Foto: FTF

EU-konference: Økonomisk vækst med social profil

Politik

12/01/2015 11:28

Suleman Haider

Kan Junckers investeringsplan skabe vækst og job i Europa? Og er arbejdsmiljø en administrativ byrde eller et konkurrenceparameter for erhvervslivet? Det debatterede FTF, LO, Akademikerne med EU-Kommissær Margrethe Vestager på fagbevægelsens EU-konference i fredags.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk arbejdsmarkedspolitik præges i stigende grad af EU. Derfor slog de tre hovedorganisationer FTF, Akademikerne og LO i august kræfterne sammen i et fælles EU-sekretariat i Bruxelles. Formålet er at varetage fagbevægelsens 1,7 millioner medlemmers interesser bedst muligt.

De interesser blev debatteret på hovedorganisationernes fælles EU-konference hos LO på Islands Brygge i fredags. Journalist Mette Fugl styrede debatten, der havde deltagelse af EU-kommissær Margrethe Vestager, FTF-formand Bente Sorgenfrey, Uffe Østergaard fra CBS samt Europaparlamentarikerne Ole Christensen (S) og Ulla Tørnæs (V).

Blandt debatemnerne var EU-Kommissionens fremlagte investeringsplan til forventede 315 milliarder euro, der har til formål at kickstarte investeringslysten i den europæiske økonomi.

”Investeringsplanen sætter en ramme for hvor der skal investeres fra EU’s side. Den beder ikke skatteyderne om hjælp, men forsøger derimod at få private investorer, som pensionsselskaberne, til at se en mening med at sætte penge på spil for bl.a. bedre infrastruktur i hele EU”, sagde EU-kommissær Margrethe Vestager indledningsvis på konferencen.

Læs også: Mere om investeringsplanen

FTF mener, at det er positivt, at EU-Kommissionen vil sætte gang i store projekter i infrastruktur, energi og transport. Men FTF er i tvivl om hvorvidt EU-Kommissionens investeringsplan er for optimistisk, når Juncker og co. regner med at private investorer kan femtendoble EU’s eget bidrag:

”Private investorer kommer kun på banen, hvis de har en tro på at forbrugerne vil købe deres varer. Og det private forbrug er i øjeblikket hæmmet af, at forbrugerne hellere sparer op end bruger. En spareiver der bl.a. er affødt af mange EU-borgeres usikkerhed omkring offentlige ydelser i forbindelse med fx ledighed”, sagde FTF’s formand Bente Sorgenfrey i sit oplæg på konferencen.

Derfor mener FTF, at der sideløbende med investeringer i infrastruktur og lign. også skal sikres social tryghed. Den europæiske økonomi er kendetegnet ved mangel på tryghed blandt EU-borgerne og tilliden til EU-samarbejdet er dalene i mange medlemslande.

For FTF er det derfor afgørende at social tryghed indgår i den EU-økonomiske planlægning fremadrettet, hvis investeringsplanen skal batte og EU-borgernes tillid til EU-samarbejdet skal spire igen.

Arbejdsmiljøområdet et godt sted at starte, ifølge FTF, som dog undrer sig over at EU-Kommissionens arbejdsprogram betragter arbejdsmiljø som en byrde for erhvervslivet. EU-kommissær Margrethe Vestager talte på konferencen om EU-Kommissionens overvejelser bag arbejdsprogrammet: 

”Vi har historisk få forslag til ny lovgivning, og vi forsøger at forenkle den nuværende lovgivning. Det kan indebære at sløjfe forslag, der ikke er blevet til noget i årevis”, sagde Vestager.

EU-Kommissionens arbejdsprogram har bl.a. sat et kræftdirektiv og andre arbejdsmiljøinitiativer på standby. FTF er varm tilhænger af at fjerne unødvendige regler, hvis det gør danske virksomheder mere konkurrencedygtige. Men arbejdsmiljø er og bliver ingen administrativ byrde - det forholder sig lige omvendt:

”Arbejdsmiljø er et konkurrenceparameter for virksomheder. At have en sund arbejdsstyrke er en konkurrencemæssig fordel, og det ville være glædeligt, hvis den holdning vandt indpas i EU-Kommissionen”, sagde Bente Sorgenfrey. 

Fra FTF’s perspektiv er det positivt, at EU-Kommissionen har udtrykt ønske om at styrke den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Her er hele fagbevægelsen klar til at indgå i konstruktivt samarbejde, og FTF afventer med spænding EU-Kommissionens konkrete udspil på området.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.