For at være borger i Danmark har det i de sidste mange år været et krav at være forandringsparat. Tiderne ændrer sig jo, og som borgere har vi pligt til at følge med tiden. Vi må forstå, at det er en globaliseret verden vi lever i og, at dette stiller helt andre krav til hver enkelt af os. Vi skal frem for alt være konkurrencedygtige, og det betyder både, at vi skal lære at spare på udgifterne og, at vi skal være de bedste i verden. Vi skal være klar til at tilegne os nye kompetencer, vi skal være klar til at acceptere nedskæringer i de sociale ydelser, og vi skal være klar til at flytte derhen, hvor arbejdet er, til den løn vi kan få for det.
Som borgere har vi faktisk strakt os langt. Vi knokler og uddanner os. Mange af os lever på beskårede ydelser, og nogle af os føler os også stemplede som nasserøve, fordi vi endnu ikke selv har været i stand til at finde det arbejde, som vi er blevet stillet i udsigt, bare vi tager os sammen. Men vi er her stadigvæk, og vi vil faktisk gerne have samfundet til at fungere med eller uden din hjælp, Corydon. For spørgsmålet er jo : Er du forandringsparat..? Det lyder som et meget personligt spørgsmål, men skal egentlig ikke opfattes sådan. Du er bare kommet til at fremtræde som inkarnationen af vores økonomiske og politiske system, og derfor kan det være naturligt at stille spørgsmålet til dig. Men man kan jo også spørge. Er systemet forandringsparat…?
Relationer nedkæmpes af økonomisk styring
Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg har arbejdet i den frivillige sociale sektor i snart 40 år og set en lang række bud på konstruktive samfundsforandringer, som aldrig er blevet til noget, fordi det politiske og økonomiske system ikke var forandringsparat. I foråret var jeg inviteret til en konference blandt de faglige organisationer i den offentlige sektor, hvor man diskuterede fornyelse af fremtidens velfærdssamfund. Her deltog blandt andet en engelsk iværksætter, Hilary Cottam, som via NGOén ”Participle” har sat fokus på den engelske velfærdsudvikling ud fra konceptet ”relationel velfærd”. Konceptet er indlysende og ganske simpelt nemlig, at det er den menneskelige relation, der betyder noget, hvis man vil have resultater i det sociale og omsorgsmæssige arbejde. En viden vi har haft i den frivillige sociale verden i Danmark i mange år, men en viden som det offentlige system faktisk hidtil ikke har været forandringsparat til at implementere.
Inspireret af Hillary Cottam synes jeg imidlertid, der er grund til at gøre at opmærksom på, at denne simple kendsgerning, at menneskelige relationer betyder noget, trænger sig mere og mere på i en tid, hvor du, Corydon, med konkurrencestaten er med til at sætte en meget hård økonomisk dagsorden. En dagsorden, som du godt nok vil hævde er nødvendig, for de menneskelige relationers skyld.
Dette vil jeg vende tilbage til. Først et kort tilbageblik på hvilke samfundsmæssige fortællinger vore menneskelige relationer har bygget på siden 2. verdenskrig. Da jeg voksede op i Vestjylland i 50érne var de menneskelige relationer meget lokalt funderede i nære familiemæssige og lokale netværk. Man tog sig af hinanden både af nød og lyst. Så fik vi en kraftig teknisk og økonomisk udvikling op gennem 60érne og udviklede på den baggrund et velfærdssamfund, hvor det offentlige overtog mange af de familiemæssige og lokale opgaver. Men grundsynet var stadig, at det enkelte menneske var i centrum og, at det samfundsmæssige fællesskab tog ansvaret for, at der var et socialt sikkerhedsnet under alle.
I 90érne ændrede denne situation sig dramatisk. Som samfund blev vi globaliseret og måtte indrette os på konkurrencestatens præmisser, hvilket betød, at det offentliges primære fokus blev at holde de offentlige udgifter nede, koste hvad det ville i forhold til de menneskelige relationer. Som Ove Kaj Pedersen beskriver det i bogen ”Konkurrencestaten:
”Under velfærdsstaten blev den enkelte defineret ved at være menneske, enestående og enkeltstående; under konkurrencestaten er mennesket defineret ved at være rationelt og motiveret af at realisere egen nytte eller interesse”
Den offentlige kontakt er blevet en økonomisk relation
Set i dette perspektiv kan man selvfølgelig sige, at det økonomiske og politiske system, som du repræsenterer, har været forandringsparat. I har været parate til at gennemtrumfe et helt andet menneskesyn. Hvor relationen mellem borgeren og det offentlige tidligere var en menneskelig relation, har I nu gjort det til en økonomisk relation. Som Ove Kaj Pedersen beskriver det, har I sat borgerens egen nytte og egen interesse i centrum gennem en gennemført incitamentspolitik både i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken og uddannelsespolitikken. Har du overskud og albuer er du med, men er du svag og har du problemer er det selvforskyldt, og det må du bøde for økonomisk.
