“2020 var et hårdt år. Et usikkert år. Pandemiens år.”
Sådan startede Mette Frederiksen sin nytårstale den 1. januar. Talen kredsede især om Corona, og hun brugte ord som afstand, mundbind og restriktioner. Samtidig valgte hun at undlade at bringe Metoo-debatten på banen. Det har undret flere, at sexismedebatten ikke blev nævnt med et eneste ord i talen, da det har fyldt meget i den offentlige debat.
I et interview med TV 2 spurgte Rikke From, tidligere medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvorfor Mette Frederiksen ikke nævnte noget om Metoo. Rikke From stod sidste år frem i TV 2-dokumentaren ’Partiernes skjulte overgreb’, der afslørede seksuelle krænkelser i ungdomspartierne.
“Der er mange diskussioner, som jeg under normale vilkår ville have engageret mig i, men min vigtigste opgave er at få landet igennem denne her globale pandemi. Derfor er det også det, jeg primært har brugt min tid på,” forklarede Mette Frederiksen.
Metoo i Danmark
Som vært til sidste års 'ZULU Comedy Galla' i august valgte tv-værten Sofie LInde at sætte fokus på ligestilling og sexisme. Hun fortalte om en julefrokost hos DR, som hun deltog i som 18-årig. Her henvendte en stor "tv-kanon" sig til hende og truede med at ødelægge hendes karriere.
"En stor tv-kanon kommer over til mig og siger til mig, at hvis jeg ikke sutter hans pik, så ødelægger han min karriere,” forklarede hun fra scenen og uddybede, at hun sagde nej. Denne optræden fik kickstartet en debat om sexisme og seksuel chikane.
Den har især fyldt i medieverdenen og på Christiansborg, hvor gamle historier pludseligt er dukket op til overfladen igen. Det har blandt andet betydet, at Morten Østergaard valgte at trække sig som formand for Radikale Venstre, mens Frank Jensen trådte tilbage som overborgmester i København samt som næstformand i Socialdemokratiet.
På TV 2 har det også haft konsekvenser, hvor tv-værten Jes Dorph-Petersen er blevet afskediget. Det er sket på baggrund af en ekstern advokatundersøgelse om sexisme og sexchikane på kanalen, hvor to anklager har fældet den mangeårige TV 2-vært.