Jonas Pedersen går i gymnasiet. Næste stop er pædagogseminariet.
Vejen til succes og selvtillid har været lang og sej. Som syvårig blev Jonas frivilligt anbragt på et opholdssted. Det var et omsorgssvigtet barn, der ankom. Nærhed og omsorg var nøgleord på opholdsstedet, og Jonas var trængende.
”Jeg har været heldig at bo på et opholdssted, der er virkelig godt. De blander arbejdsliv og privatliv på en måde, så man føler, at man er del af en familie. Min kontaktperson har været som en mor for mig. Som omsorgssvigtet barn har man brug for kærlighed.”
I mange år var det var ikke nemt for Jonas at følge med i skolen, og det var ikke særlig interessant at være der. Også på det område gjorde opholdsstedet og kontaktpersonen en afgørende forskel.
”Min kontaktperson tilbød at hjælpe mig med at lære at læse ordentligt, og vi startede helt fra bunden med førsteklasses pensum. Pludselig at kunne læse åbnede resten af fagene for mig, og en helt ny verden af viden åbnede sig.”
At ligne en normal
At være udsat for massivt omsorgssvigt igennem de første syv år af livet, sætter ikke kun sine spor på krop og koncentration, men også på personligheden. Selvværd og selvrespekt er i bund. Begreber, følelser og omgangsformer skal indlæres fra grunden. ”På mit opholdssted har jeg lært at være en normal borger. Med respekt for min person har jeg lært, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg har lært, hvad der er acceptabel adfærd, så folk ikke synes, at jeg er underlig, men umiddelbart ligner alle andre,” fortæller Jonas.
Selvom man ser ud som andre, er der mangler efter så mange år i beskyttede rammer på et opholdssted. Der har ikke været fokus på basale hverdagskompetencer, og de er derfor ikke blevet udviklet.
Basale færdigheder mangler
For Jonas har efterværnet handlet om at få opbygget nogle vigtige og grundlæggende hverdagsfærdigheder og -rutiner.
”Når du skal bo alene, handler det om at klare basisting som at betale regninger, skat, osv. Samtidig skal du skabe overblik over hverdagen, købe ind og gøre rent. Du får det hele i hovedet på én gang, når du flytter for dig selv. Det er virkelig basalt, men for et anbragt barn, der pludselig skal stå på egne ben, kan det være ret uoverskueligt, hvis der ikke er hjælp” siger Jonas.
Efterværnet består for Jonas i at dele en lejlighed med to andre, som han kender fra opholdsstedet. Der er dagligt voksne tilstede nogle timer, og de kan spørges til råds om stort og småt.
At kunne få et godt råd med på vejen, der gør at tingene lykkes, giver Jonas ro i hovedet, gør ham gladere, og giver ham mod på livets udfordringer, uddannelsen og fremtiden.
”Hvis jeg skulle have lært det hele selv, ville det have betydet nederlag. Det ville have taget mange år at få min hverdag til at fungere. Jeg ville have optaget kviklån og lavet anden dyr gæld, lige som jeg enten ikke var kommet i gymnasiet eller sandsynligvis var droppet ud undervejs, hvis jeg var startet.”
I stedet er selvværdet både bevaret og styrket, og samfundet kan se frem til at få en borger, der betaler sin skat med glæde. Jonas er overbevist om, at han aldrig var nået så langt uden sit opholdssted og efterværnet, der fulgte.
Tværtimod ville det have haft store omkostninger, hvis han ikke havde fået efterværnet bevilliget. Hvis han skulle være flyttet direkte for sig selv efter mere end 10 år på opholdssted. Forandring og flytning, nye rammer og nye betingelser er noget, der stresser. Især når man i forvejen er sårbar.
”Både personalet og jeg var bange for, at jeg ville mislykkes, hvis jeg med ét slag var helt på egen hånd. Alt det vi havde arbejdet så intenst på, ville risikere at falde til jorden. Jeg ville være i fare for at få stress og tilbagefald til lavt selvværd og dårlig adfærd.”
Og det kan man ikke sige er tilfældet i dag. De første voksenskridt er lykkedes til fulde for Jonas.
”Det føles som at skulle flytte hjemmefra. Fra sin egen familie. Efterværnet gør det til en glidende overgang.”
De tre vigtigste elementer i Jonas efterværn:
· Jeg får hjælp til at overskue og klare de basale hverdagsudfordringer
· Jeg kan gå ud og slå mig på voksenlivet og komme tilbage og få trøst
· Efterværnet er et sikkerhedsnet, der giver mig mod til afprøvninger
Derfor efterværn
· Det holder sjældent, at fordi du er blevet 18, er du også helt rask og velfungerende
· Efterværn er nødvendigt, fordi man som anbragt ofte ikke er rigtig voksen, når man udsluses.
· Man kan ikke finde ud af det hele selv