Denne politik har haft langt større konsekvenser end I er i stand til at opfatte det i Finansministeriet. For jer virker den, fordi I har styr på pengene. I den forstand er New Public Management en succéshistorie, medicinen har virket. Men bivirkningerne af medicinen er I ikke klædt på til at tackle. Her kniber det med at være forandringsparate.
Man skal dog næsten sidde i Finansministeriet for at overhøre klageråbene over New Public Management: For meget styring og kontrol, mangel på åbenhed og tillid, ingen plads til faglighed, ingen plads til at arbejde helhedsorienteret på tværs af sektorerne, manglende inddragelse af civilsamfundet osv. Hertil kommer så hele menneskesynet og tilgangen til borgerne styret af mistillid og kontrol. Disse problemer er i dag så kendte og sagt så mange gange, at de kan stå på nogle få linjer og alle ved, hvad jeg taler om. De er udtryk for, at vi faktisk ikke har en fælles positiv fortælling om det danske velfærdssamfund, men tværtimod føler lede ved, at historien gentager sig og gentager sig.
Civilsamfundet bliver den nye motor for udviklingen
Og dog, som Leonard Cohen har udtrykt det.”Der er en sprække i alting, det er sådan lyset slipper ind”. Lyset og de menneskelige relationer er ikke sådan at lukke ude. Faktisk er der strømninger på alle niveauer i samfundet i retning af, at vi som samfund er mere og mere forandringsparate, hvis vi kan få lov til at være med til at udvikle et meningsfyldt samfund, som vi hver for sig kan være med til at tage ejerskab til.
Min optimisme bygger jeg på den næsten revolutionære udvikling, vi har set i civilsamfundet siden århundredskiftet. Borgerne vil og kan selv, og meget tyder på, at civilsamfundet er ved at udvikle sig til den nye motor for samfundsudviklingen. Vi er her vidne til en meget interessant udvikling, hvor borgernes fremmedgørelse på grund af globalisering og meget overordnede økonomiske og administrative styringsmodeller er med til at frisætte borgernes medborgerskab, engagement og værdiskabelse på nye måder. Når meningsfylden ikke kan leveres ovenfra, må vi selv skabe den nedefra. Vi ser det i øget deltagelse i det frivillige arbejde både gennem de frivillige organisationer og gennem borgernes selvorganiserede deltagelse i det hele taget. Og vi ser det i i utallige former for iværksætteri og forsøg på udviklingen af socialøkonomiske virksomheder. Bæredygtighed på både det sociale og det miljømæssige område er i dag hos mange borgere en integreret del af den almindelige hverdagsbevidsthed.
Motoren i denne udvikling er den civile relation, relationen borger til borger. Som sagt tror jeg i høj grad, at denne relation er kommet i fokus, fordi de offentlige forvaltningssystemer er kørt af sporet i et forsøg på netop at regulere og standardisere de menneskelige relationer. Kontakt er blevet erstattet af regler og regulativer samtidig med, at vi har set en stadig mere positiv udvikling i borgernes selvværd. Vi er i stigende grad bevidste om vort eget selvværd og vore rettigheder, hvad enten vi er ressourcestærke og integrerede eller vi er udsatte og mere marginaliserede. Og vi har nu muligheden for at dele bevidstheden om dette på de digitale medier. Offentligheden er i stigende grad en del af medborgerskabet. Alt dette betyder, at den samfundsmæssige energi og empati har forrykket sig. Velfærdssamfundet som system opleves ikke længere som omsorgsfuldt og med fokus på den enkelte. Floskelagtigt hedder det, at ”de varme hænder” er skåret væk. Omsorgen og fællesskabet hentes i dag i civilsamfundet. Derfor ser vi også i disse år en stærk bejlen til civilsamfundet fra de offentlige institutioner, hvad enten det er plejehjem, hospitaler, skoler og børneinstitutioner. Uden borgernes deltagelse vil institutionerne simpelthen ikke kunne opretholde meningsfylde i deres opgaver.
Økonomistyringen må spille sammen med borgerstyring
Hermed er vi tilbage ved den engelske iværksætter Hillary Cottams pointe, at begrebet ”relationel velfærd” ikke kun er en beskrivelse af de frivillige organisationers fortræffeligheder men, at vi her står overfor et helt nyt velfærdsbegreb, som sætter spørgsmålstegn ved hele denne måde vi opfatter velfærdssamfundet på i dag. Vort nuværende velfærdssystem er i dag baseret på en industriel produktions- og vækstmodel, som igen er kædet tæt sammen med økonomistyringsmodellen New Public Management. Stort er godt, store organisationer er mere effektive end små. Præcision er godt, enhver virksomhed med respekt for sig selv leverer til tiden. Kontrol er godt, vi skal hele tiden have styr på, hvad vi producerer o.s.v.
