Vasketøjet kan være smittefarligt: Kæmpe hul i tilsyn med plejecentre

Velfærd

23/05/2018 09:47

Freja Eriksen

Tilsyn med plejesektoren omfatter ikke kontrol med vasketøjet, selvom det er en alvorlig kilde til smitte.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er tilsyn med håndtering af fødevarer. Tilsyn med rengøring og løbende kontrol med medicinhåndtering. Tilsyn med dokumentationen af arbejdet. Men der er intet tilsyn med håndteringen af vasketøj på landets plejecentre. Derfor er der stor forskel på, hvordan tøjet bliver vasket.

“Der er plejecentre, der selv vasker tøj uden tilsyn. Vores erfaring er, at når der ikke er kontrol, viser det sig at forholdene, der kan sikre hygiejnisk korrekt vask, er så komplekse, at personalet ikke selv får tjekket tilstrækkeligt,” fortæller Charlotte Fischer, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.

Bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

“Vi oplever, at det kommer som en overraskelse, at bakterieprøverne viser alt for mange bakterier.”

Hun peger på, at der er stor forskel mellem at håndtere sit private vasketøj og de store mængder, der eksempelvis skal vaskes på et plejecenter.

“Det har gang på gang vist sig at vask under 80 grader ikke giver tilfredsstillende desinfektion specielt på bacillus cereus; den bakterie, der bruges som målestok for tilfredsstillende desinfektion i vaskerier til sundhedssektoren. For at opnå en sådan desinfektion kræves brug af en dokumenteret vaskeproces med kemisk desinfektion for vask under 80 grader,” siger Charlotte Fischer.

Tilsyn er frivilligt

Der er regler og anbefalinger for håndtering af vasketøjet i det offentlige, men det er op til kommunerne selv at sørge for, at de bliver overholdt.

Sådan lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der sidder med det overordnede ansvar for tilsyn og kontrol på sygehuse og plejecentre. På plejeområdet varetager styrelsen, hvad man kalder et risikobaseret tilsyn. Det omfatter ikke håndtering af vasketøj.  

“Vores tilsyn er risikobaseret. Vi er et sted her, hvor det er kommunens ansvar. Vi fører tilsyn med medicinhåndtering, journalføring og almindelige instrukser for hygiejne. Selve det at håndtere vasketøj og tekstiler er underlagt nogle retningslinier, men det er kommunernes opgave, at sikre, de bliver fulgt,” fortæller sektionsleder Bente Møller.  

Styrelsen fører således ikke et løbende tilsyn, men rykker ud, hvis der opstår en situation med ophobning af smitsomme sygdomme.

“Så kommer vi med en række anbefalinger til stedet. Herunder også hygiejne omkring vasketøj,” fortæller Bente Møller. Hun kan således heller ikke sige, om der lige præcis i forbindelse med håndtering af vasketøj opstår flere tilfælde med ophobning af smitsomme sygdomme end på andre områder.

Mens det altså er frivilligt for kommunerne at føre tilsyn med håndtering af vasketøj, er virkeligheden anderledes for de private leverandører, der tager sig af vasketøjet for plejecentre, som har valgt at udlicitere opgaven.

Forskel på offentlige og private

Virksomheden Berendsen, der blandt andet håndterer tøjvask for mange offentlige institutioner og private virksomheder, fortæller om de retningslinier, de er forpligtede til at følge.

“Vasketøjet er en central kilde for smittefare, og derfor er der en række klare regler for, hvordan vi skal håndtere det. Vi forpligter os til at følge alle retningslinier og har også lagt en branchestandard, så alle leverandører har lige vilkår. Men der er ingen myndigheder, der holder øje med om det foregår sådan, og derfor er det stor forskel på, hvordan det bliver håndteret,” fortæller Morten Bjørn, der i det daglige samarbejder med offentlige kunder hos Berendsen. 

Virksomhedens aftaler om tøjvask for blandt andet plejecentre er blevet en niche de senere år, og det er der en grund til, fortæller han.

Om Berendsen:

Berendsen tilbyder leje, vask og levering af kvalitets- tekstiler og hygiejneartikler til erhvervslivet og private. På tværs af seks forretnings- områder – Hotel og Restaurant, Hospital og Plejehjem, Arbejdstøj, Måtter, Renrum og Toiletmiljøer – samarbejder vi med tusindvis af offentlige og private organisationer i Europa, der muliggør vores alles daglige liv og færden.

Læs mere om og fra Berendsen her.

“Vi oplever, at personalet på plejecentrene bliver overvældede, når de hører om retningslinierne. De vil hellere bruge tiden på borgerne end at stå i vaskeriet, for hvis de skal følge retningslinierne tager det rigtig meget tid fra tiden med beboerne,” siger han.

