvelse tilegner os, ved simpelthen bare at læne os tilbage i biografen og følge med. Hvorfor det går så let, kan måske forklares med en velkendt pointe fra teorien om situeret læring, hvor læring bl.a. foregår i praksis via imitation af andre: mester og novice. Det er netop den læringsteori, jedi-ridderne praktiserer i forholdet mellem mester og ”padawan”. Og vi vil som tilskuere også helt naturligt blive padawans i biografen, når vi følger med i Yodas, Obi-Wans eller Lukes bedrifter og ubesværet tilegner os deres visdom fra korte budskaber imellem lyssværd-kampe og rumskibs-dueller.

Men hvad er det så lige, der gør jediisme til en smutvej til paradoksledelse? Først og fremmest er der det åbenlyse sammenfald i forståelsen af virkeligheden som grundlæggende modsætningsfyldt. Paradoksledelse forstår organisationen som defineret ved uforenelige modsætninger, mens jediismen forstår tilværelsen som præget af og udspændt mellem de modsætningsfyldte sider ved the forcethe light side og the dark side. Derudover er jedi-ridderens vigtigste formål at skabe og opretholde en balance, og det lyder ofte umiskendeligt som paradoksledelsens vigtigste ledelseskompetence: balancekunsten.

Bevæger vi os fra virkelighedsforståelse og jedi-ridderens formål/paradoksledelsens vigtigste kompetence til noget, der mere ligner dyder og leveregler, ja så kan jediismen også vise sig yderst gavnlig for praktiseringen af paradoksledelse. Og her ser vi netop også tydeligt, hvorfor jediismen kan være en smutvej: de teoretiske beskrivelser af paradoksledelse mangler ofte oversættelsen til noget konkret relaterbart, til tydelige karaktertræk og enkle handlingsanvisninger. Og det leverer jediismen via Star Wars i en lind strøm, selvfølgelig serveret i passende bidder imellem akrobatisk action, rumskibspanorering og hop fra den ene planet til den anden, akkompagneret af John Williams storladne og nostalgiske eventyrmusik set in space.

Jedi-mestrenes visdom om paradoksledelse

Så, nu skal vi have nogle af jedi-mestrene på banen. Så de konkret kan illustrere for os hvilken karakter og hvilke handlinger, vi bør efterstræbe, hvis vi vil mestre og forstå paradoksledelse. Vi starter med Obi-Wan:

”You are going to find, that many of the truths we cling to depend greatly on our own point of view”, Obi-Wan, Return of the jedi

”Only a Sith deals in absolutes”, Obi-Wan, Revenge of the Sith

I det første citat belærer Obi-Wan os om, at vi skal afholde os fra at udbasunere, at vi har fundet sandheden. Fordi sandheden som oftest er dybt afhængig af eget ståsted og perspektiv. I det andet citat sætter Obi-Wan dette endnu mere på spidsen, ved at påpege, at selve det overhovedet at begribe virkeligheden i absolutte størrelser – i adskilte ubetingede og uafhængige størrelser – bringer os i lige præcis den ledelsesrolle, som vi forsøger at undgå. Vi ser her to konkrete billeder på, hvad paradoksledelse betyder i hverdagen: for måden vi kommunikerer på, og for måden vi forholder os til og agerer i problemstillinger. Det, som i paradoksledelses-sprog lidt slagsords-agtigt (men også ret abstrakt) ofte formuleres som: det handler om både-og, frem for enten-eller.

Og lad os så gå videre til Yoda, jedi-mesteren over dem alle:

”Try not. Do. Or do not. There is no try.” Yoda, The Empire Strikes Back

Med Yodas velkendte småhæse julenisse-stemme og staccato-syntaks, får vi her en meget klar præcisering af ledelsesrummets realitet i hverdagen: du kan handle, og du kan undlade at handle. Enten reagerer du, eller også reagerer du ikke. Det er alt. Der findes ikke noget: ”jeg vil forsøge”. For paradoksledelsen er det her et guldkorn, fordi det understreger behovet for at træffe et ansvarsbevidst valg, også selvom det ikke gør situationen mindre dilemmafyldt.

Vi tager lidt flere guldkorn fra Yoda, her rettet mod det mere mentale og selvterapeutiske arbejde hos lederen:

“Fear is the path to the dark side…fear leads to anger…anger leads to hate…hate leads to suffering.” Yoda, The Phantom Menace

“Train yourself to let go of everything you fear to lose.” Yoda, Revenge of the Sith

Det her lyder måske lige lovlig meget som buddhistisk gajolpakke-visdom - men det kan faktisk vise sig at være ganske brugbare mantraer i ledelsesrummet i hverdagen. Det første citat handler om den basale psykologiske opmærksomhed på, at frygt eller usikkerhed kan udvikle sig til vrede, som videre kan udvikle sig til had. Og det er det had, som netop bringer den enkelte og andre i en skadelig konfliktfyldt situation, som ingen har gavn af. For paradoksledelse vil det her være en kærkommen opmærksomhed på, hvordan følelser ganske ubemærket kan udvikle sig til noget, som fuldstændig blokerer for evnen til at se kompleksiteten og handle afbalanceret. Det andet citat følger konstruktivt op ved at pege på, hvordan en effektiv modvægt mod følelsernes vold kan være den daglige mentale træning af evnen til at acceptere, at man ikke kan kontrollere alt. Igen for paradoksledelsen en super vigtig evne, fordi grundpræmissen her er at et væld af hensyn, logikker og mekanismer ligger uden for den enkelte leders indflydelsesrum. Og besindelsen på dette kan netop give den nødvendige ro, som gør lederen i stand til at agere reflekteret, velovervejet og afbalanceret, uden at usikkerheden og vreden får overtaget.

Og her til sidst slutter vi af med endnu et par vise belæringer fra Yoda, som særligt er med til at styrke lederens karakter og handlekraft i dagens offentlige Danmark:

”Impossible to see, the future is”, Yoda, Attack Of The Clones

”The greatest teacher, failure is”, Yoda, The Last Jedi

Yoda formaner os her om ikke at tro, at vi kan foregribe og planlægge alting i fremtiden. Tværtimod skal vi være parate til at acceptere og lære af de fejl, vi uden tvivl vil begå. For paradoksledelse i hverdagen vil det være yderst relevante formaninger i mødet med tidens mange ensidige krav og forventninger, som forsøger at gøre offentlig ledelse til først og fremmest en funktionel og kausal disciplin, hvor alt kan måles, kontrolleres og styres lineært.

Denne dosis jedi-visdom var alt, hvad jeg umiddelbart kunne grave frem, for at illustrere at jediismen kan lære os noget om paradoksledelse. Der findes uden tvivl langt mere i rækken af nu hele ni film. Er paradoksledelse for teoretisk og abstrakt? Det handler om, hvordan vi oversætter tilgangen. Star Wars er én måde at gøre det på - og så er det endda en smutvej. Så gå i biografen og se Star Wars, hvis du ønsker denne smutvej til den vigtigste ledelsestilgang i dag for ledere i det offentlige.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.