David Pedersen er tydelig i sin holdning til spørgsmålet om efterværn. Som modtager af et efterværnstilbud efter på anbringelser på først behandlingsinstitution og siden opholdssted, er det er en erfaren mand, der taler. David uddyber:
”Hvis man ønsker at anbringelsesprojekter skal resultere i fuldgyldige medborgere, når de unge bliver 18 år, må kommunerne påtage sig deres del af ansvaret og bevillige efterværn som en integreret del af enhver anbringelse.”
Alle har ret til uddannelse
Uddannelse er et nøgleord for David, og han har altid været glad for at gå i skole, selvom hans tilstedeværelse igennem en årrække mildt sagt var mangelfuld. De første to år havde David et fravær omkring 80 procent. Skolegangen blev først stærk udfordret af morens misbrug og psykiske lidelse og senere af anbringelsen på en behandlingsinstitution.
”Dels skulle jeg gå i den interne skole, hvor der ikke blev lagt meget vægt på stimulering af ungernes faglige kundskaber. Dels blev virkeligheden temmelig abstrakt, fordi der var et lukket miljø på behandlingsinstitutionen. Da jeg kom på opholdsstedet kunne jeg få lov at sætte mine egne mål, lige som pædagogikken var langt mere afslappet og præget af nærkontakt. Faktisk var det en vild omvæltning og et chok efter så mange års stram tilgang med regler, stramme skemaer og korrektioner. Den anden tilgang på opholdsstedet gav mig incitament til udvikling - også med det skolefaglige. Primært fordi at der, i modsætning til tidligere, ikke hele tiden blev prikket til det, der var galt, men holdt fokus på det, der gik godt.”
Som15-16-årig vågnede David altså op og fik hurtigt indhentet sine skolefaglige mangler. Trods de umiddelbart elendige odds gik David kun ét år senere end sine jævnaldrende op til 9. klasses afgangseksamen med flere topkarakterer til følge. Det gav Davids selvtillid et kæmpe boost og blev begyndelsen til et uddannelseseventyr.
”Økonomisk gavner det samfundet, at man støtter anbragte unge i at få uddannelse, så de kan bidrage til samfundet i stedet for at leve på passiv forsørgelse. Det er klart en fordel, at de bliver bidragende i stedet for udelukkende tagende. Det hjælper efterværnet med.”
Efterværnet var afgørende
I lighed med mange andre anbragte børn og unge, kom David først sent i gang med uddannelse, fordi der var så mange andre følelsesmæssige og sociale problemer at tage sig af. Derfor er efterværn så afgørende.
”Uddannelse er på døgninstitutioner og opholdssteder ikke en førsteprioritet, og derfor kommer anbragte unge først i gang senere. Det er nødvendigt, at man kan få ro og støtte til at tage sig en uddannelse, fordi man, på baggrund af ens fortid, er langt mere sårbar end andre unge. Alle har ret til uddannelse, og vi skal støtte de unge der har færrest ressourcer, det har vi pligt til.”
Udover David’s egen enorme viljestyrke var den psykiske støtte fra de kendte kontaktpersoner i efterværnet afgørende for, at David lykkedes. Efterværnstilbuddet bestod i at bo i opholdsstedets udflytningslejlighed sammen med to andre. På det tidspunkt var det ikke de praktiske udfordringer, der var de sværeste. Det var de følelsesmæssige udfordringer.
”Jeg tog imod efterværnet, fordi jeg pludselig, da jeg nærmede mig de 18 år, tydeligt kunne se, at jeg ikke kunne flytte hjem til min mor. På opholdstedet fik jeg mod til at erkende, at hun ikke var god for mig. At vores symbiotiske forhold var negativt for mig. Hun drak alt for meget, og behandlede mig som et spædbarn. Det ville gå helt galt, hvis jeg flyttede hjem.”
De erkendelser bragte ham ud i en masse tanker om livet. Han forstod ikke sin egen eksistens og havde ofte selvmordstanker.
”Det eneste der holdt mig oppe var, at der var nogen, jeg skulle vise, at jeg kunne gennemføre den uddannelse til ambulanceredder, som jeg var begyndt på. Tanken om at mit udannelsesprojekt var større end mig, og at min succes med det, ikke kun vedrørte mig, men også andre tidligere anbragte gennem mit eksempel, holdt mig oppe. Her var det godt at have efterværnet som støtte. Hvis jeg havde siddet for mig selv i en lille mørk lejlighed, kunne jeg godt være bukket under. Udfordringerne på uddannelsen og min psykiske tilstand kunne let have knækket mig,” slutter David, der senest er optaget på medicinstudiet og starter på anatomibøgerne til sommer.
"Efterværn er en glidende overgang tilbage i samfundet udenfor anbringelsesmiljøet. En udslusning til normalsamfundet, i mundrette doser og med den støtte, der skal til for at et institutionsbarn kan starte et uddannelsesforløb.”
Fakta om efterværn
· Kommunen har pligt til at følge en anbringelse ordentligt til dørs.
· Det er et realitetschok at komme ud i det normale samfund efter mange år på opholdssted.
· Efterværn øger betydeligt anbragte unges muligheder for at få en uddannelse.
Hent hæftet 10 stærke historier om efterværn på http://www.los.dk/aktuelt/nyt-fra-los/resolveuid/4c8080cfbd59caea0874e91...
