Dansk Erhverv: Drop den ideologiske OPS-debat

De bedste debatter er dem, hvor argumenter brydes og hvor man når et skridt hinanden. Det gælder også diskussionerne om velfærd og profit her på DenOffentlige og på et veloverstået Folkemøde. 

Jeg kunne gøre indlægget her usædvanlig kort og erklære mig enig med FOA´s (tidligere) topfolk, Karen Stæhr og Dennis Kristensens indlæg her på denoffentlige.dk d. 13. juni, at offentligt-privat-samarbejde handler om, hvordan vi får mest mulig velfærd for penge. Særligt på socialområdet, hvor vi har en særlig forpligtelse til at fokusere på kvaliteten og effekten af samfundets indsatser.

Men et spadestik dybere afslører, at vi ikke er så enige endda. For FOA stirrer sig desværre ideologisk blind på ejerskabsformer på socialområdet - og det fremmer hverken en aktiv eller mere virksom socialpolitik eller giver mere velfærd for pengene. 

I sin kritik af private tilbud på socialområdet overser FOA det oplagte spørgsmål: Hvorfor bruger kommunerne private og selvejende leverandører på lige fod med offentlige tilbud, når eksempelvis et menneske skal ud af misbrug, eller der skal findes en specialiseret plads i socialpsykiatrien til et menneske med helt særlige behov?

Svaret er, at de ikke-offentlige tilbud bidrager til samfundets samlede mængde af tilbud med både specialisering og kvalitet. Socialtilsynets evaluering af tilsynsreformen fra maj 2018 viser faktisk en lidt højere tilfredshed med private tilbud end med offentlige. Et faktum der helt er druknet i den seneste tids debat om profit på velfærd. 

For det grundlæggende problem er ikke, om man må tjene penge på socialområdet. Selvfølgelig må man det, hvis man ellers leverer kvalitet og effekt for sine målgrupper - og hvis man samlet set kan levere til en pris, som kommunerne vil betale. 

Når Kristensen og Stæhr ideologisk går efter én ejerskabsform frem for en anden, mister debatten fokus på det centrale: nemlig hvordan vi får kvalitet, effekt og mest mulig velfærd for pengene på socialområdet, hvor der bliver handlet ydelser for 45 mia.kr. årligt. 

Vi skylder de berørte borgere og samfundet som helhed, at de sociale indsatser bliver så virksomme som overhovedet muligt. At effekt bliver et styrende parameter i socialpolitikken – ikke hensyn til ejerskabsform. 

Mere økonomisk gennemsigtighed og mere fokus på effekt vil utvivlsomt løfte området. Det vil tydeliggøre hvilke tilbud der virker og hvad de rent faktisk koster. Det vil være en fordel for kommunerne, der som myndighed får et bedre grundlag at prioritere og styre området ud fra. 

Det vil vise, hvis nogle private tilbud skulle være drevet mere ud fra et hensyn om en god handel end ud fra et hensyn til at skabe gode resultater for den målgruppe, man varetager. 

Men det vil også vise, at mange offentlige tilbud i dag har en kunstig lav pris, hvilket brancheforeningen Selveje Danmark flere gange har dokumenteret. Nogle offentlige tilbud  “glemmer” simpelthen at medregne alle omkostninger: Anlæg, drift, afskrivning og vedligehold af bygninger. Personaleledelse, lønadministration, sygefravær og efteruddannelse osv. Det giver kunstigt lave priser - og kan være med til at presse hele området økonomisk ved at have fokus på kunstigt lave priser frem for reel kvalitet og effekt. 

Debatten om kvalitet i de sociale tilbud, vi som samfund giver til udsatte grupper, er vigtig. Eksempler på svigt og svig kalder på handling. Der skal ikke herske tvivl om, at hvis et tilbud svigter på kvalitet skal det have konsekvenser, også i den private sektor. 

Men det skabet ikke bedre socialpolitik at stirre sig blind på en enkelt ejerskabsform frem for en anden. Tværtimod. Det gør derimod mindre ideologi og et stærkere socialtilsyn med krav om kvalitet og gennemsigtighed – fagligt og ikke mindst økonomisk - til alle tilbud. For lad os være enige i udgangspunktet: nemlig at vi skal have bedst og mest mulig velfærd for pengene.