I 1997 oprettede tidligere socialoverlæge I Københavns Kommune, Preben Brandt, Projekt UDENFOR som et opsøgende tilbud for hjemløse. Projekt UDENFOR beskriver selv formålet med sin eksistens som et forsøg på at afhjælpe det etablerede systems manglende evne til at nå de mest udstødte borgere. Dem, som af den ene eller anden grund er røget ud af det etablerede system, og lever i et ’utanförskap’, som vore svenske naboer kalder det. Den politiske debat i Sverige handler netop om udenforskabet, og hvad der kan gøres for at få alle med. Gennem at italesætte et udenforskab er det politiske fokus i Sverige rettet mod de grupper, som ikke er med, og som der er en vilje til at inkludere. Når vi taler inklusion, er det fordi vi ved, at eksklusionen eller udenforskabet i vort samfund er et faktum.
Et andet faktum er, at udenforskabet ikke kun berører de mest udsatte grupper. Følelsen af ikke at være med i det arbejdende fællesskab, og ikke at være dækket ind af den retning, velfærdssamfundet er i gang med at udvikle sig i, er i vækst. I aviserne kan vi læse overskrifter i stil med: ’Mange ledige er modløse og stressede’. Vi hører om nye undersøgelser, der (igen) dokumenterer, at socialt udsatte grupper har en uforholdsmæssig høj syge- og dødelighed. Og vi mærker samtidig en tydelig tendens til, at politikere og meningsdannere betragter ledighed som noget nær en personlig brist hos den enkelte fremfor en effekt af den uheldige udvikling af de økonomiske konjunkturer.
I efteråret deltog jeg i en lang række debat møder, men særligt to har skilt sig ud og har manet til eftertanke. I Aarhus deltog jeg i et møde om reformen af fleksjob- og førtidspensionsområdet. Mødedeltagerne var primært mennesker, som søgte eller håbede på at få et fleksjob eller på at få en førtidspension. Mange følte sig usikre på, hvad der ville ske med dem. De følte sig ikke hørt eller accepteret, og mest af alt oplevede de ikke, at de fik hjælp i det offentlige hjælpesystem. Hvis man skal have hjælp søgte man til de frivillige organisationers rådgivning eller til brugerforeningernes hjemmesider eller deres uddannede bisiddere. Den tidligere opfattelse af, at man kunne gå til det offentlige for at få hjælp, er hos mange afløst af en oplevelse af, at man bliver kontrolleret, mistænkeliggjort og holdt hen med paragraffer og velmenende ord.
To uger senere deltog jeg i en paneldebat, hvor også tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen deltog. Mette Frederiksen argumenterede fornuftigt, rationelt og godt for forslagene for den reform af fleksjob- og førtidspensionsområdet, som regeringen ønsker at gennemføre og igangsætte efter nytår. En reform, hvis sigte jeg på mange måder er enig i. Men jeg så mellem disse to møder den afstand, der var mellem det rationelle og logiske regeringsforslag på den ene side og de fleksjobbere og førtidspensionister, som oplevede, at der først ikke var plads på arbejdsmarkedet og nu var der ikke lydhørhed for deres synspunkt i hverken den offentlige debat, hos embedsværket eller i det politiske liv.
Afstanden var til at få øje på mellem disse to debatmøder. Det handlede ikke kun om, at reformen betød færre penge. Det var mest af alt en illustration af, at de rationelle muligheder vi har, for at komme ud af krisen, har negative konsekvenser for mange menneskers livsmuligheder. Denne udvikling skubber stadig flere mennesker ud i et udenforskab, de ikke selv har valgt. Flere oplever, at der ikke er plads på herberget til dem.
Hvis vi vender os ud i verden til det sydlige Europa, ser vi, at specielt Spanien og Grækenland er ramt af økonomiske kriser, som er langt værre end det, vi oplever herhjemme. Det har konsekvenser, særligt for unge mennesker, der ikke har mange muligheder for at finde arbejde og egen bolig. De mister tilhørsforhold til samfundet og kan ikke identificere sig med det samfund, de lever i. De oplever ikke, det er her hjælpen kommer fra. Det er venner og familie, der støtter de unge arbejdsløse. De unge i disse lande bor nu hjemme længere tid end tidligere eller flytter sammen i familierne for at skabe rum til alle. I enkelte tilfælde betaler forældrene til børnene løn i de firmaer, der ansætter dem. Dette blot for at børnene kan få erhvervserfaring, der kan skrives på et CV. Som sagt kan man ikke sammenligne situationen i Sydeuropa med det, vi oplever herhjemme, men retningen er den samme.
Særligt i Grækenland ser vi – med den medvind, det højreorienterede og nationalistiske parti, Gyldent Daggry, har i sejlene – at pladsen på herberget kan blive så trang, at reaktionerne i civilsamfundet bliver negativt ladet og ligger de udstødte grupper for had. Skismaet er det samme; at den græske regering vedtager budgetter, som afspejler den rationelle måde at håndtere krisen på gennem offentlige besparelser. Men de sociale følelser, der vækkes, kan også være negative, og true sammenhængskraften i et samfund.
Man siger, at sammenhængskraften består af tre faktorer: Tillid, sociale netværk og normer. En svækkelse af tilliden til det offentlige er en af de faktorer, som vil være med til at svække samfundets sammenhængskraft. Derfor skal vi også herhjemme passe på, at tilliden til systemet hos de udsatte grupper, ikke bliver for lav.
Det er et vilkår i de fleste menneskers liv, at livet handler om at søge sit eget. Vi er nødt til at kæmpe for at være med i feltet, men heldigvis er de fleste af os også indstillet på, at samfundet skal bekæmpe social nød. Derfor er der faktisk også plads på herberget til nogen, og heldigvis for det. På danske herberger findes de hjemløse, misbrugerne og de psykisk syge. Dem, mange kalder de ”sociale tabere”. Jeg vil hellere kalde dem, ”sociale kæmpere”. De prøver at kæmpe sig tilbage, eller forsøger at skabe sig en plads i den niche af tilværelsen, som er deres. Har vi den plads, rummelighed og vilje, der er nødvendig for, at der også kan være plads til de mennesker, som ikke selv vedvarende kan skabe deres egen plads i vores samfund?