Det bekræfter Sussie Lysholm, der er forstander på Louise Mariehjemmet. Her valgte de for omkring tre år siden at udlicitere tøjvasken til Berendsen.

“Dengang var der ikke så meget fokus på virus og håndtering af resistente bakterier som der er i dag. Men jeg er ret glad for at vi skiftede til Berendtsen, for med de få timer, vi havde en vaskeri-ansat, havde vi skullet optimere vaskeriet på en eller anden måde.”

Sussie Lysholm oplever at plejehjemmets ansatte har fået mere tid til andre opgaver.

“Meningen var at bruge tiden på beboernes rengøring og i vores hus mere optimalt. Det har vi selvfølgelig fået mere tid til, så det synes jeg fungerer rigtig godt for husets personale.”

Hun ser kun en ulempe:

“Beboernes tøj kan være lidt mere krøllet, og det er der selvfølgelig nogle af beboerne og personalet, som ikke er glade for. Det er jo noget man er gået meget op i før i tiden,” siger Sussie Lysholm.

Skrappere krav til private end offentlige

Teknologisk Institut peger også på, at fagpersonalet på plejecentrene kan have vanskeligt ved at følge de retningslinier og anbefalinger, der er til tøjvask. Både fordi de er omfattende og fordi de kræver erfaring med at håndtere vasketøj i de mængder, der er tale om, når det sker professionelt.

“Desværre viser det sig, at selv om personalet har sat sig ind i kravene, er de ikke altid i stand til at fange eventuelle fejl. Det gælder tilstrækkelig adskillelse af urent og rent tekstil. Det gælder også desinfektion i vaskeprocessen. Måske det grundes i den meget snak om lavtemperaturvask og energibesparelser,” siger Charlotte Fischer.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Instituttet bekræfter, at der ingen tilsyn er med håndtering af tøjvask på landets plejecentre.

Berendsen har som privat aktør interesse i at håndtere vasketøjet for flest mulige plejecentre, men virksomheden undrer sig over, at der er forskel på kravene for tilsyn alt efter hvem, der står for tøjvasken.

“Hvis et plejecenter har udliciteret tøjvasken til os, skal vi som privat leverandør leve op til en række faste regler og standarder. Der er et generelt tilsyn med os som virksomhed og så skal vi følge en branchestandard. Men samme regler og standarder er kun anbefalinger for plejecentre, der selv håndterer vasketøjet,” forklarer Morten Bjørn.

FAKTA: SSI’s Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer.

Af dokumentet fremgår følgende anbefaling om tøjvask på plejecentre:

En plejebolig (fx plejehjem) er at opfatte som borgerens eget hjem. Beboere på disse institutioner kan være svækkede eller på anden måde være immunsupprimerede, og kan være bærere af smitsomme mikroorganismer – fx norovirus eller C. difficile. Beboerne kan have personlige kropsnære tekstiler, der ikke tåler vask ved temperatur over 60°C. Ved fælles tøjvask er det derfor nødvendigt at tage forholdsregler, der imødegår disse problemstillinger og som kan nedsætte risikoen for krydssmitte.

Nedenfor er anført anbefalinger for genbehandling af tekstiler på plejebolig/plejehjem for at minimere risiko for smittespredning af Methicillin-resistente Staphylococcus aureus og C difficile. Ved at følge disse krav vil plejebolig/plejehjem kunne minimere uhensigtsmæssig smittespredning.

Anbefaling for vask på plejebolig inklusiv plejehjem

Til vask af kropsnære og forurenede tekstiler anbefales mikrobiologisk tøjvask mellem 80°C og 90°C.

Tåler tekstilerne ikke vask ved disse temperaturer, bør foretrækkes at anvende et vaskemiddel tilsat klor, hydrogenperoxid eller pereddikesyre.

Vaskemaskinen bør mindst 1 gang ugentligt gennemgå en kogevask (mellem 80°C og 90°C) med en tom maskine.

I udbrudssituationer samt mistanke om smittespredning via tøjvask anbefales, at vaskemaskinen gennemgår en kogevask (minimum 80°C) med tom maskine imellem hver borgers tøjvask, såfremt vaskemaskinen benyttes til flere borgere.

FAKTA: VIL DU VIDE MERE?

Sundhedsstyrelsens landsrapport for 2014

Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med plejehjem Landsrapport 2015

Sundhedsstyrelsens Vejledning om tilsyn med plejehjem, plejeboligbebyggelser og tilsvarende boligenheder

Kommunernes tilsyn med plejeboliger har primært fokus på dokumentationen samt trivsel.

Statens Serum Institut har ellers lavet en vejledning om håndtering af tekstiler til flergangsbrug i sundhedssektoren

Artiklen er først udgivet 9. maj 2018

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.