Dette er alt sammen begreber, som udspringer af produktionsverdenen og, som intet har at gøre med menneskelig trivsel og udvikling. Det er et leverandør- og reparationssamfund, hvor borgerne fortsat er passive kunder og har krav på at blive reparerede, hvis de går i stykker. Men det er et samfund, som i meget ringe grad bidrager til at sikre et harmonisk og bæredygtigt samspil mellem samfundets menneskelige og fysiske/økonomiske ressourcer.
Den grundlæggende pointe er i princippet, at der forskel på borgerstyring og økonomistyring. Som jeg har beskrevet ovenfor, har den altomfattende økonomistyring betydet, at borgerne i stigende grad begynder at styre selv, hvilket er en både kreativ og sund reaktion. Hvad vi har brug for er imidlertid, at borgerstyringen og økonomistyringen begynder at spille sammen i en ny velfærdsmodel, hvor vi både ”kører længere på literen” og, hvor borgerne (ikke mindst dem, der har brug for det) oplever, at de får noget for pengene og er med til at præge og styre deres eget liv.
Vi skal udvikle og udfordre hele infrastrukturen, så de menneskelige relationer for alvor kan komme til at udvikle social kapital og dermed trivsel. Meget af dette skal foregå ude i lokalsamfundet og ikke i mammuthospitaler og kæmpeinstitutioner, hvor borgerne primært repareres og opbevares. Og meget af dette skal foregå ved reel støtte i den enkelte familie og ikke i socialforvaltningen, hvor man primært sidder og registrerer produktionsresultater. Der er tale om helt nye former for faglighed, hvor de nuværende faglige kompetencer, de frivilliges ressourcer og borgernes viden og ressourcer udvikles og støttes til samspil på nye og kreative måder. Borgerdeltagelsen må være udgangspunktet og herfra tilknyttes så den nødvendige infrastruktur og økonomi.
Velfærdssystemet er blevet inficeret
Og det er her, at du kommer ind i billedet, Corydon. I dag er fagligheden og økonomistyringen bundet alt for tæt sammen. Groft sagt findes der næsten ingen faglighed, som ikke refererer til økonomiske styringsprincipper. Som Ove Kaj Pedersen har pointeret det, er det vigtigste hensyn for den offentlige sektor ”den allokative efficiens” nemlig det faktum, at det offentliges vigtigste opgave er at være omkostningsstyrende og sikre konkurrenceevnen.
Det vil føre for vidt her at udfolde, hvad dette betyder for hele det faglige miljø i de offentlige institutioner og i det frivillige arbejde i civilsamfundet, men det er vel ingen overdrivelse at sige, at denne sammenkædning af økonomistyring og faglighed inficerer hele velfærdssystemet med et element af mistillid, og dermed i høj grad en manglende evne til at lytte til, hvad borgerne og ikke mindst udsatte borgere udtrykker af ønsker og behov.
Nøglen sidder I med i Finansministeriet. Man kan ikke tale med et ministerium eller en kommune og rejse faglige problemstillinger uden, at der henvises til begrænsninger fra Finansministeriet. Noget tyder imidlertid på, at man i kommunerne er blevet bedre til at lytte og begynder at kunne høre græsset gro. I hvert fald lancerede KL i 2013 konceptet ”Investér før det sker”, som netop handler om, at indsatsen og pengene skal ud at arbejde mellem borgerne, inden problemerne når ind i forvaltningerne. Og ved indgangen til 2014 lancerede KL endvidere konceptet ”Fremtidens velfærdsalliancer”, som lægger op til at øget samarbejde på tværs af offentlige institutioner, frivillige organisationer og borgerne bredt ude i civilsamfundet. Alt dette kræver imidlertid plads til ændringer i infrastrukturen og nye økonomistyringsmodeller, som viser større tillid og giver mere frihed både til kommunerne og de frivillige organisationer til af udvikle nye former for partnerskaber og nye former for faglighed. I den frivillige verden har vi således et kolossalt behov for et få gjort op med et forældet puljesystem, som forhindrer både nytænkning og langtidsplanlægning af vort arbejde.
Egentlig er der behov for en helt ny civilsamfundsstrategi, som giver civilsamfundet udfoldelsesrum og plads på helt nye måder, og det kan undre, at nogle af dine kolleger i regeringen ikke for længst er kommet med et sådan udspil. Men desværre er det nok et udtryk for, at ikke kun du, men også dine kolleger, når det kommer til stykket, ikke er særligt forandringsparate. Det er snart mange år siden, at man i Socialdemokratiet troede på Folket og Folkets kræfter. Nu satser I på økonomistyring og New Public Management og så ved I da, hvad I har at holde jer til…. men se, om Folket holder sig til jer.
