"Siden lanceringen af mit politiske netværk den 8. januar og afholdelsen af det første webinar ti dage senere, er det gået stærkt. 13.426 har indtil videre meldt sig ind netværket for at diskutere politik - på nuanceret og meningsfyldt vis," sådan starter Lars Løkke Rasmussen sin opdatering, der er sendt ud til alle interesserede via nyhedsbrev.
Mailen er samtidig en klar indikation på, at Lars Løkke Rasmussen snart er klar til at stifte et nyt parti. I hvert fald fortsætter opdateringen således: "Mange med en eksplicit ambition om at bidrage til, at der stiftes et fornuftens parti, der uden grøftegravning forbinder idealisme og pragmatisme, så Den danske Drøm ikke fortsat er en omskiftelig dagdrøm; men så vi med rettidig omhu får truffet de beslutninger, der kan veksles til et rigt, trygt, konkurrencedygtigt og grønt Danmark - også - til de næste generationer."
Organisationen på plads
I nyhedsbrevet fortæller Lars Løkke Rasmussen desuden, at der er stiftet en forening, der skal sikre ressourcerne til et sekretariat, der skal sørge for at netværket udvikler sig positivt. Det er således ikke et parti, der er stiftet. Endnu. Selv skriver den tidligere statsminister: "Der er simpelthen brug for at få skabt professionelle rammer omkring vores fælles projekt - og det kan foreningens arbejdsstyrke sørge for." Senere i nyhedsbrevet understreges det dog, at foreningen ikke er en foreløber for et parti: "Foreningen er hverken en politisk forening eller en forløber til en partidannelse, men får udelukkende ansvar for at støtte driften og aktivitetsniveauet af det politiske mødested du er med i."
Samtidig er foreningens bestyrelse faldet på plads. Den består af:
Carl Erik Dalbøge (fmd.), Direktør i Team Rynkeby Fonden siden 2009
Birgitte Riise Bjærge (næstfmd.), Erhvervsdirektør, Erhvervsakademi Dania
Brian Nielsen (kasserer), Festivalchef, Tinderbox og NorthSide
Julie Glarvig, Stifter og medejer af blandt andet HELPAHEAD
Ulf Helgstrand, Speciallæge, dr. med. & formand Dansk Ride Forbund
Hvornår Lars Løkke Rasmussen melder noget officielt ud om en eventuel partistiftelse er endnu usikkert.